Ratepension: Fordele og ulemper ved en ratepension

Ratepensionen er en pensionsopsparing, der bliver udbetalt i månedlige rater. Det er derfor en oplagt opsparing til at supplere ens folkepension med, da den giver dig en løbende indtægt.

Samtidig er det også den mest populære form for pensionsopsparing, og det er ikke uden grund. For de fleste danskere har den en masse fordele, som gør, at det er den ordning, som du får mest ud af. Som så mange andre emner, så afhænger det dog af, hvordan lige præcis din situation ser ud.

I denne artikel giver jeg dig et overblik over, hvad en ratepension er, og hvordan du skal forholde dig til den. Jeg gennemgår også fordele og ulemper samt hvorvidt du bør sætte penge på en ratepension.

Hvad er en ratepension?

En ratepension er en mulighed for supplere din folkepension, når du engang takker af fra arbejdsmarkedet. Det er en pension, der bliver udbetalt på samme måde som løn – i månedlige rater. Det sker over et givent antal år, som du selv beslutter. Det skal dog være mellem 10 og 30 år.

Du kan oprette en ratepension indtil du fylder 75 år, og den skal være oprettet senest fem år, inden du påbegynder udbetaling. Pensionen skal være udbetalt, inden der er gået 30 år efter, at du har nået din pensionsalder.

På en ratepension må du maksimalt indbetale 59.200 kroner om året i 2022.

I 2021 var indbetalingsgrænsen fastsat til 58.500 kroner om året. Dem har du mulighed for at investere selv, eller du kan også lade et pensionsselskab forvalte dem.

  • Gratis investeringsplan
  • Frie midler, pension og virksomhed
  • Automatisk investering

Indbetalingerne på ratepension er fradragsberettiget. Du har både mulighed for at indbetale privat og gennem din arbejdsgiver, men det er er essentielt, at du ikke overskrider grænsen.

Ratepension og skat

Som nævnt tidligere, så er dine indbetalinger fradragsberettiget. Du skal dog betale skat af dine udbetalinger fra din pensionsopsparing. Hvordan du bliver beskattet ved pensionsalderen afhænger af, hvordan din økonomi og indkomst ellers ser ud på det tidspunkt.

Vælger du at investere dine pensionsmidler, så bliver du beskattet med en PAL-skat på 15,3 procent efter lagerbeskatningsprincippet. Det betyder, at du hvert år betaler skat af dine gevinster, selvom du ikke har realiseret dem.

Du har mulighed for at hæve din ratepension inden pensionsalder mod at betale en afgift på 60 procent.

Skattesatsen er ganske fordelagtig sammenlignet med beskatningen for aktieindkomst, der ligger på 27 eller 42 procent afhængig af, om du er over progressionsgrænsen.

Udbetaling af ratepension

Du kan først påbegynde udbetaling af din ratepension, når du har nået pensionsudbetalingsalderen. Er din pensionsordning oprettet i 2018 eller efter, så vil den være 3 år før din reelle pensionsalder.

Er din pensionsordning oprettet før dette, så kan du som udgangspunkt starte udbetaling 5 år før din reelle pensionsalder. Har du oprettet din pensionsopsparing tidligere end maj 2007, så er der en fast pensionsudbetalingsalder på 60 år.

  • Gratis investeringsplan
  • Frie midler, pension og virksomhed
  • Automatisk investering

Folkepensionsalderen ændrer sig løbende, og det er din fødselsdato, der afgør, hvornår du kan gå på pension. Pensionsalderen er dog kun fastlåst for personer født før 1967, så de nuværende estimater er ingen garanti.

Såfremt du går bort, så vil opsparingen gå til dine efterladte.

Fordele og ulemper ved en ratepension

For at opsummere ratepensionen, så har jeg samlet en liste herunder med fordele og ulemper.

Fordele

  • Fradragsberettiget ved indbetaling
  • Lav beskatning på 15,3 procent
  • Er kreditorbeskyttet indtil udbetaling
  • Kan omlægges til livrente

Ulemper

  • Ikke mulighed for én stor udbetaling
  • Du kan leve længere end udbetalingen
  • Begrænset til 58.500 kr. om året
  • Afgift på 60 procent ved hævning før pensionsudbetalingsalder
  • Udbetalinger modregnes i efterløn og folkepensionstillæg

Ratepensionen er det mest almindelig pensionsprodukt, og det er én simpel grund til. Du har mulighed for at få fradrag for dine indbetalinger og derved udskyde din skat til senere tidspunkt i livet, hvor du formentlig ikke har en lige så høj indkomst.

Skulle du gå bort før tid, så er din opsparing ikke spildt, da den går videre til dine efterladte.

Bør du sætte penge på en ratepension?

Som med mange andre emner, så er der desværre ikke et klart svar. Det afhænger af, hvordan din økonomiske situation ser ud nu og ved din pensionsalder. Her er det vigtigt for mig at nævne, at jeg ikke er pensionsrådgiver. Vil du have konkret og professionel rådgivning, så vil jeg anbefale dig at tage fat i en uvildig pensionsrådgiver.

Alligevel vil jeg dog forsøge at komme med nogle generelle betragtninger.

Med en middel eller høj indkomst, så vil ratepensionen formentlig være at foretrække for dig. Du kan fradrage indbetalingerne nu og udskyde skatten til en periode i dit liv -pensionen -, hvor du ikke har en lige så høj indkomst. Med en middel eller høj indkomst vil du formentlig også spare så meget op, at du alligevel ikke vil modtage pensionstillæg.

Forventer du at have mere end 93.000 kroner (2022) stående i likvid formue – bankkonti, kontanter og aktier/værdipapirer -, så har du ikke mulighed for at få ældrecheck eller helbredstillæg.

I den situation vil det være underordnet om udbetalingen af din ratepension modregnes i sociale tillæg, da du alligevel ikke vil modtage dem.

De fleste personer, der har sparet op over en længere årrække, vil formentlig være bedst givet med en ratepension, da opsparingen vil vokse sig så stor, at det er det, der giver bedst mening.

Hvor kan du oprette en ratepension?

Der findes utallige selskaber, der tilbyder pensionsprodukter. Du vil dog opleve, at du kan være låst til et specifikt pensionsselskab gennem din arbejdsplads. Du har dog mulighed for at flytte din ratepension på et senere tidspunkt.

Du kan også oprette en, hvis du ikke allerede har en.

Herunder har jeg samlet nogle eksempler på pensionsselskaber, der tilbyder mulighed for ratepension.

  • AP Pension
  • Danica Pension
  • Nordnet
  • NORD.investments
  • PensionDanmark
  • PFA Pension
  • TopDanmark
  • Velliv

Du bemærker formentlig, at der er en del velkendte selskaber på listen. PFA Pension, Velliv, Danica Pension, AP Pension og Pension Danmark er de største pensionsselskaber i Danmark.

  • Gratis investeringsplan
  • Frie midler, pension og virksomhed
  • Automatisk investering

På listen finder du dog også to mindre kendte kandidater i form af Nordnet og NORD.investments. Det er et par alternativer, der har stor fokus på investeringsdelen af din pensionsopsparing. De har ikke fokus på forsikringsdelen, som de fleste pensionsselskaber også tilbyder.

De giver i høj grad mulighed for selv at tilpasse din investering. Hos Nordnet kan investere bredt i forskellige aktier og investeringsforeninger, hvor NORD.investments tilbyder en mere automatiseret løsning. Fordi de kun har fokus på investeringsdelen af pension, så har de mulighed for at tilbyde det til væsentlig lavere omkostninger end ved de traditionelle pensionsselskaber. Med den lange tidshorisont, som en pensionsopsparing er, så kan det blive til rigtig mange penge, der er sparet.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en ratepension?

En ratepension er en pension, der bliver udbetalt i månedlige rater som en almindelig løn.

Hvad er grænsen for en ratepension i 2022?

På en ratepension må der maksimalt indbetales 59.200 kr. i 2022.

Hvad sker der med en ratepension ved død?

Ved dødsfald overgår ratepensionen til de efterladte.

Får du fradrag for indbetalinger på en ratepension?

På en ratepension får du skattefradrag op til indbetalingsgrænsen, der i 2022 ligger på 59.200 kr. Du bliver til gengæld beskattet af midlerne, når de udbetales.
Foto af Frederik Askov Storm
Om Frederik Askov Storm
Ung forfatter, bygningskonstruktør og iværksætter med stor interesse for investering. Jeg har drevet Ung med penge siden 2018, hvor jeg har delt ud af mine erfaringer på min rejse mod økonomisk uafhængighed.

Du kan læse mere om mig her.
2 kommentarer til “Ratepension: Fordele og ulemper ved en ratepension
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *