I denne måned falder den totale værdi for porteføljen trods et positivt afkast. Jeg har nemlig haft en større omkostning, som jeg fortæller mere om i denne opdatering.
Det er snart sommerferie, men det kan man ikke mærke på indbetalingerne. Det ser rigtig fornuftigt ud, og jeg afventer spændt på mit næste aktiekøb.
Porteføljen i tal
Udviklingen i porteføljen de sidste 5 måneder
Måned | februar 2021 | marts 2021 | april 2021 | maj 2021 | juni 2021 |
---|---|---|---|---|---|
Studiekonto | 20.000 kr. | 20.000 kr. | 40.500 kr. | 53.000 kr. | 34.500 kr. |
Nordnet | 118.693 kr. | 126.096 kr. | 126.501 kr. | 129.025 kr. | 130.392 kr. |
Aktiesparekonto | 109.233 kr. | 119.102 kr. | 117.138 kr. | 119.416 kr. | 123.249 kr. |
Saxo Bank | 56.487 kr. | 111.326 kr. | 119.857 kr. | 118.040 kr. | 120.929 kr. |
Mintos | 30.978 kr. | 31.345 kr. | 31.534 kr. | 31.747 kr. | 31.965 kr. |
PeerBerry | 9.451 kr. | 9.535 kr. | 3.629 kr. | 3.699 kr. | 732 kr. |
Bondora | 3.621 kr. | 1.080 kr. | 1.048 kr. | 1.004 kr. | 974 kr. |
Swaper | 13.124 kr. | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. |
Robo.cash | 10.869 kr. | 1.082 kr. | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. |
Iuvo | 7.265 kr. | 3.411 kr. | 1.086 kr. | 1.086 kr. | 490 kr. |
Grupeer | 9.328 kr. | 9.328 kr. | 9.328 kr. | 9.328 kr. | 9.328 kr. |
Fast Invest | 12.128 kr. | 12.128 kr. | 12.128 kr. | 11.622 kr. | 11.035 kr. |
The Many | 6.162 kr. | 6.189 kr. | 6.212 kr. | 8.050 kr. | 9.940 kr. |
Kameo | 2.000 kr. | 2.000 kr. | 2.000 kr. | 2.003 kr. | 2.005 kr. |
Samlet | 409.339 kr. | 450.622 kr. | 470.961 kr. | 488.020 kr. | 475.539 kr. |
Aktier
Afkast
februar 2021 | marts 2021 | april 2021 | maj 2021 | juni 2021 | |
---|---|---|---|---|---|
Nordnet | 2,1 % | 6,2 % | 0,3 % | 2,0 % | 1,1 % |
Aktiesparekonto | 6,1 % | 9,0 % | -1,6 % | 1,9 % | 3,2 % |
Saxo Bank | 1,9 % | 18,2 % | -0,7 % | -1,5 % | 2,4 % |
Samlet | 3,6 % | 9,5 % | -0,7 % | 0,8 % | 2,2 % |
Herover kan du se mit afkastet på mine aktier set i forhold til sidste måned. Tallene er opgjort på mit almindelige depot hos Nordnet, min aktiesparekonto hos Saxo Bank og mit almindelige depot hos Saxo Bank.
Mine aktiebeholdninger
Aktie | Ticker | Sektor | Antal | Værdi | Vægtet |
---|---|---|---|---|---|
3M | MMM | Industri | 5 | kr 6.264 | 1,74% |
AbbVie | ABBV | Sundhedspleje | 21 | kr 15.158 | 4,21% |
Altria Group | MO | Konsumentvarer | 22 | kr 6.553 | 1,82% |
Apple Inc | AAPL | IT | 12 | kr 10.526 | 2,93% |
Archer-Daniels-Midland Co | ADM | Konsumentvarer | 33 | kr 12.540 | 3,49% |
AT&T | T | Kommunikation | 24 | kr 4.397 | 1,22% |
Best Buy Co Inc | BBY | Forbrugsgoder | 14 | kr 10.147 | 2,82% |
Betsson AB | BETS-B | Finans | 235 | kr 12.306 | 3,42% |
Black Hills Corp | BKH | Forsyning | 28 | kr 11.542 | 3,21% |
Cardinal Health Inc | CAH | Sundhedspleje | 37 | kr 13.422 | 3,73% |
Cisco Systems Inc | CSCO | IT | 26 | kr 8.724 | 2,43% |
Coca-Cola Co | KO | Konsumentvarer | 13 | kr 4.414 | 1,23% |
Cogeco Communications Inc | TSE:CCA | Kommunikation | 17 | kr 10.482 | 2,91% |
Consol Edison | ED | Forsyning | 11 | kr 4.996 | 1,39% |
Danske Bank | DANSKE | Finans | 53 | kr 6.050 | 1,68% |
Dow Inc | DOW | Materialer | 45 | kr 17.912 | 4,98% |
Enterprise Products Partners L.P. | EPD | Energi | 70 | kr 10.788 | 3,00% |
EPR Properties | EPR | Ejendomme | 30 | kr 9.871 | 2,74% |
Exxon Mobil Corporation | XOM | Energi | 17 | kr 6.730 | 1,87% |
FLSmidth & Co. A/S | CPH:FLS | Industri | 22 | kr 5.775 | 1,61% |
IBM Common Stock | IBM | IT | 15 | kr 13.163 | 3,66% |
Intel Corp | INTC | IT | 21 | kr 7.470 | 2,08% |
ISS A/S | CPH:ISS | Industri | 64 | kr 10.048 | 2,79% |
Johnson & Johnson | JNJ | Sundhedspleje | 5 | kr 5.295 | 1,47% |
Leggett Platt | LEG | Forbrugsgoder | 28 | kr 9.020 | 2,51% |
Lockheed Martin Corporation | LMT | Industri | 4 | kr 9.564 | 2,66% |
McDonalds | MCD | Forbrugsgoder | 5 | kr 7.321 | 2,04% |
Microsoft | MSFT | IT | 4 | kr 6.960 | 1,94% |
Nokian Tyres | TYRES | Forbrugsgoder | 68 | kr 17.556 | 4,88% |
Nordea | NDA-DK | Finans | 211 | kr 14.939 | 4,15% |
Ocean Yield | OCY-OL | Industri | 114 | kr 3.443 | 0,96% |
Pepsi Co | PEP | Konsumentvarer | 6 | kr 5.600 | 1,56% |
Pioneer Property Group | PPG PREF | Ejendomme | 65 | kr 4.850 | 1,35% |
PRO REAL ESTATE | PRV.UN | Ejendomme | 203 | kr 7.263 | 2,02% |
Sampo | SAMPO | Finans | 18 | kr 5.331 | 1,48% |
Sparindeks Global | SPIGLAMRIKL | Indeksfond | 133 | kr 19.943 | 5,54% |
Telephone and Data Systems | TDS | Kommunikation | 50 | kr 7.239 | 2,01% |
Texas Instruments | TXN | IT | 5 | kr 6.023 | 1,67% |
Tryg | TRYG | Finans | 33 | kr 5.229 | 1,45% |
Verizon | VZ | Kommunikation | 10 | kr 3.537 | 0,98% |
Walgreens Boots Alliance Inc. | WBA | Sundhedspleje | 25 | kr 7.547 | 2,10% |
Samlet | kr 359.676 |
Kurserne er opdateret d. 5. juli 2021. Aktieporteføljen omfatter på nuværende tidspunkt 41 forskellige aktier.
Juni 2021 var en rigtig fornuftig måned for aktierne i min portefølje. Aktieporteføljen vokser med samlet 2,2 %, hvilket er rigtig fornuftigt. I samme periode stiger MSCI ACWI-indekset med 1,0 %, så derfor må det siges at være en tilfredsstillende udvikling.
Udviklingen i min portefølje afspejler dog meget godt udviklingen i verdensindekset. I samme periode stiger USD med 2,9 %, hvilket har haft en positiv indvirkning på min portefølje. Cirka 70 % af min portefølje er eksponeret i USD, så en stor del af mit afkast skyldtes altså den positive udvikling i dollarkursen.
I denne måned har der været tre højdespringere i form af ISS, Apple og Microsoft. De stiger henholdsvis 17 %, 11 % og 10,5 % i juni 2021, hvilket trækker aktieafkastet godt op.
I den anden ende af skalaen er der også et par kandidater, der spiller ind. WBA, ADM, TDS og Dow falder alle med 10-12 %, og de trækker derfor godt i den anden retning. Overordnet set udvikler porteføljen sig positivt primært båret af den stigende dollarkurs.
Handler
I denne måned er der foretaget én større handel. Den kostede mig næsten 50.000 kr., men det var desværre ikke i aktier. Jeg har nemlig købt mig en bil. Det kan du læse mere om længere nede.
Jeg træder stadig lidt vande i forhold til, hvad jeg gerne vil med mine investeringer lige nu. På den ene side vil jeg gerne i gang med ejendomsinvestering, men jeg kan heller ikke tvinge muligheder frem. På den anden side ønsker jeg heller ikke at have for mange kontanter stående, hvorfor jeg overvejer at investere dem i aktier.
Det håber jeg på at blive klogere på til næste måned.
OBS: Mine køb skal ikke anses som en anbefaling til at købe disse aktier. Det er blot til inspiration.
Fordeling iht. MSCI ACWI
Selvom jeg ikke har købt yderligere aktier i denne måned, så udvikler spredningen sig faktisk positivt. Tildels skyldtes det udviklingen i mine aktier, men jeg fandt desværre også en mindre fejl i mit regneark. Fordelingen har derfor været lidt misvisende indtil nu, men den ændrer heldigvis ikke det store billede.
Min eksponering er stadig for høj i energi, forsyning og ejendomme. Der er lidt lange udsigter til, at det kommer ned på et normalt niveau. Uden at sælge ud, så kræver det en portefølje omkring 750.000 kr. før, at ejendomssektoren kommer ned i et passende niveau.
Det gør mig dog ikke så bekymret, da det vigtigste er, at jeg har spredt mine midler godt. Det afspejler dog ikke helt MSCI ACWI, men der er trods alt god spredning på mine aktier alligevel.
Se eventuelt mere om mine investeringer hos Nordnet på min Shareville-konto. Du kan også se mine udbytte aktier her.
Udbytter
I juni måned er der kommet udbytte ind fra 14 forskellige selskaber, og det medvirker, at det glidende gennemsnit for udbytte endnu engang stiger. Selvom grafen ikke har helt så meget fart på som for et par måneder siden, så er det betryggende at se, at det stadig går i den rigtige retning.
Min aktieportefølje har pt. en samlet udbytteprocent efter skat på 1,95 % set over de sidste 12 måneder i forhold til den nuværende værdi.
I denne måned har jeg for første gang modtaget udbytte fra Lockheed Martin. Der er lidt langt imellem de nye selskaber i øjeblikket, men det er selvfølgelig klart, når der ikke bliver købt ind i nye aktier.
I denne måned har jeg modtaget udbytte fra 14 forskellige selskaber. Du kan finde en liste med alle selskaberne herunder.
- 3M: 39 DKK
- Archer Daniels Midlands: 65 DKK
- Black Hills: 84 DKK
- Consol Edison: 44 DKK
- Dow: 168 DKK
- IBM: 131 DKK
- Intel: 38 DKK
- Lockheed Martin: 55 DKK
- McDonalds: 33 DKK
- Pepsi: 6 DKK
- Pro Real Estate Investment Trust: 32 DKK
- Telephone Data Systems: 47 DKK
- Walgreens Boots Alliance: 62 DKK
Samlet: 831 DKK
De sidste måneders udbytte ser således ud:
Udbyttet er efter skat.
Den lyseblå streg på grafen indikerer 12 måneders glidende gennemsnit. Den stigende tendens skulle gerne fortsætte fremadrettet.
De sidste 12 måneders udbytte udgør i alt 7720 DKK efter skat, og det giver et gennemsnit på 604 DKK om måneden. Det betyder, at jeg med en timeløn på 150 DKK efter skat i princippet kan arbejde 4,03 timer mindre om måneden.
Crowdlending
Måned | februar 2021 | marts 2021 | april 2021 | maj 2021 | juni 2021 |
---|---|---|---|---|---|
Mintos | 0,9 % | 1,2 % | 0,6 % | 0,7 % | 0,7 % |
PeerBerry | 1,2 % | 0,9 % | 0,5 % | 1,9 % | 0,2 % |
Bondora | -1,2 % | -1,1 % | -3,0 % | -4,2 % | -3,0 % |
Swaper | 1,3 % | 1,0 % | N/A | N/A | N/A |
Robo.cash | 1,0 % | 1,4 % | N/A | N/A | N/A |
Iuvo | 0,7 % | 0,2 % | -0,4 % | 0,0 % | -0,1 % |
Grupeer | 0,0 % | 0,0 % | 0,0 % | 0,0 % | 0,0 % |
Fast Invest | 0,5 % | 0,0 % | 0,0 % | 0,7 % | 0,1 % |
The Many | 0,0 % | 0,4 % | 0,4 % | 0,2 % | 0,5 % |
Kameo | 0,0 % | 0,0 % | 0,0 % | 0,2 % | 0,1 % |
Samlet | 0,7 % | 0,7 % | 0,3 % | 0,5 % | 0,4 % |
I denne måned har jeg endnu engang minimeret min andel i crowdlending. Jeg har formået at trække cirka 3.000 kr. ud fra Peerberry og 600 kroner ud fra Iuvo. Jeg har i øvrigt også fået cirka 600 kr. ud fra Fast Invest, som jeg også fik sidste måned. Det lader til, at det stille og roligt bliver muligt at trække penge ud fra platformen, men det går meget langsomt i øjeblikket.
I næste måned vil jeg se, om det bliver muligt at trække det resterende ud fra både Peerberry og Iuvo. Jeg forventer dog ikke helt, at det bliver muligt, da er låst i nogle lange lån.
Jeg er ikke kommet længere med mine overvejelser omkring at trække midler ud fra Mintos. Det spekulerer jeg stadig i, da det vil reducere crowdlending-andelen væsentligt. Pt. har jeg omkring 66.500 kr. placeret i crowdlending, hvoraf omtrent halvdelen ligger hos Mintos.
Mine midler hos Grupper er fortsat låst, og der lader til at være lange udsigter til, at der sker noget på den front.
Udbytte fra The-many + ny investering
Som i sidste måned så er der igen blevet tilføjet lidt midler til The-many. Jeg har igen haft lidt henvisninger liggende, som jeg har investeret. Det blev i Single Units CPH-projektet, som jeg også smed lidt penge efter i sidste måned.
Single Units CPH-projektet består af 19 ejerlejligheder fordelt i fem kvarterer i København. Det er formentlig det tætteste vi kommer på en dansk REIT. Vi mangler blot skattefordelene.
Det er nemlig sådan, at hvis du tilmelder dig via mit link her, så får vi begge 250 kr. ekstra at investere for – det er win-win for begge partner. Det koster dig ikke noget, og så er det også en mulighed for at støtte mig.
Afkastet på platformen ser ganske fornuftigt ud, og jeg kan rigtig godt lide deres interface. Mit afkast indeholder både udbytte og værdistigninger.
Mine investeringer hos The-many ser således ud.
- Vanløse: 6239 DKK
- Single Units CPH: 3700 DKK
- Samlet: 9939 DKK
Indbetalinger
Du har formentlig undret dig over, at porteføljen har udviklet sig negativt, mens afkastet er blevet større. Det er der en god årsag til. Det er nemlig sådan, at jeg i juni 2021 trak et større beløb ud til køb af bil. Det giver desværre en negativ indflydelse på porteføljen, men jeg er ret tilfreds med, at faldet ikke er lavere.
I denne måned har jeg reelt tilføjet lidt over 30.000 kr. til porteføljen, men grundet en udgift på cirka 50.000 kr., så er beløbet i minus. Det er et beløb, der er højere end normalt, da jeg glemte at udbetale løn fra mit selskab i maj måned. Det må dog siges at være et tilfredstillende niveau.
Nyt
Jeg må hellere skynde mig at nævne elefanten i rummet – jeg har købt en bil. Det fortæller jeg mere om lidt længere nede.
Desværre har der ikke været meget tid til at producere indhold i denne måned. Imellem en masse familiearrangementer og travlhed på jobbet har jeg kun fundet tid til at skrive på min kommende e-bog. Jeg er et godt stykke, og jeg får skrevet stort set hver dag. Det glæder jeg mig til at fortælle mere, når jeg en gang bliver færdig.
Har du idéer eller forslag til nyt indhold, så skal du være meget velkommen til at skrive det i en kommentar herunder eller fange mig igennem kontaktformularen her.
Køb af bil
Jeg har i lang tid overvejet, hvorvidt jeg skulle have en bil. Indtil december 2020 havde jeg en 15-16 år gammel bil, som jeg havde kørt i de sidste 4 år. Den overtog min bror, da jeg gerne ville finde noget nyt.
Efter et halvt års tid med cykling frem og tilbage for at låne bil, så tog jeg en beslutning for en måneds tid siden om, at jeg ville finde mig en bil. Det har dog været en længere proces, og jeg må indrømme, at jeg ikke er så god til at tage mig sammen til at tage så store beslutninger.
Jeg har et mindre behov for en bil, men jeg har prioriteret det i forhold til at spare de udgifter. Dertil er den tid, som jeg sparer, også meget værdifuld for mig.
Jeg valgte at købe en Peugeot 208 (årgang 2015), der har gået 100.000 km. Den er udstyret med en kedelig 1.0 benzinmotor med 68 hestekræfter. Det tyder vist på, at jeg er ved at blive voksen (og fornuftig). Bilen er købt ved en forhandler, og jeg har givet 48.800 kr. med nummerplader.
Benzin vs diesel
Førhen kørte jeg diesel, men jeg har denne gang valgt en benzin. Den primære årsag til dette er, at selvom jeg har nogle lange ture en gang imellem, så vil der være en del korte ture. Det har en dieselmotor ikke specielt godt af, og derfor har jeg prioriteret en benzin.
Jeg forventer ikke at køre mere end 10.000 km årligt, og derfor har det kunne betale sig for mig. Generelt set er en benzinbil dyrere at tanke, men billigere i vægtafgift/grøn ejerafgift, hvor det modsatte er tilfældet for en dieselbil.
Lave driftsomkostninger
En af de ting, som jeg har prioriteret var, at en bil, som havde lave driftsomkostninger. Jeg kan forsikre bilen for cirka 3.500 kr. årligt med en ejerafgift på lige knap 600 kr. Det koster mig derfor cirka 350 kr. om måneden at have bilen stående – det er billigt. Indtil videre har jeg kørt 17-18 km/l i den, så på den måde er det ingen vildt økonomisk bil.
Selvom 50.000 kr. er mange penge at smide efter en bil, så er det forhåbentlig begrænset hvor meget det belaster mit budget fremadrettet.
Dertil er bilen heller ikke nyere end at garantien er udløbet. Min far og jeg har altid rodet i vores brugte biler, og det vil jeg gerne bibeholde. Dels er det (meget) billigere at holde en bil kørende, og samtidig er det også en mulighed for noget kvalitetstid. Ved planlagte reparationer (der kan altid ske noget uforudset) bestiller vi reservedele i Tyskland, hvor man kan spare en del i forhold til herhjemme.
Ved reparationer, som vi ikke kan klare selv, har jeg en god bekendt, der kan hjælpe til. På den måde kan jeg forhåbentlig holde bilen kørende til ret lave omkostninger.
Nyere årgang
Min gamle bil var en ældre model, der var meget umoderne. Det er ingen hemmelighed, at jeg efter 4 år i den, gerne ville have noget lidt mere ordenligt at køre i. Det kunne sagtens have været større og nyere (og dyrere), men jeg synes, at jeg har fundet en god mellemvej.
Med en nyere bil er der forhåbentlig lidt færre omkostninger samtidig med, at den er lidt mere moderne og har noget mere i udstyr. Det har også været en prioritet.
Det har alt sammen været en prioritering af forskellige ting, og jeg føler, at jeg har ramt et niveau, hvor jeg tilfreds hele vejen rundt.
Fremtidigt køb af bil
Det har også vægtet ind, at bilen potentielt sagtens kan fungere som en nummer to bil i fremtiden, hvis det skulle være nødvendigt. Den har en fin størrelse, og den er ikke ret dyr at have stående. Samtidig er den forholdsvis ny, og kilometertallet er forholdsvist lavt.
Det næste bliver formentlig en større bil, så havde jeg allerede købt det nu, så var vi formentlig tvunget til at skifte bil i fremtiden, hvis vi gerne ville have noget andet. Derfor har jeg prioriteret en mindre bil, som vi kan have mange år. På den måde kender vil også reparationshistorikken på bilen, hvilket er en stor fordel for mig.
Omkostninger til bil
Jeg vil forsøge at se, om jeg kan samle alle udgifterne til bilen, som de kommer, så jeg kan skabe et overblik over, hvad der bliver brugt penge på. Det primære vil være omkostninger til reparationer, men jeg vil se, om jeg kan samle et totalt overblik over mine omkostninger.
På den måde kan jeg holde styr på, hvad bilen rent faktisk koster mig. Det kan være, at jeg bliver overrasket, når vi kommer så langt.
Ejendomsinvestering og bank
Der er en del, der har spurgt til, hvordan det går med ejendomsinvestering og bankskifte. Jeg har fundet en bankrådgiver, som jeg har en god fornemmelse med. Vi har dog endnu ikke haft mulighed for at sætte os sammen, så det bliver formentlig først efter sommerferien er overstået.
Jeg har dog ikke travlt, da jeg helst ikke vil tage nogle forhastede beslutninger. Jeg har tidligere kigget på ejendomme op til 2 millioner, men jeg har sænket beløbet en smule. Et køb til 2 millioner ville som minimum kræve 400.000 kr., og det synes jeg er for stor en slat i øjeblikket. Jeg håber, at jeg kan finde noget i omegnen af 500.000 kr. til 1.000.000 kr., som der er interessant. Det vil formentlig kræve en egenbetaling på mellem 100-200.000 kr. + det løse, hvilket er lidt mere overkommeligt.
Årsagen til dette er, at jeg gerne vil have lidt kapital i sikkerhed. Hvis jeg smider 400.000 kr. efter en ejendom, så har jeg ikke ret meget andet at gøre med. Skulle det være nødvendigt med ekstra likviditet, så har jeg ikke meget at trække på. Selvom jeg løbende sætter en del af til porteføljen, så har jeg det bare bedre med, at jeg ikke har bundet al min kapital op et sted.
Personlig udvikling
Som noget nyt introducerede jeg et punkt i opdateringen i sidste måned omkring personlig udvikling. Det er et punkt, som jeg er begyndt at gå meget op i, og som jeg meget gerne vil dele mere om.
Jeg overvejer at gøre det til en fast del af månedsopdateringen, da det faktisk også er en del af min “portefølje”. Den er bare svær at sætte værdi på. Lad mig meget gerne høre, hvis du finder dette punkt interessant. Så vil jeg meget gerne fortsætte med at dele.
Bøger
I denne måned har jeg færdiggjort bogen “Why We Sleep” (link) af Matthew Walker, som jeg varmt kan anbefale. Bogen fortæller en del omkring, hvorfor søvn er så vigtigt for dig, og hvordan du kan forbedre den. Jeg har i lang tid fokus på vigtigheden af en god søvn, men denne bog trækker det lige til et ekstra niveau. Kæmper du med træthed, søvnproblemer, manglende energi eller vil du bare gerne blive klogere på søvn, så giv den et skud.
I øjeblikket er jeg i gang med “Mindset” (link) af Carol S. Dweck. Den omhandler forskellen på “fixed” og “growth” mindset, og hvordan du kan udnytte kendskabet til dette for at udnytte dit potentiale. Jeg er snart færdig med den, og den har helt klart sat nogle tanker i gang.
Jeg kæmper ofte med, at jeg helst ikke vil lave fejl, og her har bogen nogle værktøjer, som jeg i hvert fald kommer til at bruge.
Jeg regner med at have en del fritid i juli måned, så der forventer jeg at færdiggøre bogen. Samtidig forventer jeg at få læst “Thinking, Fast and Slow” og “Managing Oneself”. I løbet af måneden får jeg formentlig også købt et par ekstra bøger, da jeg har en uges ferie i starten af august.
Uddannelse
I øjeblikket er jeg i gang med at undersøge diverse mulighed for at uddanne mig selv. Der er rigtig mange forskellige muligheder som fx enkeltfag, kortere og længere kurser. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil endnu, da jeg ikke helt kender muligheden.
Jeg har dog besluttet mig for, at jeg holder det uden for mit normal arbejdsområde. På jobbet har jeg fokus på emner som byggeri, bæredygtighed og energi, hvor jeg kan få lov til at videreuddanne mig, så det giver ikke mening. Husk i øvrigt, at du er velkommen til at connecte på LinkedIn.
Jeg har dog interesser inden for ledelse, økonomi, regnskab og coaching, så det primært disse emner, jeg er i gang med at afsøge. Jeg har dog svært ved at danne mig et overblik. Jeg vil helst, at det er fjernstudie/online, da jeg så vil have nemmere mulighed for at passe ind i min hverdag. Det begrænser dog mine muligheder en del, desværre.
Afrunding
Jeg er super glad for, at jeg har fået købt en bil i denne måned. Det er en beslutning, som jeg har ventet på i lang tid, og så er det fedt, at den endelig er taget. Selvom det er en stor omkostning for nu, så føler jeg alligevel, at jeg har taget en ret fornuftig beslutning.
I næste måned kommer der til at være fokus på at slappe lidt af. Jeg holder en uges ferie i starten af august, og ellers holder jeg lidt ferie hist og pist, som det passer ind. Her er min arbejdsplads heldigvis ret fleksibel.
Rent investeringsmæssigt håber jeg at være tilbage i næste måned. Jeg glæder mig helt til at købe min næste aktie.
Jeg vil meget gerne høre, hvordan din måned er gået. Fortæl mig også gerne, hvad du tænker om, at jeg implementer investering i personlig udvikling i min månedlige opdatering.
Til sidst vil jeg bare gerne sige tak fordi du læste med!
Dette indlæg er udarbejdet med støtte fra denne side om lån trods rki.
Hej Frederik og tak for al den information og indsigt du gør tilgængelig for os der har lidt eller ingen forstand på investering. Jeg skal selv i gang med at investere for første gang og din side er til stor hjælp 🙂 Og tillykke med ny bil!
Det kunne være interessant at vide lidt om hvordan din aktiebeholdning er fordelt mellem Saxo Bank, Saxo Aktiesparekonto og Nordnet. Som jeg har forstået din strategi vil jeg tro at de 14 selskaber du har modtaget udbytte fra ligger i din aktiesparekonto? Jeg er nysgerrig på om du har plasseret SPIGLAMRIKL i din aktiesparekonto, da denne jo betaler udbytte? Hvis ikke ville det være interessant at høre begrundelsen. Angående resten af din beholdning er jeg nysgerrig på hvad der gør om du vælger Nordnet eller Saxo når du køber en givet aktie. Af din artikkel hvor du sammenligner de to fik jeg indtryk af at du primært anbefaler Nordnet til månedsopsparing, som jeg forstår du ikke længere anvender.
Tak for den tid du lægger i at opretholde denne spændende side 🙂
Hej Sigurd
Tak for din fine kommentar.
Der er ingen hoved eller hale i, hvordan mine aktier er placeret, må jeg indrømme. Det er der blevet efterfølgende, men det var der ikke, da jeg købte de forskellige aktier. Jeg har ikke en liste med alle aktierne på min ASK. Den består af cirka 20 aktier, så du kan næsten se dig ud af hvilke aktier, der er placeret på denne. De ligger i beløb omkring 4-6k. Jeg fyldte den blot op dengang for at kunne udnytte skattefordelene.
Jeg køber aktien, hvor det giver mest mening for mig. I 9/10 gange er det hos Saxo Bank, da det er billigst. SPIGLAMRIKL er placeret hos Nordnet, hvor den er købt igennem månedsopsparingen.
Giver det mening?
Bedste hilsner
Frederik