Efter nogle gode måneder med positiv tilvækst, er udviklingen for denne måned vendt en smule. Trods et mindre fald har porteføljen dog aldrig haft en højere værdi, hvilket skyldes min månedlige indbetaling.
Som de sidste måneder bliver der også handlet en del i denne måned, og planen for det næste stykke tid er lagt med et stort fokus på indeksfonde.
På lejlighedsfronten kan jeg melde om et færdigt badeværelse, som også markerer afslutningen af renoveringen på lejligheden.
Dyk ned i min opdatering nedenfor, hvor jeg deler indsigt i de seneste investeringer samt tanker herom, og hvor jeg giver en status på, hvordan renoveringen af min lejlighed skrider frem.

Du kan også se en videogennemgang af denne opdatering på min Youtube-kanal her.
Indholdsfortegnelse
Porteføljen i november 2025
Læs mere om mine økonomiske mål her
Porteføljens udvikling
Fra denne måned er der sat en målsætning for den månedlige tilvækst i overensstemmelse med mit nye økonomiske delmål. Det vil kræve en månedlig forøgelse på 15.000 kr. Den stiplede blå streg på grafen indikerer, hvor jeg er i forhold til denne målsætning.
Læs mere om mine økonomiske mål her.
Aktivfordeling
Udviklingen de sidste 5 måneder
| november 2025 | oktober 2025 | september 2025 | august 2025 | juli 2025 | |
|---|---|---|---|---|---|
| Kontanter | 20.000 kr. | 95.000 kr. | 150.000 kr. | 190.000 kr. | 332.000 kr. |
| Bolig | 446.846 kr. | 439.790 kr. | 432.734 kr. | 437.027 kr. | 430.000 kr. |
| Nordnet | 641.999 kr. | 568.637 kr. | 505.729 kr. | 443.591 kr. | 294.568 kr. |
| Aktiesparekonto | 175.250 kr. | 174.621 kr. | 170.153 kr. | 164.623 kr. | 161.630 kr. |
| Saxo Bank | 292.300 kr. | 295.865 kr. | 269.278 kr. | 247.198 kr. | 235.795 kr. |
| Mintos | 0 kr. | 2.250 kr. | 2.249 kr. | 2.249 kr. | 2.248 kr. |
| Kameo | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. | 1.043 kr. |
| Bitcoin | 12.963 kr. | 9.490 kr. | 10.194 kr. | 9.637 kr. | 2.405 kr. |
| Samlet | 1.589.358 kr. | 1.585.653 kr. | 1.540.337 kr. | 1.494.325 kr. | 1.459.689 kr. |
Afkast de sidste 5 måneder
| november 2025 | oktober 2025 | september 2025 | august 2025 | juli 2025 | |
|---|---|---|---|---|---|
| Aktier | -0,7% | 3,4% | 5,2% | 3,4% | 0,2% |
| Alt. investeringer | -32,2% | -5,6% | 4,7% | -3,8% | 1,7% |
| Samlet | -1,0% | 2,3 % | 5,2 % | 2,3% | 0,2% |
Indbetalinger
Jeg indbetaler hver måned penge til min portefølje, som jeg investerer i aktier, investeringsforeninger eller andre aktiver. Min primære indtægt kommer fra mit fuldtidsjob som bygningskonstruktør.
Mål: Jeg vil gerne investere mindst 10.000 kr. hver måned.
Jeg har i denne måned indbetalt 10.000 kr. til porteføljen. Niveauet kunne være det samme som de sidste par måneder, men jeg har valgt at igangsætte min afbetaling på min SU-gæld fremfor at udskyde det.
Tidligere har jeg prioriteret at investere fremfor at afbetale. Det har været ud fra en tanke om, at jeg altid på et senere tidspunkt kunne finde pengene, og dermed geare mine investeringer indtil lånet skulle betales. Nu vælger jeg dog en mellemvej, hvor jeg forhåbentlig stadig kan holde min målsætning om 10.000 kr.
Tilføjede midler de sidste 6 måneder
Den orange linje indikerer de løbende indbetalinger til mine investeringer, mens den blå linje viser det seks måneders glidende gennemsnit af mine indbetalinger.
Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.
Aktier
En stor del af min portefølje er eksponeret mod aktier. Den består primært af solide udbytteaktier, hvor jeg forsøger at matche verdensindekset MSCI ACWI. Derudover inkluderer jeg udvalgte, større selskaber fra indekset for at opnå bredest mulig eksponering. Her supplerer jeg med indeksfonde for yderligere diversificering. I dette afsnit kan du læse om mit afkast, mine aktiebeholdninger, mine handler og mine generelle overvejelser.
Afkast
Efter fire måneder med et positivt afkast, ser porteføljen nu et mindre fald på 0,7 procent. Porteføljen ser derfor en mindre tilbagegang, men indbetalingerne gør dog, at porteføljen ikke falder i værdi.
Det er selvfølgelig helt forventeligt, at der også vil være måneder, hvor afkastet er negativt.
Relevante artikler: Aktier for begyndere
I samme periode udvikler MSCI ACWI sig ikke positivt eller negativt. For de dage, hvor jeg sammenligner mit afkast, lander det på 0,0 procent. Selvom en lille del af forskellen skyldes et meget lille fald i dollarkursen, underperformer jeg verdensindekset med 0,6 procent.
Set over de sidste måneder ligger jeg 0,06 procent fra benchmark, hvis jeg betragter de sidste 6 måneders gennemsnit. Det er ikke retvisende, men det giver en fornemmelse af, hvor jeg ligger henne.
Mine aktiebeholdninger
| Selskab | Ticker | Sektor | Land | Valuta | 1 md. | Værdi | Vægt |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 3M | MMM | Industri | USA | USD | 3% | kr 5.509 | 0,57% |
| AbbVie | ABBV | Sundhedspleje | USA | USD | 0% | kr 23.451 | 2,41% |
| Alibaba Group Holding | ETR:AHLA | Forbrugsgoder | Kina | CNY | -10% | kr 6.193 | 0,64% |
| Alphabet A | GOOGL | Kommunikation | USA | USD | 14% | kr 28.327 | 2,91% |
| Amazon | AMZN | Forbrugsgoder | USA | USD | 5% | kr 6.014 | 0,62% |
| Apple Inc | AAPL | IT | USA | USD | 3% | kr 21.320 | 2,19% |
| ASML Holding | AMS:ASML | IT | Holland | EUR | -4% | kr 13.567 | 1,39% |
| ASSA Abloy AB | ASSA-B | Industri | Sverige | SEK | -1% | kr 12.358 | 1,27% |
| Berkshire Hathaway | BRK.B | Finans | USA | USD | 7% | kr 9.903 | 1,02% |
| Broadcom | AVGO | IT | USA | USD | 7% | kr 12.490 | 1,28% |
| Caterpillar Inc | CAT | Industri | USA | USD | -1% | kr 14.630 | 1,50% |
| Coca-Cola Co | KO | Konsumentvarer | USA | USD | 6% | kr 6.049 | 0,62% |
| Consol Edison | ED | Forsyning | USA | USD | 2% | kr 7.027 | 0,72% |
| Danske Bank | DANSKE | Finans | Danmark | DKK | 5% | kr 15.688 | 1,61% |
| Danske Invest Global Indeks | DKIGI | Indeksfond | DKK | N/A | kr 78.887 | 8,10% | |
| Dow Inc | DOW | Materialer | USA | USD | 0% | kr 3.848 | 0,40% |
| EPR Properties | EPR | Ejendomme | USA | USD | 7% | kr 5.046 | 0,52% |
| Exxon Mobil Corporation | XOM | Energi | USA | USD | 1% | kr 5.259 | 0,54% |
| IBM Common Stock | IBM | IT | USA | USD | 0% | kr 9.762 | 1,00% |
| iShares Core MSCI Emerging Markets IMI UCITS ETF | IS3N | Indeksfond | EUR | N/A | kr 61.553 | 6,32% | |
| iShares Core MSCI World UCITS ETF | EUNL | Indeksfond | EUR | N/A | kr 18.317 | 1,88% | |
| Johnson & Johnson | JNJ | Sundhedspleje | USA | USD | 9% | kr 18.583 | 1,91% |
| JP Morgan | ETR:CMC | Finans | USA | USD | 1% | kr 26.103 | 2,68% |
| Linde plc | FRA:LIN | Materialer | Irland | EUR | -5% | kr 5.252 | 0,54% |
| LVMH | EPA:MC | Forbrugsgoder | Frankrig | EUR | 4% | kr 9.555 | 0,98% |
| McDonalds | MCD | Forbrugsgoder | USA | USD | 3% | kr 9.876 | 1,01% |
| Microsoft | MSFT | IT | USA | USD | -6% | kr 25.030 | 2,57% |
| Nordea | NDA-DK | Finans | Sverige | DKK | 2% | kr 9.605 | 0,99% |
| Novo Nordisk | CPH:NOVO-B | Sundhedspleje | Danmark | DKK | -2% | kr 5.072 | 0,52% |
| Nvidia | NVDA | IT | USA | USD | -13% | kr 22.848 | 2,35% |
| Pepsi Co | PEP | Konsumentvarer | USA | USD | 1% | kr 5.754 | 0,59% |
| Sampo | SAMPO | Finans | Finland | EUR | 4% | kr 6.822 | 0,70% |
| Samsung | LON:BC94 | IT | Sydkorea | KRW | -4% | kr 11.029 | 1,13% |
| SAP SE | ETR:SAP | IT | Tyskland | EUR | -8% | kr 10.856 | 1,11% |
| Schneider Electric | EPA:SU | Industri | Frankrig | EUR | -7% | kr 6.874 | 0,71% |
| Shell plc | LON:SHEL | Energi | Storbritannien | GBP | -3% | kr 11.469 | 1,18% |
| Siemens AG | ETR:SIE | Industri | Tyskland | EUR | -8% | kr 18.497 | 1,90% |
| Sparindex Bæredygtige Global | SPVIBGKL | Indeksfond | DKK | N/A | kr 19.883 | 2,04% | |
| Sparindex Emerging Markets | SPIEMIKL | Indeksfond | DKK | N/A | kr 57.062 | 5,86% | |
| Sparindex Globale | SPVIGAKL | Indeksfond | DKK | N/A | kr 78.204 | 8,03% | |
| Sparindex Globale Min. Risk | SPIGLAMRIKL | Indeksfond | DKK | N/A | kr 83.688 | 8,59% | |
| Storebrand Alle Markeder A5 | STIIAM | Indeksfond | DKK | N/A | kr 84.942 | 8,72% | |
| Taiwan Semiconductor | NYSE:TSM | IT | Taiwan | USD | -4% | kr 18.565 | 1,91% |
| Tesla Inc | TSLA | Forbrugsgoder | USA | USD | -2% | kr 10.961 | 1,13% |
| Texas Instruments | TXN | IT | USA | USD | 5% | kr 5.415 | 0,56% |
| TotalEnergies SE | EPA:TTE | Energi | Frankrig | EUR | 6% | kr 5.080 | 0,52% |
| Toyota | TM | Forbrugsgoder | Japan | JPY | -3% | kr 10.248 | 1,05% |
| Unilever | UNA | Konsumentvarer | Storbritannien | EUR | -1% | kr 7.047 | 0,72% |
| Verizon | VZ | Kommunikation | USA | USD | 6% | kr 11.861 | 1,22% |
| Visa | V | Finans | USA | USD | -3% | kr 12.795 | 1,31% |
Værdierne er opdateret den 1. december 2025. Aktieporteføljen omfatter på nuværende tidspunkt 50 forskellige værdipapirer.
Handler
I denne måned er der ikke foretaget samme antal handler som de sidste par måneder. Jeg har dog valgt at overføre de fleste af mine kontanter til mit Nordnet-depot. De står nu ikke længere på min konto og skal flyttes over.
Der er dog handlet lidt. Endnu en indeksfond er kommet til i porteføljen i form af Sparindex Bæredygtige Global, hvor jeg i første omgang har købt ind for 20.000 kr. Det er endnu et skridt i retningen af at sprede min portefølje hos Nordnet, så jeg kan udnytte porteføljelånet bedst muligt.
Selvom det ikke er den mest simple måde at investere på, føler jeg ikke, at det er ret svært at overskue. Indeksfondene dækker samtidig mange af de samme markeder, så i praksis gør det ikke den store forskel.

Der er også handlet på min månedsopsparing hos Nordnet. Her er der købt følgende:
- Sparindex Globale Aktier – 5.200 kr.
- Sparindex Emerging Markets – 1.500 kr.
- Danske Invest Global Indeks – 8.300 kr.
I første omgang har jeg som mål at maksimere mine kreditmuligheder hos Nordnet til en grænse på 200.000 kr. Grænsen kan hæves, men det er mit udgangspunkt lige nu. I skrivende stund vil det kræve en merinvestering på omkring 30.000 kr., hvilket jeg kan være i mål med i næste måned.
Disse midler vil primært blive investeret i Sparindex Bæredygtige Global, så mine investeringer bliver diversificeret yderligere hos Nordnet.
Lige nu har jeg omkring 125.000 kr. i kontanter på mit Nordnet-depot, som jeg kan handle for. Det kan også være, at jeg vælger at flytte nogle af midlerne til mit depot hos Saxo Bank.
OBS: Mine handler skal ikke anses som en anbefaling til at købe eller sælge disse aktier.
Fordeling sammenlignet med MSCI ACWI
I november 2025 falder standardafvigelsen i forhold til MSCI ACWI fra 4,0 procent til 3,1 procent.
Sektorfordeling
Det er næsten den laveste spredning, jeg har haft indtil nu, selvom spredningen de facto aldrig har været bedre med den andel af indeksfonde, som porteføljen består af.
Som min fordeling er lige nu, har jeg næsten 50/50 i henholdsvis indeksfonde og i et enkelte aktier. Hvordan denne fordeling skal se ud endeligt, er jeg i tvivl om, men jeg forventer, at indeksfondene kommer til at udgøre den primære andel. Det kan også være, at jeg på sigt overvejer at sælge mine enkelte aktier for at få en mere ensartet portefølje.
Der er stadig et par sektorer, der halter en smule efter. Det gælder blandt andet sektorerne for energi og materier, hvor jeg er underrepræsenteret, mens jeg er overrepræsenteret i sektoren for ejendommen. Det er dog ikke noget, jeg har en forventning om at gøre noget ved i nærmeste fremtid.
Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.
Udbytter
I november 2025 har jeg modtaget udbytte fra 9 forskellige selskaber, hvilket er samme niveau som sidste år. AT&T var med i sidste års opgørelse, men er byttet ud med Samsung, der ikke indgik sidste år.
De sidste 12 måneders udbytte udgør i alt 15.111 DKK efter skat, hvilket er et gennemsnit på 1.259 DKK om måneden. Det betyder, at jeg, med en timeløn på 150 DKK efter skat, reelt set kan arbejde 8,40 timer mindre hver måned.
Det gennemsnitlige udbytte fortsætter stadig i en nedadgående retning, men jeg kigger frem mod foråret 2026, hvor det gerne skulle stige markant. Siden sidste år er andelen i indeksfonde øget markant, hvilket gerne skulle afspejle sig i udbyttet i starten af det nye år.
Min aktieportefølje har pt. en samlet udbytteprocent efter skat på 1,58 procent set over de sidste 12 måneder.
I denne måned har jeg modtaget udbytte fra følgende selskaber. Markeret med fed er de selskaber, hvor jeg har modtaget udbytte for første gang.
- AbbVie: 143 DKK
- Apple Inc: 17 DKK
- ASML Holding: 20 DKK
- ASSA Abloy AB: 87 DKK
- Caterpillar Inc: 33 DKK
- EPR Properties: 24 DKK
- Samsung: 31 DKK
- Texas Instruments: 39 DKK
- Verizon: 171 DKK
Samlet: 565 DKK
Udbytte de sidste 12 måneder
Udbyttet er efter skat. Den blå streg på grafen indikerer det 12 måneders glidende gennemsnit.
Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.
Bolig
I januar 2023 overtog jeg min første ejerbolig i form af en 4-værelses lejlighed i det centrale Odense. Lejligheden har gennemgået en totalrenovering, hvor min nye vurdering landede i juni 2025.
Værdien af min bolig opgøres som min seneste vurdering fratrukket min gæld i boligen.
Der er kommet styr på de sidste ting på badeværelset, og vi kan nu melde det færdigt. Trods udfordringer er vi tilfreds med, hvordan det er endt.
Hvis du gerne vil se, hvordan det er endt, har jeg lavet en kort video, der er lagt på Instagram.
Det har ikke været planen, at badeværelset skulle skabe en værdiforøgelse, men forhåbentlig blot gør det nemmere at komme af med lejligheden til den tid.
Et nyt renoveringsprojekt kunne helt sikkert være interessant, men jeg må nok også erkende, at tiden slet ikke er til det i øjeblikket.
Alternative investeringer
En mindre del af min portefølje er investeret i alternative investeringsklasser. Det giver mine investeringer yderligere risikospredning, og jeg ønsker samtidig at udforske og blive klogere på andre typer af investeringer.
I tabellen herunder kan du se mit afkast på alternative investeringer for de seneste fem måneder.
| november 2025 | oktober 2025 | september 2025 | august 2025 | juli 2025 | |
|---|---|---|---|---|---|
| Mintos | -100% | 0,0% | 0,0% | 0,0% | 0,1% |
| Kameo | N/A | N/A | N/A | N/A | -1,6% |
| BTC | -16,1% | -6,9% | 8,9% | -9,1% | 4,7% |
| Samlet | -32,2% | -5,6% | 4,7% | -3,8% | 1,7% |
Jeg vil meget gerne udvide porteføljen med andre alternativer investeringer, så hvis du har markeder, du gerne vil have undersøgt, hører jeg meget gerne fra dig.
Crowdlending
Min portefølje rummer to forskellige platforme inden for crowdlending.
Mintos
Som varslet i sidste opdatering har jeg valgt at lade Mintos udgå af opdateringen fremover, da der alligevel ikke er noget at rapportere om.
Kryptovaluta
Hvis jeg synes, at sidste måneds fald på 6,9 procent var slemt, topper denne måned. Mine Bitcoin falder med 15,9 procent, og de er dermed et godt stykke nede fra toppen.
I denne måned har jeg købt for 5.000 kr. i Bitcoin. Jeg har i denne måned valgt at flytte min kryptovaluta fra Coinbase til Firi.
Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.
Nyt på bloggen
Videoindholdet er stadig i fokus, men desværre har jeg ikke fået udgivet mere indhold i denne måned. Der er dog blevet tid til at opdatere et par artikler:
- Aktiedepot til børn: Sådan investerer du under 18 år
- Hvilken aktieplatform skal du vælge i 2025?
- Nordnets månedsopsparing: Guide, fordele og ulemper
Der er stadig rigtig mange artikler, der trænger til en overhaling, så selvom videoerne er i fokus, er der stadig et stort behov i artiklerne. Det er et behov, som jeg forsøger at navigere i, men med en travl hverdag er det svært at få tid til det hele.
Har du et bud på nogle små nemme videoer, som du gerne vil se, så meld meget gerne ind.
Har du idéer eller forslag til nyt indhold, er du meget velkommen til at skrive det i en kommentar herunder eller fange mig igennem kontaktformularen her.
Personlig udvikling
Denne del af opdateringen fokuserer ikke på økonomi, men derimod på investering i personlig udvikling samt på, hvad jeg gør i min dagligdag for at fremme selvudvikling.
Den sidste periode har været godt belastet med studie, der kører derudaf, godt travlt på jobbet og en hverdag med mange aftaler. Alligevel er der overskud til, at jeg har fokus på min personlige udvikling.
Uddannelsen går rigtig godt, og jeg bliver bedre til at prioritere min tid, så jeg fokuserer på det rigtige i undervisningen. Jeg finder emnerne virkelig interessante, og jeg er stadig rigtig glad for det.
På det seneste har jeg arbejdet på at minimere min skærmtid. Jeg har ikke sat en konkret målsætning, men implementerer vaner og begrænsninger, der får mig til at bruge min telefon mindre.
Af tiltag, jeg har indarbejdet, kan jeg blandt andet nævne begrænsning af skærmtid direkte i de forskellige apps. Her har jeg fast tidsbegrænsning på mail og sociale medier, som gør, at jeg i mindre grad bruger disse apps. Skærmtiden kan ignoreres, men det giver lige en ekstra chance til at fortryde.
Jeg har også indarbejdet en automatisk genvej, der giver min skærm et rødttonet udtryk, der begrænser stimuli, og derfor indirekte gør, at jeg bruger min telefon mindre.
Jeg kan tydeligt mærke, at min koncentration er bedre, når skærmtiden begrænses. Samtidig medfører det også en del spildtid, som kunne være brugt mere fornuftigt og til at være mere nærværende.
Bøger
Læsning er en af de vaner, som jeg forsøger at blive bedre til. Jeg har et mål om at læse minimum 30 minutter om dagen, hvilket jeg stille og roligt arbejder hen imod.
I denne del af opdateringen deler jeg de bøger, som jeg har læst i den forløbende måned, samt et kort resumé af, hvad bogen handler om, og hvad jeg synes om den.
Jeg er glad for, at jeg endnu engang kan meddele, at jeg er kommet igennem en bog, så der er noget at fortælle om. Samtidig er jeg også godt gang i den næste bog, så jeg vil også garantere, at der er nyt i den næste opdatering.
The Daily Stoic

The Daily Stoic er en bog af Ryan Holiday og Stephen Hanselman med en bred introduktion til stoisk filosofi, opdelt i et årsformat med 366 læringer. Jeg har læst bogen i én omgang, hvilket nok ikke er den mest optimale måde at læse bogen på.
Bogen består af et dagligt citat med en tilhørende moderne fortolkning, hvilket jeg finder rigtig interessant. For mig kan det nogle gange være svært at koble en meget filosofisk tilgang til en moderne hverdag.
Tilgangen om at fokusere på hvad du kan kontrollere, er en af de elementer, som jeg finder meget relevante i den stoiske filosofi. Det at kunne kontrollere sine tanker, så man kan bruge energi på det, der faktisk gør en forskel, er en pointe, som jeg selv har haft meget i fokus, også inden jeg stiftede bekendtskab med filosofien.
Alt i alt giver bogen et godt indblik i tanken bag den stoiske filosofi. Min klare anbefaling vil være at læse den, som den er tiltænkt, med en side om dagen, da den stiller store krav til refleksion.
Afrunding
En måned, hvor jeg kommer lidt tilbage på jorden igen, hvor jeg ellers i sidste måned drømte om, hvornår jeg kom i mål med delmål #2. Positiviteten er dog stadig høj, blandt andet fordi jeg kan holde et højt niveau af indbetalinger til porteføljen.
Jeg er glad for at være i mål med badeværelset, hvilket gerne skulle gøre det nemmere at komme af med lejligheden, når den engang skal sælges. Hvornår det er, er også et spørgsmål, der oftest dukker op, fordi planen for de næste par ikke er lagt.
Til næste måned ser jeg frem til, at jeg kan rapportere på året, der er gået, hvor der er mange positive ting at kigge tilbage på.
