Børneopsparing 2021

Som forældre har du mulighed for at give dit barn en rigtig god start på livet med en børneopsparing. Det kan åbne op for muligheder som indskud til lejebolig, køb af første bil eller erhvervelse af et kørekort.

I denne artikel vil jeg gennemgå de overordnede retningslinjer for en børneopsparing, og hvilke fordele som denne konto har. Det omfatter blandt andet regler for indskud, fradrag, skat og meget andet.

Hvad er en børneopsparing?

En børneopsparing er en speciel opsparingskonto, der bliver oprettet i barnets navn af forældrene. Der kan kun oprettes en opsparingskonto af denne type pr. barn.

Det er en opsparing, der kan bruges til at sikre, at barnet har flere muligheder senere i livet. På et senere tidspunkt kan den fx bruges til et kørekort eller til et indskud til en lejebolig. Det er vigtigt at pointere, at kontoen skal oprettes inden udgangen af året, hvor barnet fylder 14 år.

Den store fordel ved en børneopsparingskonto er, at der ikke skal betales skat eller afgifter af eventuelle gevinster på kontoen.

Regler for børneopsparing

Oprettelse

Det er som udgangspunkt kun forældre, der kan oprette denne konto. Indskud kan ligeledes kun foretages af disse personer. Det er derfor ikke muligt for bedsteforældre m.m. at indbetale på denne konto.

Kontoen skal oprettes senest i det år, hvor barnet fylder 14 år.

Indskud

Der kan maksimal indbetales 6.000 kr. pr. år og i alt maksimalt 72.000 kr. på kontoen. Eventuelt gevinst anses ikke som indbetaling. Det er desuden ikke et krav, at der indbetales hvert år.

Udbetaling

Bindingsperioden på kontoen er minimum 7 år. Udbetaling af indskuddet kan derfor tidligst udbetales efter 7 år og tidligst, når barnet fylder 14 år. Udbetalingen skal senest foregå i det år, hvor barnet fylder 21.

Skat

Eventuelle gevinster og udbytter på en børneopsparing er skattefrit. Derfor er kontoen særdeles fordelagtig.

Fradrag

Det indskudte beløb på kontoen er ikke fradragsberettiget.

Bør du oprette en børneopsparing?

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om du bør oprette en børneopsparing til dit barn. Det klare svar må være ja.

Det er meget fordelagtigt, at der ikke skal betales skat af afkast på kontoen. Det er uagtet, om det er renter på indestående, udbytte, afkast på investering eller andet.

På den måde kan du opnå et højere afkast på børneopsparingen end på andre opsparinger, da der ikke skal svares skat af gevinster.

Hvor skal du oprette kontoen?

De fleste danske banker tilbyder muligheden for at oprette en børneopsparing. Derfor bør du vælge den bank, der tilbyder dit barn de bedste muligheder til den bedste pris.

Hvis du vil investere dit barns børneopsparing, så bør du vælge en bank, der har fornuftige gebyrer inden for dette felt. Ønsker du ikke at investere børneopsparingen, så bør du kigge efter en bank, der giver dit barn fornuftige renter på indestående.

Investering af børneopsparingen

Jeg får ofte spørgsmålet omkring, hvorvidt man bør investere sit barns opsparing. Det afhænger dog af flere ting.

Først og fremmest så skal man overveje tidshorisonten. Renters rente arbejder bedst med en lang tidshorisont, hvorfor det giver bedst mening at have opsparingen i så mange år som muligt.

Samtidig så skal du overveje, hvor stor usikkerhed som du ønsker at have. Hvis du ønsker lav usikkerhed, så bør du finde en bank, der tilbyder en fornuftig rente på opsparingen. Hvis du ønsker en højere usikkerhed – og dermed potentielt større værdi på kontoen – så bør du kigge på investering i værdipapirer.

Her kan man finde en blanding af aktier og obligationer, hvor mængden af obligationer styrer risikoen. Jo større andel obligationer, jo lavere risiko.

Det er min klare overbevisning, at man bør investere børneopsparingen, så man kan udnytte den skattefrie fordel så vidt muligt. Hvis man har en lang tidshorisont, så bør man investere i en højere grad af aktier, mens man kan justere op med obligationer, jo tættere man kommer på udbetaling.

Det kan man med fordele gøre ved at investere igennem investeringsforeninger. Din bank vil helst sikkert foreslå deres egne, men jeg vil anbefale, at du finder en investeringsforeninger, der har en stor spredning og et lavt omkostningsniveau. Derudover kan den med fordel være akkumulerende, så du udnytter rentes rente bedst muligt.

Til at beregne hvad dit barns fremtidige børneopsparing kan blive til, så kan du benytte denne investeringsberegner.

2 kommentarer til “Børneopsparing 2021
  • Hej Frederik.

    Tak for den fine artikel, vi har en børneopsparing i banken til vores 14 årig, den har vi haft i nogen år.

    Den er i princippet låst til 18 år, men ved du om den kan udbetales til Nordnet- konto.?

    Mvh

    Kim

    • Hej Kim,

      Nordnet har ikke en reel børneopsparing med skattefordelene. Der kan derfor oprettes et “normalt” depot til barnet, som vil blive beskattet direkte. Hvorvidt dette er muligt afhænger af, om du kan trække pengene ud på børneopsparingen. Samtidig skal du være opmærksom på, at der er noget med, at afkast vil blive beskattet hos forældrene i dette tilfælde. Det har jeg dog ikke ret meget kendskab til.

      Bedste hilsner
      Frederik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *