Saxo Bank vs Nordnet – Hvilken platform bør du vælge?

I denne artikel vil jeg gennemgå de to mest prominente online børsmæglere i Danmark – Saxo Bank og Nordnet. Platformene har en del forskellige funktioner, og jeg vil i denne artikel komme ind på de forskellige fordele og ulemper ved de 2 platforme til aktiehandel.

Jeg bliver tit spurgt: “Hvilken platform er den bedste at handle aktier på?” Svaret er desværre ikke så simpelt igen, men forhåbentlig kan du blive lidt klogere på dette i denne artikel. Jeg vil kigge på flere aspekter af platforme som kurtage, gebyrer, funktioner, kredit m.m., så du kan finde den bedste aktieplatform for dig.

Er du ny inden for aktie investering, så kan jeg anbefale dig at læse min artikel om aktier for begyndere. Den vil klæde dig rigtig godt til at købe din første aktie.

Kurtage

Kurtage er den handelsomkostning, som du betaler, når du handler en aktie. Den skal ofte betales ved køb og salg. Den regnes normalt som et minimumsbeløb eller en procentdel. Så betaler du det beløb, der er størst af de to. Kurtage er en af de største omkostninger forbundet med at handle aktier, så den bør vægte højt i dit valg af platform, hvis du ønsker at minimere dine omkostninger.

Herunder har jeg samlet en tabel, hvor du kan få et overblik over kurtagesatserne på Nordnet og Saxo Bank på tværs af forskellige markeder.

Kurtagesatser - Saxo Bank vs Nordnet

LandNordnetSaxo Bank
Danske aktier29 DKK / 0,10 %10 DKK eller 0,08 %
Svenske aktier59 SEK / 0,10 %10 SEK eller 0,08 %
Norske aktier59 NOK / 0,10 %10 NOK eller 0,08 %
Finske aktier8 EUR / 0,10 %3 EUR eller 0,08 %
Amerikanske aktier13 USD / 0,15 %1 USD eller 0,08 %
Tyske aktier12 EUR / 0,15 %3 EUR eller 0,08 %
Canadiske aktier19 CAD / 0,15 %5 CAD eller 0,08 %*
Britiske aktier25 GBP / 0,30 %3 GBP eller 0,08 %

* Dette gør sig gældende, hvis du handler på Toronto Stock Exchange (TSE). Handler du på TSX Venture Exchange (TSX) er kurtagen 0,015 CAD pr. aktie med et minimum på 5 CAD og et maksimum på 25 CAD.

STUDIERABAT: Hos Nordnet er der mulighed for at få studierabat. Send Nordnet-support et billede af dit studiekort, og du vil nu have en lavere minimumskurtage på 19 DKK. Dog stiger kurtagen til 0,15 %, så det kan kun betale sig, hvis du handler for under cirka 19.000 kr. af gangen. Handler du over dette, så kan det ikke betale sig med studierabatten.

Hvor er det billigst at handle aktier? Det generelle billede, når du kigger på kurtage er, at Saxo Bank vil være billigst. Platformen har en væsentlig lavere minimumskurtage på specielt udenlandsk handel.

Det eneste sted, hvor Saxo Bank falder ud er, når vi kigger på de canadiske aktier. Her har Nordnet en lavere minimumskurtage. Hvor det er billigst at købe disse aktier, afhænger af købskursen på den aktie, som du vil handle.

Det er også værd at nævne, at Nordnet har deres månedsopsparing (læs mere her). Her har du mulighed for at købe udvalgte investeringsforeninger og ETF’er uden købskurtage. Over tid kan du spare mange omkostninger forbundet med kurtage ved at gøre det på denne måde. Det kræver dog, at du ønsker at investere i denne type af værdipapirer.

Saxo Bank er en investeringsplatform til aktier, investeringsforeninger og meget andet.
  • Lav kurtage
  • Invester i aktier, fonde og ETF'er
  • Jeg anbefaler

Valutaveksling

Hvis du handler mange udenlandske aktier, så vil omkostningerne til valutaveksling også være en stor post, når du handler.

Valutaveksling sker, når du køber en aktie i en valuta, der er en anden end den valuta, som dine midler på kontoen er i. Handler du aktier i USD, men dine midler er i DKK, så vil du skulle betale dette gebyr.

Vekslingsgebyrerne

Saxo Bank: 0,25 %

Nordnet: 0,25 %

Hos Nordnet er gebyret dog kun på 0,15 %, hvis du veksler direkte til en valutakonto og ikke automatisk, når du handler. Gebyret er også på 0,15 % hos Saxo Bank.

Handler du meget i udenlandske valutaer, så bør du med overveje, om det ikke kunne give mening at åbne en konto i den pågældende valuta. Det er både muligt ved Saxo Bank og Nordnet, og det gør, at du sparer en del af gebyret – 0,25 % vs 0,15 % (Saxo Bank) & 0,25 % vs 0,15 % (Nordnet). Det kan godt betale sig i længden, selvom det gør handlerne lidt mere besværlige, da du skal flytte penge mellem valutakonti, inden du handler.

Du slipper desværre ikke for valutagebyret, når du veksler første gang. Hos Saxo Bank har du dog mulighed for at overføre direkte til din valutakonto (og dermed spare valutagebyret) gennem f.eks. Revolut.

En valutakonti kan også være en fordel, hvis du køber/sælger mange aktier i en pågældende valuta, eller du modtager udbytte, som du ønsker at geninvestere i den samme valuta.

Børser

De to platforme giver mulighed for at handle på en masse forskellige markeder. De mulige børser fordeler sig således:

Nordnet

  • Canada: Toronto Stock Exchange og Toronto Venture Exchange
  • Danmark: OMX Nasdaq Copenhagen, First North, Spotlight Stockmarket og NDX/NGM
  • Euronext: Euronext Lissabon, Bruxelles, Paris og Amsterdam
  • Finland: OMX Nasdaq Helsinki, ML-markedet
  • Norge: Oslo Børs, Oslo Axess
  • Sverige: OMX Nasdaq Stockholm, First North, NGM, Spotlight Stockmarket, beQuoted, NDX/NGM
  • Storbritannien: LSE (London Stock Exchange)
  • Tyskland: Xetra
  • USA: Nasdaq og NYSE

Saxo Bank

For Saxo Bank gælder ovenstående børsmarkeder (med undtagelse af Spotlight Stockmarket, ML-markedet, Oslo Axess, beQuoted og NGM) og denne liste:

  • Australien: Australian Securities Exchange
  • Euronext: Euronext Dublin
  • Grækenland: Athens Exchange
  • Hong Kong: Hong Kong Exchanges
  • Italien: Borsa Italiana/Milan Stock Exchange
  • Japan: Tokyo Stock Exchange
  • Kina: Shanghai-Hong Kong Stock Connect
  • Malaysia: Bursa Malaysia Exchange
  • Polen: Warsaw Stock Exchange
  • Schweiz: SIX Swiss Exchange
  • Singapore: Singapore Exchange
  • Spanien: BME Spanish Exchanges
  • Sydafrika: Johannesburg Stock Exchange
  • Tjekkiet: Prague Stock Exchange
  • Tyskland: Börse Frankfurt
  • Ungarn: Budapest Stock Exchange
  • Østrig: Wiener Börse/Vienna Stock Exchange

Saxo Bank har generelt rigtig mange utraditionelle børser, hvor Nordnet har flere valgmuligheder i Norden. De har allesammen de største børser, men udvalget er klart størst hos Saxo Bank. Nordnet åbner dog op for nogle af de mindre børser i Norden, som ikke er tilgængelige hos Saxo Bank.

Brugervenlighed

Brugervenlighed vil altid være en smagssmag, så derfor skal jeg ikke gøre mig alt for klog på dette. Jeg vil dog herunder gøre mig nogle generelle betragtninger samt vise dig nogle skærmbilleder fra de forskellige platforme.

På den måde har du selv mulighed for at danne dig et indtryk af hvilken platform, der tiltaler dig mest.

Saxo Bank

Her ser du forsiden, når du er logget ind på Saxoinvestor.

Hvis du opretter dig hos Saxo Bank, så vil du typisk benytte dig af SaxoInvestor. SaxoInvestor er deres primære investeringsplatform til at købe aktier og andre værdipapirer igennem, Saxo Bank tilbyder også SaxoTraderGO, som er en mere avanceret investeringsplatform, men den vil jeg ikke have med i overvejelserne her.

Forsiden hos SaxoInvestor ser ud, som du ser på billedet. Her har du mulighed for at få et overblik over markederne i dag, og hvilke aktier der er steget eller faldet meget.

Generelt er opsætningen hos Saxo Bank meget simpel.

Overblikket over dit depot hos SaxoInvestor

Går du under “Min Konto” vil du få et overblik over dit depot. Her har du mulighed for at se, hvordan dine midler er allokeret på tværs af investeringstype, sektor og valuta.

Ligeledes giver oversigten et fint overblik over dine aktier med antal, daglig kurs, købskurs, ændringer, gevinst m.m.

Sådan ser SaxoInvestor ud, når du klikker ind på en specifik aktie.

Du har mulighed for at finde aktier gennem markedsoversigten eller søgefunktionen. Her giver SaxoInvestor forskellige relevante informationer som ændringer, kurser og analytikernes holdning. Gennem fanerne har du mulighed for at se analyser fra forskellige investeringshuse. Under grundlæggende information kan du se nærmere på virksomhedens økonomi.

Du har ikke mulighed for lave nogen former for tekniske analyser med SaxoInvestor. Her skal du over i SaxoTraderGO, som jeg bekendt ikke forholder mig til i denne artikel.

Under den enkelte aktie kan du også se en lang række relevante informationer.

Længere nede på siden har du mulighed for at overblik over generelle informationer som en beskrivelse af virksomheden, sektoren, medarbejdere, P/E, udbytte, børsværdi m.m.

Nordnet

Overblik hos Nordnet

Hos Nordnet får du præsenteret et overblik over din økonomi og markederne rundt omkring, når du logger ind. Her kan du se, hvordan din konto performer, og hvordan udviklingen ser ud på tværs af forskellige markeder. Du har også et kort overblik over dine vindere og tabere, samt hvordan råvarepriserne har rykket sig.

Generelt har Nordnet en del flere menupunkter end Saxo Bank og er ikke helt lige så simpelt opsat.

Overblik over depot hos Nordnet
Overblik over depot hos Nordnet

Under depotoversigt får du et nemt og hurtigt overblik over dit depot. Her har du blandt andet mulighed for at se, hvordan dine forskellige aktier har udviklet sig, hvordan de har ændret sig i dag, og hvilket afkast du har på dem.

Overblik over aktie hos Nordnet
Overblik over aktie hos Nordnet

Hos Nordnet har du mulighed for at finde de forskellige aktier gennem dit eget depot, markedsoversigterne eller søgefunktionen. Her har du mulighed for at få et overblik over aktien med kurser, ordredybder m.m. Platformen giver dig også mulighed for at implementere elementer fra den tekniske analyse med blandt andet SMA, EMA, Bollinger, RSI m.m.

Information om aktien hos Nordnet

Lidt længere nede har du mulighed for at finde nyheder, kommentarer fra Shareville og information omkring vigtige datoer for firmaet.

  • Nordens største børsmægler
  • Nordnets Månedsopsparing
  • Invester i aktier, fonde og ETF'er

Kreditter

Om det er fornuftigt at geare sine investering med aktiekreditter skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg vil kort gennemgå de muligheder, som der findes.

Saxo Bank tilbyder ikke nogen form for aktiekredit, så i dette afsnit vil jeg kun forholde mig til Nordnet.

Nordnet tilbyder belåning med sikkerhed i dine aktier. Her har du mulighed for at låne ned til 1,99 % i rente. Dette kaldte for Porteføljelån Plus. Førhen var betingelserne mere attraktive, men betingelserne er fortsat ret favorable.

For at kunne udnytte denne sats kræver det dog, at ens portefølje opfylder nogle kriterier. Først og fremmest må ingen af dine investeringsbeviser fylde mere end 20 % af din porteføljes belåningsværdi. Hver enkelt aktie eller investeringsforening har en belåningsgrad på mellem 0-90 %. Belåningsværdien på en aktie er altså kursen x belåningsgraden.

Din samlede belåningsværdi har du efterfølgende mulighed for at belåne op til 40 %. Kan du leve med en rente på 2,99 %, så må det største investeringsbevis fylde 25 %, og du kan belåne op til 60 % af din samlede belåningsværdi.

Denne gearing har du mulighed for at gøre op til 10 gange for din portefølje.

Du kan læse mere om Nordnets Porteføljelån her.

Aktiesparekonto

Jeg har tidligere skrevet en artikel omkring aktiesparekontoen, som du kan læse her. Aktiesparekontoen er en speciel aktiekonto med en flad beskatning på 17 %. Den er begrænset til 100.000 kr. i alt.

I lang tid har Nordnet ikke tilbudt en aktiesparekonto, men i november 2021 offentliggjorde de, at det endelig var muligt at oprette en aktiesparekonto på deres platform.

Begge platform tilbyder muligheden for at oprette en aktiesparekonto.

Hvor er det bedst at handle aktier?

Hvilken aktieplatform, der passer bedst til dig, afhænger af dit behov. Begge platforme er ganske fortrinlige at handle investeringsbeviser på, så det er to gode alternativer.

Dog vil jeg gerne drage nogle mindre konklusioner ud fra de områder, som jeg har vendt i artiklen..

Handler du enkeltaktier i mindre beløb, så vil du kunne spare kurtage ved at benytte dig af Saxo Bank. Minimumskurtagen er generelt lavere, og du kan derfor investere mindre beløb uden, at det går udover omkostningerne. Eneste undtagelse er dog canadiske aktier, hvor Nordnet kan have en fordel afhængig af, hvilken aktie du investere i.

Relevant artikel: Bedste sted at handle aktier?

Vil du handle investeringsforeninger og ETF’er, så kan der være en fordel hos Nordnet, hvor de tilbyder udvalgte fonde igennem deres månedsopsparing (læs mere her). Er du interesseret i de indexfonde, som Nordnet tilbyder, så kan du med fordel benytte dig af denne løsning, da du har mulighed for at spare købskurtagen.

Vil du udnytte mulighederne på aktiesparekontoen, så skal du vælge den platform, der passer bedst ind i dine ønsker. Begge platforme tilbyder denne mulighed.

Er du interesseret i en mindre gearing af din portefølje, så tilbyder Nordnet som den eneste af de to en aktiekredit. De kalder det Porteføljelån Plus, og det kan du læse mere om her.

Fordele ved Saxo Bank
  • Lav kurtage
  • Aktiesparekonto
  • Dansk kundesupport
  • Invester i aktier, fonde og ETF'er
  • Adgang til mange markeder
  • Mindstebeløb: 500 kr.
Opret en konto

Aktiedepot for mindreårige

Har du børn under 18 år, der har interesse for at investere i aktier, så er det ret simpelt, hvilken platform som du bør vælge.

Det er nemlig sådan, at Saxo Bank ikke tilbyder at åbne depoter for personer under 18 år (link). Det er derfor heller ikke muligt at åbne en aktiesparekonto til dine børn hos Saxo Bank.

Relevant artikel: Aktiedepot for mindreårige

Nordnet tilbyder muligheden for at oprette et aktiedepot, når du er under 18 år. Det kræver blot en accept af forældre/værge for at kunne oprette et depot. Det kan du læse mere på dette link under Tjenester -> Konto for mindreårig.

Hvad gør jeg selv?

I denne situation er det selvfølgelig meget interessant for dig som læser at høre, hvad jeg selv gør med mine investeringer. Vil du gerne vide, hvad jeg investerer i, så laver jeg en månedlig opdatering, som du kan følge med i her.

Først og fremmest, så har jeg flest midler placeret på Saxo Bank. Det har fordi det er her, at jeg kan minimere mine omkostninger mest. Jeg investerer primært i udbytteaktier, hvor Saxo Bank er den mest attraktive platform for mig.

Jeg har også en del midler hos Nordnet, der var min første platform. Her begyndte jeg med en månedsopsparing, hvor jeg efterfølgende er gået over til enkelte aktier. Da Saxo Bank åbnede op for aktiesparekontoen, så valgte jeg at købe mine aktier her fremadrettet.

Generelt set forsøger jeg at holde mine omkostninger til kurtage nede, når jeg handler aktier, ved som minimum at investere 10.000 kr. ad gangen. Samtidig veksler jeg også altid gennem en valutakonto, så jeg minimere mine omkostninger til valuta.

Anmeldelse af Nordnet

Læs min anmeldelse af Nordens største platform.

Anmeldelse af SaxoInvestor

Læs min anmeldelse af en af Danmarks største platforme.

Husk at du som studerende kan få studierabat hos Nordnet med en lavere minimumskurtage. Læs mere om det længere oppe.

Jeg benytter mig dog også af Nordnets aktiekredit, hvor jeg kører med en mild gearing af min investeringsportefølje. Det er en smagssag, om man vil benytte sig af investeringskredit, men jeg har valgt at tage risikoen.

Jeg udnytter derfor det bedste fra begge platforme. Det kan du også gøre. Find ud af hvad dine investeringsbehov er, og så vil jeg anbefale dig, at du bruger platformene til de, som de er bedst til. Selvom det lyder besværligt bruge mere end én platform, så er det faktisk ret simpelt. Ved at udnytte det bedste fra begge platforme, så kan du optimere din portefølje mest muligt.

Jeg håber, at du kunne bruge artiklen. Skulle du ligge inde med spørgsmål, så er du velkommen til at skrive en kommentar herunder.

Saxo Bank er en investeringsplatform til aktier, investeringsforeninger og meget andet.
  • Lav kurtage
  • Invester i aktier, fonde og ETF'er
  • Jeg anbefaler

Ofte stillede spørgsmål

Hvilken platform bør jeg vælge?

Om du skal vælge Nordnet eller Saxo Bank afhænger af dit behov. Læs artiklen, og så vil du blive klogere på hvilken platform, der er den rigtige for dig.

Hvor er det bedste sted at handle aktier?

Det afhænger af, hvad dit behov er. Både Saxo Bank og Nordnet har forskellige fordele/ulemper. Du kan læse min artikel om den bedste aktieplatform her.

Indberetter begge platforme til skat?

Begge platforme indberetter din gevinst, tab og udbytte til SKAT. Det er dog stadig dit eget ansvar, at de oplyste tal er korrekte.

Indberetter Nordnet automatisk til SKAT?

Ja, Nordnet indberetter dit overskud/underskud på dine værdipapirer til SKAT.

Indberetter Saxo Bank automatisk til SKAT?

Ja, Saxo Bank indberetter dit overskud/underskud på dine værdipapirer til SKAT.

Tilbyder Saxo Bank en aktiesparekonto?

Ja, Saxo Bank var en af de første platforme til at tilbyde en aktiesparekonto.

Tilbyder Nordnet en aktiesparekonto?

Ja, Nordnet åbnede op for aktiesparekontoen i november 2021.

Denne artikel er udarbejdet med støtte fra casinoerdanmark.dk

Foto af Frederik Askov Storm
Om Frederik Askov Storm
Ung forfatter, bygningskonstruktør og iværksætter med stor interesse for investering. Jeg har drevet Ung med penge siden 2018, hvor jeg har delt ud af mine erfaringer på min rejse mod økonomisk uafhængighed.

Du kan læse mere om mig her.
119 kommentarer til “Saxo Bank vs Nordnet – Hvilken platform bør du vælge?
  • Hej Frederik

    Tak for en rigtig fin og overskuelig sammenligning af de to platforme! Den har været meget brugbar til at komme igang 🙂

    Jeg er dog i tvivl omkring gebyrerne for veksling som du har angivet her ift. henholdsvis Saxo og Nordnets hjemmeside. Er Nordnet ikke 50 % billigere under alle omstændigheder mht. valutaveksling ved køb/salg af udenlandske aktier?
    – På Saxo står der at det er 0,50% for autoveksling og 0,15% for manuel veksling (https://www.home.saxo/da-dk/rates-and-conditions/commissions-charges-and-margin-schedule).
    – På Nordnet står der at det er 0,25% for autoveksling (og ikke 0,50% som angivet her på siden) og 0,075% for manuel veksling (https://www.nordnet.dk/faq/2334-hvad-koster-veksling-hos-nordnet)

    Mvh Mohammed

    • Hej Mohammed

      Tak for din kommentar – det er dejligt, at du er opmærksom.

      Det lader til, at Nordnet har ændret deres satser siden jeg sidst opdaterede artiklen. Jeg har nu opdateret den med de nye satser. Jeg har forhørt mig hos Nordnet for at sikre, at der ikke er noget, som vi har overset.

      Bedste hilsner
      Frederik

  • Hej Frederik

    Tak for dine informationer her!
    Jeg er udlandsdansker bosiddende på Bali, det vil sige uden for EU. Jeg har aktier og obligationer hos Danske Bank, men de har lavet en ny regel om, at jeg ikke kan købe flere aktier og obligationer hos dem, fordi jeg bor uden for EU.
    Indtil videre har jeg blot sparet op på en opsparingskonto hos dem, men nu hvor man skal til at betale negativ rente for indestående beløb på over 100.000 kr., får jeg et problem og vil gerne investere pengene. På nuværende tidspunkt har jeg ikke andre banker end Danske Bank.

    Fordi jeg går op i bæredygtighed, har jeg tænkt på at spørge Merkur Andelskasse, om jeg som udlandsdansker må investere gennem dem. Det vil jeg snarligt undersøge. Har du ellers nogen ideer til, hvor jeg kan investere? Jeg er ikke skattepligtig i Danmark. Jeg er en, der foretrækker relativt forsigtige investeringer.

    Tusind tak, hvis du har tid og overskud til at svare.

    Bedste hilsner

    Louise

    • Hej Louise

      Hvad med at benytte en af de større udenlandske børsmæglere? Når du ikke kan udnytte skatteindberetningen fra de danske platforme, så burde der være større fordele andetsteds. Jeg har hørt en del godt om DeGiro, men jeg har endnu ikke prøvet platformen.

      Bedste hilsner
      Frederik

  • Hejsa.
    Jeg havde forelsket mig lidt i de laverer minimumskurtager hos Saxo, men har de lavet dem om siden din artikel her?

    Hvis jeg vil købe for 8.000 kr Tryg, så siger Saxo 29 kr i kurtage.
    Hvis jeg vil købe for 18.000 kr JNJ, så siger Saxo $15 i kurtage.

    • Hej Henrik

      Jeg har lige forsøgt at tjekke de to aktier i mit depot. For Tryg siger Saxo Bank 14 DKK, og ved JNJ siger den $ 3. Kan du have kigget forkert?

      Bedste hilsner
      Frederik

    • Hej Frederik,
      Hvordan er sikkerheden på Nordnet vs. Saxo?
      Tænker på om man skal anvende nem-id eller de er lige til at gå til for hackere?
      Min it-programmør-mand siger at Saxo der skal man kun bruge password og ikke nem-id.
      Ved du evt om man kan indstille det således at man skal anvende nem-id i Saxo?
      Mvh
      Iben

      • Hej Iben

        Saxo Bank tilbyder desværre ikke mulighed for at logge ind med NemID på deres platform. Du har dog mulighed for at tilføje 2-faktor-godkendelse til login, så du skal bekræfte hvert login på din telefon. Det fungerer umiddelbart på samme måde som med NemID-appen, men jeg har dog ikke benyttet mig af det.

        Bedste hilsner
        Frederik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *