Nogle selskaber har en høj aktiekurs, selvom de ikke tjener penge nu. De bliver ofte kategoriseret som vækstaktier, da der er en stor forventning til indtjeningen i fremtiden.
Disse aktier er der mange eksempler på. Det er oftest risikofyldte investeringer, men hvor der kan være et kæmpe potentiale, hvis det lykkedes. Det er fx virksomheder som Amazon, Tesla og Beyond Meat.
I denne artikel kan du blive klogere på, hvad vækstaktier er, og hvad du skal være opmærksom på, inden du investerer i dem.
Liste med vækstaktier
Hvis du gerne vil investere i denne type af aktier, så har jeg samlet en række forskellige selskaber herunder, som du kan finde inspiration i.
- Amazon (Ticker: AMZN): Du kender sandsynligvis allerede Amazon, der er en af de største onlineforhandlere i verdenen. Der er store forventinger til, at virksomheden vil vokse yderligere i fremtiden.
- Alibaba (Ticker: BABA): Alibaba er ligeledes en af de største inden for onlinehandel. De er dog primært baseret på det asiatiske marked.
- Beyond Meat (Ticker: BYND): Beyond Meat sælger plantebaseret kød, hvor de prøver at replikere det almindelige kødprodukt som fx burgere, pølser og andet.
- Fiverr International (Ticker: FVRR): Tjeneste hvor du kunne købe forskellige ydelser til 5 $ er efterhånden vokset sig større end sit oprindelige koncept. Flere og flere freelancere udbyder deres arbejde igennem Fiverr.
- Zoom Video Communications (Ticker: ZM): Efter COVID-19s indtog i verdenen, så er forventningerne vokset til selskabet bag programmet Zoom, der er en videokommunikationstjeneste.
Husk at listen blot er til inspiration, og det skal ikke ses som aktie anbefalinger.
Hvad er en vækstaktie?
En vækstaktie er en aktie, hvor der er store udsigter til fremtidig indtjening. Derfor handles disse ofte med en høj P/E-værdi. Det er forholdet mellem prisen på selskabet (aktiekursen) og indtjeningen i selskabet. Er P/E-værdien på 100, så betaler du 100 kr. for 1 kr. i overskud i virksomheden.
Generelt set så er en vækstaktie det modsatte af en value aktie, der oftest har en lav P/E-værdi. Årsagen til, at vækstaktier er så dyre, skal oftest findes i deres forretningsmodel. Det kan være, at de er en stor spiller i et voksende marked. Dette ses fx med cannabis aktier. Det kan også være, at selskabet har en unik teknologi eller andet, som potentielt kan sikre dem en stor indtjening i fremtiden. Dette ses ofte med tech aktier og biotek aktier.
Hvad skal du være opmærksom på?
En af de største risici ved investering i vækstaktier er, hvis det ikke lykkedes at skabe den store indtjening, der er forventet. Da aktien er dyr, når du køber den, så kræver det også, at den fremtidige indtjening kommer på et tidspunkt. Ellers vil det være en dårlig investering.
Det kan afhænge af mange ting som dårlig ledelse, politiske beslutningerne, manglende likviditet eller andet, som gør, at virksomheden ikke når sit fulde potentiale. Det er den største risici, når du investerer i denne type af aktier.