Saxo Bank vs. Nordnet: Hvilken aktieplatform er bedst i 2025?

Foto af Frederik Askov StormFrederik Askov StormIkon for dato

I denne artikel vil jeg gennemgå de to mest prominente online børsmæglere i Danmark – Saxo Bank og Nordnet. Platformene har en del forskellige funktioner, og jeg vil i denne artikel komme ind på de forskellige fordele og ulemper ved de to platforme til aktiehandel.

Jeg bliver tit spurgt: “Hvilken platform er den bedste at handle aktier på?” Svaret er ikke helt enkelt, men forhåbentlig kan denne artikel hjælpe dig med at træffe det rette valg. Jeg vil kigge på flere aspekter af platformene, herunder kurtage, gebyrer, funktioner, kredit m.m., så du kan finde den bedste aktieplatform for dig.

Er du ny inden for aktieinvestering, kan jeg anbefale dig at læse min artikel om aktier for begyndere. Den vil klæde dig godt på til at købe din første aktie.

Overblik over Nordnet og Saxo Bank

Nordnet og Saxo Bank er to af de mest populære platforme blandt danske investorer. Nordnet er målrettet private investorer, mens Saxo Bank favner en del bredere, da den henvender sig til både private og professionelle investorer. Under samme login tilbyder Saxo Bank både adgang til SaxoInvestor, der er målrettet private investorer, og SaxoTraderGo, der er målrettet professionelle investorer.

Overordnet set er Nordnet en mere brugervenlig platform, mens Saxo Bank har et bredere, men også mere kompliceret udvalg af produkter. Der er dog ingen tvivl om, at begge platforme er velegnede til investering.

Denne artikel fokuserer på aktiehandel, men overvejelserne er også relevante, hvis du gerne vil investere i aktiver som ETF’er, fonde, krypto eller optioner. Begge platforme tilbyder mulighed for at handle ETF’er og fonde. Hos Saxo Bank har du mulighed for at handle både optioner og kryptovaluta. Kryptovaluta er dog kun tilgængeligt gennem ETN’er.

Begge platforme tilbyder også adgang til optioner. Ønsker du at handle optioner hos Saxo Bank, kræver det adgang til komplekse produkter. Det gør du ved at gå i menuen og trykke på Kontostatus -> Anmod om professional status. Hos Nordnet kan du ansøge om en optionsaftale her.

Kurtage og handelsomkostninger

Kurtage er den handelsomkostning, som du betaler, når du handler en aktie. Den skal ofte betales ved køb og salg. Den regnes normalt som et minimumsbeløb eller en procentdel. Så betaler du det beløb, der er størst af de to. Kurtage er en af de største omkostninger, der er forbundet med at handle aktier, så den bør vægte højt i dit valg af platform, hvis du ønsker at minimere dine omkostninger.

Herunder har jeg samlet en tabel, hvor du kan få et overblik over kurtagesatserne på Nordnet og Saxo Bank på tværs af forskellige markeder.

KurtageSaxo BankNordnet
Danske aktier10 DKK eller 0,08 %25 DKK eller 0,10 %
Svenske aktier10 SEK eller 0,08 %25 DKK eller 0,10 %
Norske aktier10 NOK eller 0,08 %25 DKK eller 0,10 %
Finske aktier3 EUR eller 0,08 %25 DKK eller 0,10 %
Amerikanske aktier1 USD eller 0,08 %25 DKK eller 0,15 %
Tyske aktier3 EUR eller 0,08 %25 DKK eller 0,15 %
Canadiske aktier5 CAD eller 0,08 %*25 DKK eller 0,15 %
Britiske aktier3 GBP eller 0,08 %25 DKK eller 0,15 %

* Dette gør sig gældende, hvis du handler på Toronto Stock Exchange (TSE). Handler du på TSX Venture Exchange (TSX) er kurtagen 0,015 CAD pr. aktie med et minimum på 5 CAD og et maksimum på 25 CAD.

Er du studerende, tilbyder Nordnet mulighed for at få studierabat. Send Nordnet-support et billede af dit studiekort, og du vil nu have en lavere minimumskurtage på 10 DKK.

Hvor er det billigst at handle aktier? Det generelle billede, når du kigger på kurtage er, at Saxo Bank vil være billigst. Platformen har en væsentlig lavere minimumskurtage på specielt udenlandsk handel.

Det eneste sted, hvor Saxo Bank falder ud er, når vi kigger på de canadiske aktier. Her har Nordnet en lavere minimumskurtage. Hvor det er billigst at købe disse aktier, afhænger af købskursen på den aktie, som du vil handle.

Begge platforme tilbyder også muligheden for en månedsopsparing, hvor du kan købe udvalgte investeringsforeninger og ETF’er kurtagefrit. Over tid kan du spare mange omkostninger forbundet med kurtage ved at gøre det på denne måde. Det kræver dog, at du ønsker at investere i denne type værdipapirer.

Anbefalet af mig Start din investering med SaxoInvestor Opret dig her →

Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.

SaxoInvestor

Valutaveksling

Hvis du handler mange udenlandske aktier, vil omkostningerne til valutaveksling også være en stor post, når du handler.

Valutaveksling sker, når du køber en aktie i en valuta, der er en anden end den valuta, som dine midler på kontoen er i. Handler du aktier i USD, men dine midler er i DKK, vil du skulle betale dette valutagebyr.

Vekslingsgebyrerne

Saxo Bank: 0,25 %

Nordnet: 0,25 %

Hos Nordnet er gebyret dog kun på 0,15 %, hvis du veksler direkte til en valutakonto og ikke automatisk, når du handler.

Handler du meget i udenlandske valutaer, bør du overveje, om det ikke kunne give mening at åbne en konto i den pågældende valuta. Det er både muligt hos Saxo Bank og Nordnet, og det gør, at du sparer en del af gebyret hos Nordnet. Det kan godt betale sig i længden, selvom det gør handlerne lidt mere besværlige, da du skal flytte penge mellem valutakonti, inden du handler.

Du slipper desværre ikke for valutagebyret, når du veksler første gang. Hos Saxo Bank har du dog mulighed for at overføre direkte til din valutakonto (og dermed spare valutagebyret) gennem f.eks. Revolut.

En valutakonto kan også være en fordel, hvis du køber/sælger mange aktier i en pågældende valuta, eller du modtager udbytte, som du ønsker at geninvestere i den samme valuta.

Børser

De to platforme giver mulighed for at handle på en masse forskellige markeder. De mulige børser fordeler sig således:

Nordnet

  • Canada: Toronto Stock Exchange og Toronto Venture Exchange
  • Danmark: OMX Nasdaq Copenhagen, First North, Spotlight Stockmarket og NDX/NGM
  • Euronext: Euronext Lissabon, Bruxelles, Paris og Amsterdam
  • Finland: OMX Nasdaq Helsinki, ML-markedet
  • Norge: Oslo Børs, Oslo Axess
  • Sverige: OMX Nasdaq Stockholm, First North, NGM, Spotlight Stockmarket, beQuoted, NDX/NGM
  • Storbritannien: LSE (London Stock Exchange)
  • Tyskland: Xetra
  • USA: Nasdaq og NYSE

Saxo Bank

For Saxo Bank gælder ovenstående børsmarkeder (med undtagelse af Spotlight Stockmarket, ML-markedet, Oslo Axess, beQuoted og NGM) og denne liste:

  • Australien: Australian Securities Exchange
  • Euronext: Euronext Dublin
  • Grækenland: Athens Exchange
  • Hong Kong: Hong Kong Exchanges
  • Italien: Borsa Italiana/Milan Stock Exchange
  • Japan: Tokyo Stock Exchange
  • Kina: Shanghai-Hong Kong Stock Connect
  • Malaysia: Bursa Malaysia Exchange
  • Polen: Warsaw Stock Exchange
  • Schweiz: SIX Swiss Exchange
  • Singapore: Singapore Exchange
  • Spanien: BME Spanish Exchanges
  • Sydafrika: Johannesburg Stock Exchange
  • Tjekkiet: Prague Stock Exchange
  • Tyskland: Börse Frankfurt
  • Ungarn: Budapest Stock Exchange
  • Østrig: Wiener Börse/Vienna Stock Exchange

Saxo Bank har generelt rigtig mange utraditionelle børser, hvor Nordnet har flere valgmuligheder i Norden. De har begge to de største børser, men udvalget er klart størst hos Saxo Bank. Nordnet åbner dog op for nogle af de mindre børser i Norden, som ikke er tilgængelige hos Saxo Bank.

Brugervenlighed

Brugervenlighed vil altid være en smagsmag, så derfor vil jeg ikke gøre mig alt for klog på dette. Jeg vil dog herunder gøre mig nogle generelle betragtninger samt vise dig nogle skærmbilleder fra de forskellige platforme.

På den måde har du selv mulighed for at danne dig et indtryk af hvilken platform, der tiltaler dig mest.

Saxo Bank

Her ser du forsiden, når du er logget ind på SaxoInvestor.

Hvis du opretter dig hos Saxo Bank, vil du typisk benytte dig af SaxoInvestor. SaxoInvestor er deres primære investeringsplatform til at købe aktier og andre værdipapirer igennem, Saxo Bank tilbyder også SaxoTraderGO, som er en mere avanceret investeringsplatform, men den vil jeg ikke have med i overvejelserne her.

Forsiden hos SaxoInvestor ser ud, som du ser på billedet. Her har du mulighed for at få et overblik over markederne i dag, og hvilke aktier der er steget eller faldet meget.

Generelt er opsætningen hos Saxo Bank meget simpel.

Overblikket over dit depot hos SaxoInvestor

Går du under “Min Konto”, vil du få et overblik over dit depot. Her har du mulighed for at se, hvordan dine midler er allokeret på tværs af investeringstype, sektor og valuta.

Ligeledes giver oversigten et fint overblik over dine aktier med antal, daglig kurs, købskurs, ændringer, gevinst m.m.

Sådan ser SaxoInvestor ud, når du klikker ind på en specifik aktie.

Du har mulighed for at finde aktier gennem markedsoversigten eller søgefunktionen. Her giver SaxoInvestor forskellige relevante informationer som ændringer, kurser og analytikernes holdning. Gennem fanerne har du mulighed for at se analyser fra forskellige investeringshuse. Under grundlæggende information kan du se nærmere på virksomhedens økonomi.

Du har ikke mulighed for at lave nogen former for tekniske analyser med SaxoInvestor. Her skal du over i SaxoTraderGO, som jeg ikke forholder mig til i denne artikel.

Under den enkelte aktie kan du også se en lang række relevante informationer.

Længere nede på siden har du mulighed for at overblik over generelle informationer som en beskrivelse af virksomheden, sektoren, medarbejdere, P/E, udbytte, børsværdi m.m.

Nordnet

Overblik hos Nordnet

Hos Nordnet får du præsenteret et overblik over din økonomi og markederne rundt omkring, når du logger ind. Her kan du se, hvordan din konto performer, og hvordan udviklingen ser ud på tværs af forskellige markeder. Du har også et kort overblik over dine vindere og tabere, samt hvordan råvarepriserne har ændret sig.

Generelt har Nordnet en del flere menupunkter end Saxo Bank og er ikke helt lige så simpelt opbygget.

Overblik over depot hos Nordnet
Overblik over depot hos Nordnet

Under depotoversigt får du et nemt og hurtigt overblik over dit depot. Her har du blandt andet mulighed for at se, hvordan dine forskellige aktier har udviklet sig, hvordan de har ændret sig i dag, og hvilket afkast du har på dem.

Overblik over aktie hos Nordnet
Overblik over aktie hos Nordnet

Hos Nordnet har du mulighed for at finde de forskellige aktier gennem dit eget depot, markedsoversigterne eller søgefunktionen. Her har du mulighed for at få et overblik over aktien med kurser, ordredybder m.m. Platformen giver dig også mulighed for at implementere elementer fra den tekniske analyse, med blandt andet SMA, EMA, Bollinger, RSI m.m.

Information om aktien hos Nordnet

Lidt længere nede har du mulighed for at finde nyheder, kommentarer fra Shareville og information om vigtige datoer for firmaet.

Anbefalet af mig Start din investering med Nordnet Opret dig her →

Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.

Nordnet

Månedsopsparing hos Nordnet og Saxo Bank

Nordnet har i lang tid været kendt for deres månedsopsparing, hvor du har mulighed for automatisk at investere hver måned i investeringsforeninger og ETF’er kurtagefrit. Saxo Bank er dog også kommet med på bølgen, og platformen tilbyder også muligheden for at oprette en månedsopsparing under de samme betingelser.

Begge produkter er attraktive, hvis man ønsker automatisk månedlig investering. Den væsentligste forskel er, at Nordnets månedsopsparing foretager automatiske investeringer direkte i dit almindelige depot, mens Saxo Banks månedsopsparing placerer investeringerne på en særskilt kontotype, som ikke kan overføres til dit almindelige depot.

Begge platforme kan tilbyde produktet, fordi udvalget af værdipapirer er begrænset. Du skal derfor være opmærksom på, at det ikke er alle investeringsforeninger og ETF’er, der er til rådighed hos den enkelte platform.

Relevant artikel: Nordnets månedsopsparing

Aktiekreditter – Porteføljelån hos Saxo Bank og Nordnet

Begge platforme tilbyder mulighed for, at du kan låne penge med sikkerhed i dine værdipapirer. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det er risikabelt at investere for lånte penge, fordi tabet vil blive større end ved investering uden belåning. Renteniveauerne er meget ens på tværs af de to platforme.

En aktiekredit giver dig mulighed for at låne penge ved at stille din portefølje som sikkerhed. For begge platforme har du mulighed for at lave yderligere investeringer eller trække pengene ud. Det er også omkostningsfrit foruden renteomkostninger.

Porteføljelån hos Nordnet

For at opnå den attraktive rente hos Nordnet, skal du ansøge om renterabet gennem Porteføljelån Plus. Du får dermed en renterabat på Nordnets normale rente for udlån.

For at kunne udnytte denne sats kræver det dog, at din portefølje opfylder nogle kriterier. Først og fremmest må ingen af dine investeringsbeviser fylde mere end 20 procent af din porteføljes belåningsværdi. Hver enkelt aktie eller investeringsforening har en belåningsgrad på mellem 0-90 procent. Belåningsværdien på en aktie er altså kursen gange belåningsgraden.

Eksempel på beregning af rentesats hos Nordnet

Din samlede belåningsværdi har du efterfølgende mulighed for at belåne op til 40 procent. Kan du leve med en lidt højere rente, må det største investeringsbevis fylde 25 procent, og du kan belåne op til 60 procent af din samlede belåningsværdi.

Du kan læse mere om Nordnets Porteføljelån her, herunder rentesatser m.v.

Porteføljelån hos Saxo Bank

Porteføljelånet hos Saxo Bank er baseret på en belåningsværdi, der er beregnet ud fra sammensætningen af din portefølje. De enkelte værdipapirer i din portefølje har en belåningsgrad tilknyttet, som til sammen giver en samlet belåningsværdi for din portefølje.

Aktiesparekonto

Begge platforme tilbyder muligheden for at oprette en aktiesparekonto. Aktiesparekontoen er en særlig aktiekonto med en flad beskatning på 17 procent mod normal aktiebeskatning på 27 / 42 procent. I 2025 er aktiesparekontoen begrænset til 166.200 kr.

På aktiesparekontoen kan du placere aktier og aktiebaserede investeringsforeninger/ETF’er, hvilket begge platforme tilbyder et stort udvalg af. Udvalget kan dog være begrænset på aktiesparekontoen. Her vil du generelt opleve, at udvalget er bredere hos Saxo Bank.

Du kan kun eje én aktiesparekonto.

Hvor er det bedst at handle aktier?

Hvilken aktieplatform, der passer bedst til dig, afhænger af dit behov. Begge platforme er ganske fortrinlige at handle investeringsbeviser på, så du går ikke helt skidt i byen ved at vælge den ene eller den anden. Begge platforme er også rigtig gode til nybegyndere.

Handler du enkeltaktier i mindre beløb, vil du i de fleste tilfælde kunne spare kurtage ved at benytte dig af Saxo Bank. Minimumskurtagen er generelt lavere, og du kan derfor investere mindre beløb samtidig med, at du holder dine omkostninger nede. Eneste undtagelse er dog canadiske aktier, hvor Nordnet kan have en fordel afhængig af, hvilken aktie du investerer i.

Handler du ofte og på et mere professionelt niveau, er der ingen tvivl om, at Saxo Bank og SaxoTraderGo er den rigtige platform for dig.

Relevant artikel: Bedste sted at handle aktier?

Vil du handle investeringsforeninger og ETF’er, tilbyder begge platforme en månedsopsparing. Her er Nordnets månedsopsparing (læs mere her) det mest fleksible produkt, men du skal være opmærksom på, at der er forskel på udvalget.

Vil du udnytte mulighederne på aktiesparekontoen, skal du vælge den platform, der passer bedst ind i dine ønsker. Begge platforme tilbyder denne mulighed. Det samme gør sig gældende for aktiekreditter, som dog er nemmere at sætte op hos Nordnet.

Det er også vigtigt at nævne, at der er intet, der stopper dig fra at oprette dig på begge platforme. På den måde kan du udnytte platformenes stærke sider uden at gå på kompromis med nogle parametre.

Fordele ved Saxo Bank
  • Lav kurtage
  • Aktiesparekonto
  • Dansk kundesupport
  • Invester i aktier, fonde og ETF'er
  • Adgang til mange markeder
  • Mindstebeløb: 500 kr.
Opret en konto

Aktiedepot for mindreårige

Har du børn under 18 år, der har interesse for at investere i aktier, er det ret simpelt, hvilken platform du bør vælge.

Det er nemlig sådan, at Saxo Bank ikke tilbyder at åbne depoter for personer under 18 år. Det er derfor heller ikke muligt at åbne en aktiesparekonto til dine børn hos Saxo Bank.

Relevant artikel: Aktiedepot for mindreårige

Nordnet tilbyder muligheden for at oprette et aktiedepot, når du er under 18 år. Det kræver blot en accept af forældre/værge for at kunne oprette et depot. Det kan du læse mere om på dette link under Tjenester -> Konto for mindreårig.

Hvad gør jeg selv?

I denne situation er det selvfølgelig meget interessant for dig som læser at høre, hvad jeg selv gør med mine investeringer. Vil du gerne vide, hvad jeg investerer i, så udgiver jeg en månedlig opdatering, som du kan følge med i her.

De fleste af mine midler er placeret hos Saxo Bank. Jeg har et stort fokus på udbytteaktier, og her har jeg set muligheden for at minimere mine omkostninger.

Nordnet var min første platform, og jeg investerer stadig jævnligt gennem platformen. Her har jeg både aktier og investeringsforeninger, og jeg har også tidligere benyttet mig af deres månedsopsparing.

Min aktiesparekonto er placeret hos Saxo Bank, da jeg oprindeligt ville fylde den med udbytteaktier. Mit fokus er skiftet, og jeg investerer i dag i globale, akkumulerende ETF’er på min aktiesparekonto.

Anmeldelse af Nordnet

Læs min anmeldelse af Nordens største platform.

Anmeldelse af SaxoInvestor

Læs min anmeldelse af en af Danmarks største platforme.

Husk at du som studerende kan få studierabat hos Nordnet med en lavere minimumskurtage. Læs mere om det længere oppe.

Jeg benytter mig dog også af Nordnets aktiekredit, hvor jeg kører med en mild gearing af min investeringsportefølje. Det er en smagssag, om man vil benytte sig af investeringskredit, men jeg har valgt at tage risikoen.

Jeg udnytter derfor det bedste fra begge platforme. Det kan du også gøre. Find ud af, hvad dine investeringsbehov er, og brug platformene til det, de hver især egner sig bedst til. Selvom det lyder besværligt at bruge mere end én platform, er det faktisk ret simpelt. Ved at udnytte det bedste fra begge platforme, så kan du optimere din portefølje mest muligt.

Ofte stillede spørgsmål

Hvilken platform bør jeg vælge?

Om du skal vælge Nordnet eller Saxo Bank afhænger af dit behov. Læs artiklen, og så vil du blive klogere på hvilken platform, der er den rigtige for dig.

Hvor er det bedste sted at handle aktier?

Det afhænger af, hvad dit behov er. Både Saxo Bank og Nordnet har forskellige fordele/ulemper. Du kan læse min artikel om den bedste aktieplatform her.

Indberetter begge platforme til skat?

Begge platforme indberetter din gevinst, tab og udbytte til SKAT. Det er dog stadig dit eget ansvar, at de oplyste tal er korrekte.

Indberetter Nordnet automatisk til SKAT?

Ja, Nordnet indberetter dit overskud/underskud på dine værdipapirer til SKAT.

Indberetter Saxo Bank automatisk til SKAT?

Ja, Saxo Bank indberetter dit overskud/underskud på dine værdipapirer til SKAT.

Tilbyder Saxo Bank en aktiesparekonto?

Ja, Saxo Bank var en af de første platforme til at tilbyde en aktiesparekonto.

Tilbyder Nordnet en aktiesparekonto?

Ja, Nordnet åbnede op for aktiesparekontoen i november 2021.

Denne artikel er udarbejdet med støtte fra casinoerdanmark.dk

Foto af Frederik Askov Storm
Forfatter, foredragsholder, bygningskonstruktør og stifter af Ung med penge
119 kommentarer til “Saxo Bank vs. Nordnet: Hvilken aktieplatform er bedst i 2025?
  • Hvad med fx Nordea invstor?
    Jeg havde tænkt mig at snakke med nordea fordi jeg os har bank der.

    Men der ikke mange der nævner dem, er nordnet bedre der?

    • Hej Nikolaj,

      Nordea Investor er ikke med i betragtningen, da jeg ikke har kendskab til platformen. Dog benytter de fleste sig af enten Saxo Investor eller Nordnet.

      Generelt set har de også de laveste kurtager, men det bør du selv undersøge.

      Bedste hilsner
      Frederik

      • Hej Frederik
        Tak for endnu en spændende og informativ artikel.
        Den efterlader mig dog med et spørgsmål vedr. Canadiske aktier.
        Hvis man handler på Toronto Venture, er kurtagen 0.02 cad på Saxo. Betyder det at man kommer under de 25 cad eller er det stadig minimums kurtagen?

        • Hej Peter

          Tak for din kommentar.

          Hvis du handler aktier på TSX (Toronto Venture), så er kurtagen 0.02 CAD pr. aktie. Det afhænger derfor af prisen pr. aktie, om du kommer under de 25 CAD. Der er dog ikke en minimumskurtage på 25 CAD.

          Giver det mening?

          Bedste hilsner
          Frederik

  • Hej Frederik
    Med hensyn til Saxo og Nordnet er det jo rigtigt nok, at de reklamerer med, at de som hovedregel tager 29 kroner som minimumskurtage, hvilket svarer andre bankers takst. Jeg har spurgt dem om, der er det eneste gebyrer, de tager? Jeg tænker på gebyrer for meddelelse om udbetaling af evt. dividende, ændring af depotindhold m.v.
    Ved du det? Bankerne er selv ikke meget for at svare, men henviser til alenlange forklaringer, hvor jeg ikke finder svar på de stillede spørgsmål.
    Jeg overvejer at flytte mit depot, men finder det nødvendigt at kende de løbende omkostninger.
    Med venlig hilsen
    Jan

    • Hej Jan,

      Som jeg forstår det, så er du i tvivl om Nordnet og Saxo Banks omkostninger. Så vidt jeg er informeret, så har ingen af disse 2 nogle depotgebyrer. Du vil dog finde omkostninger i forbindelse med valutaveksling samt overførsel af værdipapirer.

      Sig til, hvis du har andre spørgsmål.

      Bedste hilsner
      Frederik

      • Hej Frederik, er det lige så nemt at sælge aktierne igen og til hvilken omkostning? Tak

        • Hej Michael,

          Ja, det er akkurat lige så nemt, som det er at købe. Kurtagen gælder for både køb og salg.

          Bedste hilsner
          Frederik

    • Hvad med sammenligning af valutakurser? Hvis kurtage er billig men vekselkurser er ringe risikerer man jo at betale mere. Det kunne være et godt supplement til artiklen.
      Mvh peter

      • Hej Peter,

        Mange tak for dit input.

        Det er klart noget, som jeg ønsker tilføjet til artiklen i fremtiden. Det er dog desværre lidt mere kompliceret end som så, så det er lidt længere tid undervejs.

        Bedste hilsner
        Frederik

  • Selvom der ingen købskurtage er på køb hosNordnet på udvalgte fonde og ETF’er via månedsopsparing, så skal man stadig betale kurtage ved salg.
    Og afhængigt af beløbet man køber for samt aktiens kurs, så kan det stadig være mere fordelagtigt at købe hos Saxo pga ingen minimumskurtage.
    Særligt på ETF’er skal Nordnet jo have hele 12 Euro/handel. Det er ret voldsomt.

    • Hej Søren,

      Som udgangspunkt giver Nordnet bedst mening, hvis du akkumulerer dine fonde over en vis størrelse. Kommer du over 29.000 kr på danske værdipapirer, så er du over minimumskurtagen. For danske beviser vil månedsopsparingen altså være billigst, hvis du investerer for samlet over 29.000 kr. Jeg har ikke tallene for kurtage i andre lande, men jeg kunne forestille mig, at noget lignende gør sig gældende.

      Holder du sig til mindre portioner af gangen, så er det klart Sax Bank, der er billigst.

      Bedste hilsner
      Frederik

      • Hej Frederik,

        Fed hjemmeside og fedt at du tager dig tid til at besvare alle kommentarer relativt hurtigt.

        Lidt i tråd med debatten om Nordnet vs Saxo Bank – Betales der også kun 0.10% i kurtage ved at købe danske indeksfonde i Saxo Bank?

        Overser jeg noget, eller er den eneste fordel ved at handle danske indeksfonde i Nordnet gennem månedsopsparingen, at der ingen købskurtage er? Med andre ord, hvis du investerer DKK 100,000 i en dansk indeksfond, betaler du DKK 100 i købskurtage hos Saxobank og DKK 0 gennem Nordnets månedsopsparing? (Mange bække små gør en stor å, men alligevel, er det virkelig grundet denne besparelse på købskurtagen, som har gjort, at du handler indeks gennem Nordnet og ikke hos Saxo? (derudover skal der jo ligeledes tages højde for kurtagen ved salget også, som Søren også påpeger ovenfor).

        Joachim Max

        • Hej Joachim,

          Der er flere fordele for små investorer, men du har ret i, at det ikke er den helt store forskel, det giver. Kurtagen hos Saxo Bank er ligeledes 0,1 % på danske investeringsforeninger.

          Først og fremmest så giver det dig en mulighed for at lave en fast overførsel til Nordnet, som automatisk investerer for dig. Du slipper for en del besvær igennem den løsning, såfremt man selvfølgelig er interesseret i den nemme løsning.

          Grænsen for handel er 1.000 kr. på Saxo Bank, men 500 kr. på månedsopsparingen, hvilket åbner op for lidt flere (små) investorer. Handler du i udenlandske beviser, så vil du også have en fordel med månedsopsparingen, da valutavekslingen er mere attraktiv hos Nordnet (medmindre du har en valutakonto).

          På trods af disse små fordele, så mener jeg dog stadig, at Nordnets månedsopsparing er en super god løsning for den nye gør-det-selv investor, der gerne vil have en nem løsning.

          Bedste hilsner
          Frederik

  • Hej Frederik,

    Skal jeg betale skat af mit udbytte fra mine aktier hvis jeg ikke er bosat i danmark? Kan du anbefale en aktie platform, hvis jeg ikke er bosat i danmark og ønsker at overfører penge fra en udlandsk konto til en aktie platform.

    Bedste Hilsner
    Monir

  • Hi Fredrik,
    I am really new to investment, and I want to start from the index funds. Based on that, do you suggest saxo-bank or Nordnet with respect to exchange fee, annual fee for the account(not sure if it exists, probably i just made it up) and so on. Thanks in advance.

    • Hej Frederik.

      Mener jeg har læst at der kommer nye kurtagepriser hos Saxo her til foråret men kan ikke finde noget om det? Ved du det?

      • Hej Jacob,

        Jeg mindes også, at jeg havde hørt, at der skulle ske nogle ændringer, men jeg har heller ikke kunne følge op på informationen. Lige så snart jeg ved noget mere, så sørger jeg for at få opdateret artiklen.

        Bedste hilsner
        Frederik

      • Hej igen,

        Jeg har opdateret artiklen nu med de nye gebyrer. Det omhandler valutavekslingsgebyr og derfor ikke deres kurtage. Jeg afventer dog stadig svar, hvordan deres spread på valutakurser ser ud.

        Bedste hilsner
        Frederik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *