Anmeldelse af Nordnets månedsopsparing [2025]

Nordnets månedsopsparing er måske den mest populære måde at investere på som privatinvestor. Hvad er månedsopsparingen, og hvorfor er den så populær? I denne artikel klæder jeg dig på til at afgøre, om den er noget for dig, og hvad der er af fordele og ulemper.

Hvad er Nordnets månedsopsparing?

Månedsopsparingen er et tilbud fra Nordnet, der gør det simpelt at investere dine penge. Den skal ses som en alternativ opsparingskonto. Det er nemlig sådan, at du kan lave en automatisk overførsel hver måned, og så håndterer Nordnet resten. De sørger for, at pengene bliver investeret månedligt.

Månedsopsparingen forudsætter en konto hos Nordnet, som du kan oprette gratis her.

Sådan ser overblikket over månedsopsparingen ud hos Nordnet.

I princippet kan den betragtes som en investeringsrobot, der automatisk køber for dig. De værdipapirer, som du køber gennem månedsopsparingen, vil fremgå på dit depot, som hvis du havde købt dem manuelt. Her er der ingen forskel.

Nordnet tilbyder en masse forskellige investeringsbeviser og ETF’er, som du har mulighed for at købe gennem månedsopsparingen. Den store fordel er, at du køber kurtagefrit, når du køber igennem den. Derfor er udvalget også begrænset, så de har mulighed for at tilbyde købet kurtagefrit.

Normalvis vil det koste en procentsats med minimumsbeløb i købskurtage, men denne omkostning kan du altså spare. Derfor spiller dit investeringsbeløb ingen rolle, da det er gratis uanset hvor meget du investerer.

Du skal dog betale almindelig kurtage, når du sælger dine værdipapirer igen, der er købt igennem Nordnets månedsopsparingen. Du skal altså se det som et værktøj til at købe billigt ind til dit depot.

Fordele

  • Ingen købskurtage
  • Automatisk løbende investering
  • Mulighed for fast bankoverførsel
  • Simpelt koncept
  • Lave omkostninger

Ulemper

  • Begrænset udvalg (dog stadig stort)
  • Kun køb én gang om måneden
  • Valutagebyr
  • Salgskurtage

Månedsopsparingen handles d. 8 i hver måned (eller næstkommende hverdag), og de samler opkøb fra hele puljen på én gang.

Desværre tilbyder Nordnet ikke alle investeringsbeviser og ETF’er på platformen, da de er blevet nødsaget til at begrænse udbuddet for at holde omkostningerne nede. I øjeblikket tilbyder de 50+ investeringsforeninger, så det burde være muligt at finde en fond, der passer dig.

Når du opsætter månedsopsparingen, så har du mulighed for at fordele dit køb af investeringsbeviser. Det er dog ikke altid, at Nordnet rammer fordelingen 100 procent, da købet skal gå op med prisen på værdipapirerne. Den vil dog forsøge at ramme det så præcist som muligt.

  • Nordens største børsmægler
  • Nordnets Månedsopsparing
  • Invester i aktier, fonde og ETF'er

Hvad med SKAT og Nordnets månedsopsparing?

SKAT fungerer helt traditionelt, som hvis du havde købt dine værdipapirer udenfor månedsopsparingen. De værdipapirer, som du investerer i, bliver enten beskattet efter lagerbeskatningsprincippet eller efter realisationsbeskatningsprincippet.

Beskatningen afhænger af, om der er tale om en udenlandsk ETF og om fonden er udbyttebetalende eller akkumulerende. Beskatningen fungerer dog på samme måde, som hvis du selv havde købt dem manuelt.

Jeg har en artikel om emnet investeringsforeninger, hvor jeg går mere i dybden med SKAT. Den kan du læse her.

Hvordan kommer man i gang med Nordnets månedsopsparing?

Inden du springer ud i at investere dine penge gennem Nordnets Månedsopsparing, så skal du først og fremmest have oprettet en konto hos Nordnet. Det kan du gøre her.

Når du har oprettet dig på Nordnet, så har du mulighed for at sætte din månedsopsparing op efter dine ønsker. Afhængig af hvor meget du ved om investeringsforeninger, så kan Nordnets værktøj hjælpe dig mere eller mindre. De har både en funktion, hvor de guider dig ud fra dine valg samt en funktion, hvor du selv har mulighed for vælge.

Nordnets guide hjælper dig med at finde en sammensætning, der passer til dine behov.

Deres guide sammensætter typisk en ret fornuftig fordeling. Den kommer med forslag ud fra din risiko og tidshorisont. Den kan du sagtens bruge, hvis du overhovedet ikke har noget kendskab til hvilken investeringsforening, der passer til dine behov. Jeg mener dog, at den ofte anbefaler en for høj vægtning af danske aktier, men det kan du læse mere om under “Mine tanker” lidt længere nede i artiklen.

Ved at læse lidt op på investeringsforeninger, så kan du dog ret nemt komme frem til en fordeling, der passer dig. Du kan eventuelt starte med at læse min artikel om investeringsforeninger her. Den vil klæde dig godt på.

Når du har igangsat din månedsopsparing, så skal du ikke blive bekymret, hvis den ikke trækker penge med den samme. For at kunne tilbyde dette produkt med lave omkostninger, så handler Nordnet kun én gang om måneden. Det sker d. 8 i måneden (eller næstkommende hverdag), og du kan nå at fortryde indtil dagen. Du kan også nå at tilrette beløbet op til denne dag.

Fakta

  • Der handles d. 8 i måneden (eller næstkommende hverdag)
  • Maksimalt 50.000 kr. om måneden
  • Minimum 500 kr. om måneden
  • Brug Nordnets guide eller vælg din egen fordeling
  • Beløb kan rettes helt op til købsdatoen

Du kan med fordel lave en fast overførsel fra din bankkonto til dit depot hos Nordnet, og så kører det automatisk herfra.

Når kalenderen rammer d. 8 i måneden, så vil månedsopsparingen reservere et beløb, der passer med det, du har sat af. Det kan dog variere med 10 procent, så den kan ramme din fordeling så godt som muligt. Sætter du beløbet højere end det, der står på depotet, så vil Nordnet købe ind for så meget som muligt op til grænsen. Har du kredit hos Nordnet, så kan dette ikke bruges til månedsopsparingen.

Du kan maksimalt investere for 50.000 kr. om måneden igennem platformen.

Du skal ikke blive nervøs, hvis Nordnet har trukket penge på dit depot, men du endnu ikke kan se de investeringsforeninger, som du har valgt. Dine nyindkøbte værdipapirer kan oftest først ses om aftenen eller senest dagen efter. Det skal dog lige slå igennem i Nordnets systemer, da månedsopsparingen køber mange gange spredt ud over hele dagen. Nordnet reserverer derfor beløbet i starten af dagen, men det kan være, at der først bliver købt ind om aftenen.

  • Nordens største børsmægler
  • Nordnets Månedsopsparing
  • Invester i aktier, fonde og ETF'er

Videogennemgang af månedsopsparingen

Herunder kan du finde en videogennemgang af månedsopsparingen, hvor du kan få en lidt bedre idé om, hvordan tingene fungerer.

Bemærk at videoen er af ældre dato, og månedsopsparingen har ændret udseende siden da.

Mine tanker og anbefalinger

For at være helt ærlig, så er Nordnets månedsopsparing et fantastisk produkt. Det er simpelt, billigt og en rigtig smart måde at investere på. Når månedsopsparingen er klargjort, så er det blot et spørgsmål om, at du laver en fast overførsel hver måned, og så er du i gang med at investere dine penge så let som ingenting.

Samtidig giver den også mulighed for, at du kan variere dit beløb. Har du 10.000 kr. den ene måned, mens du kun har 5.000 kr. i den anden måned, så spiller det ingen rolle. Du låser dig ikke fast til et beløb, som du skal investere.

Igennem månedsopsparingen investerer du i investeringsforeninger, hvilket er super fornuftigt. Det sikrer dig et bred spredning uden det store arbejde med lave omkostninger. For en gør-det-selv-investor så er det en rigtig god måde at investere på.

Men hvad skal du så investere i med Nordnets månedsopsparing? Jeg vil klart anbefale dig, at du finder en global, passiv investeringsforening, der betaler udbytte. Det sikrer dig de mest optimale vilkår for at få et gennemsnitligt afkast samtidig med, at det er den mest optimale skattesituation for de fleste almindelige danskere. Det er dog vigtigt, at du tager din tidshorisont i betragtning, og det er ikke altid, at det er fornuftigt for dig kun at investere i aktier.

Har du en længere tidshorisont på +10-15 år, så vil jeg klart anbefale, at en stor del af dine midler er placeret i aktier. Har du en lavere tidshorisont, så kan du supplere op i fond med fokus på obligationer for at minimere din risiko.

Et eksempel kunne være SPVIGAKL (link til Sparinvests hjemmeside), der udbydes af Sparinvest. Den afspejler verdensindekset MSCI ACWI, der indeholder aktier fra 50 forskellige lande. Det er et af de bredeste indeks, der findes.

Disse lande indgår i verdensindekset MSCI ACWI.

Hvis du vælger at investere i så bredt et indeks, så er du sikker på, at du er repræsenteret i en lang række forskellige lande, sektorer og selskaber. Det gør, at din risikospredning er ekstremt højt. I skrivende stund indeholder SPVIGAKL over 850 forskellige selskaber. Du kan altså købe dig ind i 850 forskellige selskaber for bare 500 kr.

SPVIGAKL er blot et eksempel på en bred investeringsforening, og der findes en lang række forskellige fonde, der er tilgængelige via Nordnets månedsopsparing.

Jeg vil altid opfordre til, at en bred forening fylder en stor del af din portefølje. Du kan godt supplere op med en fond med grønne aktier, teknologi aktier eller lignende, men jeg ville holde nichespecifikke forord under 20 % af din samlede investering.

Månedsopsparingen er også velegnet til børneopsparing, da den automatisk kan investere løbende, som der bliver sat penge ind. Den har dog ikke de samme skattemæssige fordele som en traditionel børneopsparing. I dette tilfælde vil der blot være tale om et aktiedepot til mindreårige.

Har du kommentarer eller spørgsmål til min investering hos Nordnet, så skal du være kommen til at smide en kommentar herunder.

  • Nordens største børsmægler
  • Nordnets Månedsopsparing
  • Invester i aktier, fonde og ETF'er

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er Nordnets Månedsopsparing?

Nordnets månedsopsparing er en service hos Nordnet, der automatisk investerer dine penge hver måned i investeringsforeninger og ETF’er.

Hvad er en månedsopsparing?

En månedsopsparing hos Nordnet er en gratis service, der automatisk køber investeringsforeninger og ETF’er for dig månedligt.

Hvad koster det?

Den store fordel ved månedsopsparingen er, at den er gratis. Samtidig så betaler du ingen købskurtage.

Hvilke fonde kan jeg vælge på månedsopsparingen?

En af årsagerne til, at de kan holde omkostningerne nede er, at de har valgt at begrænse udvalget. Der er dog rigeligt at vælge imellem.

Hvad er minimumsbeløb på Nordnets månedsopsparing?

Minimumsbeløbet er på 500 kr.

Hvad er maksimumsbeløb på Nordnets månedsopsparing?

Du kan maksimalt investere for 50.000 kr. om måneden.

Hvad kan du handle igennem Nordets månedsopsparing?

Du kan vælge mellem en række forskellige fonde, obligationer og ETF’er.

Hvornår køber Nordnets månedsopsparing?

Månedsopsparingen køber d. 8 i hver måned. Hvis d. 8 falder på en dag, hvor markederne er lukket, så handles der den næstkommende handelsdag.

Hvilken dato handler Nordnets månedsopsparing?

Månedsopsparingen handler d. 8 i måneden. Hvis d. 8 falder på dag, hvor børserne er lukket, så handles der på den næste handelsdag.

Hvornår trækker Nordnets månedsopsparing penge?

Pengene reserveres om morgenen på handles dagen, og når dagen afsluttes vil beløbet blive trukket.

Betaler jeg valutagebyr, når jeg handler igennem Nordnets månedsopsparing?

Ja, hvis du handler i et værdipapir, der er ikke er opgjort i danske kroner.

Hvilke fonde er de bedste til Nordnets månedsopsparing?

Der er ingen fonde, der nødvendigvis er de bedste at købe på månedsopsparingen. For de fleste vil danske udbyttebetalende investeringsforeninger skattemæssigt være at foretrække.

Dette indlæg er udarbejdet med støtte fra denne side om at låne penge

Foto af Frederik Askov Storm
Om Frederik Askov Storm
Ung forfatter, bygningskonstruktør og iværksætter med stor interesse for investering. Jeg har drevet Ung med penge siden 2018, hvor jeg har delt ud af mine erfaringer på min rejse mod økonomisk uafhængighed.

Du kan læse mere om mig her.
111 kommentarer til “Anmeldelse af Nordnets månedsopsparing [2025]
  • Hej
    Angående muligheder for at vælge en kategori feks spil udvikler(EA, NTES, tencent) eller robot teknologi. Er det muligt med Nordnet at vælge sådanne muligheder?

    • Hej Oliver,

      Tak for din kommentar.

      Det er desværre ikke en mulighed med Månedsopsparingen, da det kun er enkelte ETF’er, investeringsforeninger og lignende. I forhold til, om du kan købe dem igennem Nordnet, så er det nemmeste at tjekke direkte på deres hjemmeside. Jeg ved, at Electronic Arts er en mulighed, og at det også er muligt at købe ind i robotaktier. Tencent er desværre ikke en mulighed gennem Nordnet.

      Har du andre spørgsmål, så bare fyr løs.

      Bedste hilsner
      Frederik

  • Fremragende post selvom jeg er rimelig godt inde i det selv – jeg har dog ét spørgsmål:

    – Hvor kommer det “udbytte”, som du omtaler, altså afkastet af din obligation, hen? Kan man klikke på et felt, så den markerer, at det bliver reinvesteret, eller er det noget man skal gøre manuelt selv?

    På forhånd tak!

    • Hej Philip,

      Mange tak!

      Udbyttet tilgår det depot, som du har købt aktien/investeringsforeningen igennem. Det bliver automatisk reinvesteret løbende, som hvis du selv havde overført penge til dit depot. Så det er der ikke meget arbejde i 🙂

      Spørg løs, hvis du har andre spørgsmål.

      Bedste hilsner
      Frederik

      • Hej
        Tak for spændende indlæg.
        Hvad gør du egentlig i forhold til SU? Kan læse at du har udbytte aktier, men risikerer du så ikke at skulle betale SU tilbage?
        Ved du hvad man skal investere i for at undgå dette?

        /Claus

        • Hej Claus,

          Aktieindkomst under progressionsgrænsen tæller ikke med i opgørelsen af indkomst, der kan modregnes i SU. Med et afkast på 7 % skal jeg have en portefølje på over 800.000 kr., før det bliver et problem.

          Bedste hilsner
          Frederik

      • Hej Frederik,
        Kan du ikke uddybe denne “reinvestering” du taler om, idet Nordnet i dag skriver de ikke reinvesterer, og at man maks. kan investere for 10% over den faste beløb for sin månedsopsparing.
        VH Marlene

        • Hej Marlene

          Det er egentlig ret simpelt. Månedsopsparingen fungerer på den måde, at den investerer for det beløb, som du sætter den til, hvis du har dem på dit depot.

          Lad os antage, at du sætter 5.000 kr. over månedligt. På månedsopsparingen har du sat din grænse til 8.000 kr. Løbende vil månedsopsparingen så købe op for det beløb, som du sætter ind.

          Når du så en gang i mellem modtager udbytte fra en investeringsforening, så ryger den ind på dit depot. Modtager du fx 1000 kr. i udbytte, så vil månedsopsparingen bruge dette beløb til at købe op i næste måned, såfremt det er under din grænse for månedsopsparingen.

          Giver det mening?

          Bedste hilsner
          Frederik

  • Hej Frederik,
    Først og fremmest rigig fin post.

    Jeg har lige et hurtigt spørgsmål angående denne metode og din drøm om fremtidig økonomisk uafhængighed igennem aktieudbytte. Hvilke muligheder indenfor (månedsopsaringsfunktion) er der her for invisteringer i fx. “REITS”, udbyttebetalende invisteringsfonde, indexfonde der betaler udbytte mm. 🙂

    Mvh,
    Thor

    • Hej Thor,

      Mange tak for din kommentar.

      I månedsopsparingen vil du kun kunne finde investeringsforeninger og ETFer. SPIGLAMRIKL, som jeg investerer i, er blot en af mange udbyttebetalende investeringsforeninger, som du kan finde gennem månedsopsparingen.

      REITs er desværre ikke en mulighed, så der ville jeg kigge efter en aktiesparekonto i stedet. Her kan jeg kun anbefale Saxo Bank, da det er der, hvor du har lavest kurtage, når du handler enkelt aktier. Samtidig med opnår du også en lavere beskatning på dit udbytte gennem aktiesparekontoen.

      Har du flere spørgsmål, så sig til.

      Bedste hilsner
      Frederik

  • Hej Frederik 🙂
    Spændende artikel!
    Jeg har et spørgsmål til udbytte
    Skal du betale skat af dit udbytte eller slipper du for at betale skat, når du geninvesterer?
    Venlig hilsen Jonas

    • Hej Jonas,

      Tak for din kommentar.

      Du bliver beskattet af dit udbytte, når du modtager det. Du sparer altså derfor ingen skat, når du geninvesterer.

      Bedste hilsner
      Frederik

  • Hej Frederik,

    Hvordan beregner jeg, hvor meget SPARINDEX GLOBAL MIN RISK udbetaler i udbytte? Eller, hvor mange penge skal jeg have stående for at få X kr. i udbytte om året?

    https://www.sparinvest.dk/afdelinger/indeks/index%20global%20aktier%20min%20risiko%20kl.aspx

    Hvordan regner jeg alle omkostningerne ud ved at investere i SPARINDEX GLOBAL MIN RISK gennem månedsopsparingen (Nordnet, Sparinvest, Skat), når jeg på et tidspunkt vil hæve penge?

    • Hej Peter,

      Vi kan ikke beregne afkast – vi kan kun kigge på historik. Det er svært at spå om, men der er heldigvis masser af data på området.
      Gennemsnitligt bør man kunne regne med 7 % om året i afkast på en investeringsforening som SPIGLMARIKL. Der er dog masser af data, der understøtter, at det er mere realistisk at regne med en SWR (Safe Withdrawel Rate) på 4 %. Det vil altså sige, at du hvert år kan trække 4 % ud af dine investeringer (i 98 % af scenarierne) uden at løbe tør. Det betyder, at du bør kunne klare dig igennem diverse kriser ved at holde dig til dette, da andre års bull-market bør reparere disse “skader”.

      Af de 4 % skal du selvfølgelig også trække skat fra. Afhængig af din skattesituation vil denne altså svinge fra 27 % til 42 %. Det skal du også have med i din betragtning.

      Sig til, hvis du har andre spørgsmål eller andet, jeg kan være behjælpelig med.

      Bedste hilsner
      Frederik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *