Indeksfonde for begyndere: Sådan investerer du i passive fonde i 2025

Index investering er inden for de sidste par år blevet rigtig populært. Flere og flere almindelige investorer får øjnene op for, hvor nemt det er at investere, hvis du vælger at investere i indeksfonde.

En indeksfond er en type investeringsforening, der forsøger at følge et bestemt aktieindeks. Det kunne fx være det danske C25-indeks. Indeksfondens målsætning er at afspejle det pågældende indeks’ udvikling.

I denne artikel vil jeg gennemgå hvad en indeksfond er og hvorfor du bør vælge en passiv indexfond. Samtidig gør jeg dig også klogere på, hvordan du kommer i gang med at investere i dem.

Index investering - Kom i gang med indeksfonde

Hvad er en indexfond?

En indeksfond er en type investeringsforening, der forsøger at matche udviklingen i et givent aktieindeks gennem passiv investering. Et aktieindeks er en samling af udvalgte aktier (f.eks. C25), der tilsammen viser den generelle kursudvikling for en bestemt del af aktiemarkedet.

En indeksfond investerer i de samme aktier som indekset med den samme vægtning, så udviklingen i indeksfonden gerne skulle matche udviklingen i det pågældende indeks.

Kort fortalt fungerer det sådan, at en forening køber bredt op i et indeks:

  • Foreningen har en stor sum penge takket være en masse investorer
  • De køber bredt op i et indeks svarende til fordelingen, så de køber mange forskellige aktier
  • Du (som investor i investeringsforeningen) ejer dermed indirekte en lille del af en masse aktier i det pågældende indeks

Den brede fordeling, der afspejler fordelingen i indekset, gør, at hvis indekset stiger med 2 procent, så vil foreningen følge denne udvikling, da dens aktier repræsenterer nogenlunde samme fordeling som indekset.

Der vil være forskel på afkastet i et givent indeks og en investeringsforening, der følger dette, da de ikke altid kan ramme fordelingen præcist. Det er ikke altid 1-til-1, men investeringsforeningen vil oftest følge indekset udvikling meget tæt.

På den måde kan du opnå et gennemsnitligt afkast på din investering i forhold til det afkast, som det givne indeks har genereret. Hvis du ejer en C25-indeksfond, vil du forventeligt opnå det samme afkast som C25.

C25 er dog blot et enkelt aktieindeks. Det er også populært at følge andre aktieindeks som f.eks. det største amerikanske aktieindeks kaldet S&P 500. Det indeholder de 500 største selskaber i USA. Du kan også finde et verdensindeks som f.eks. MSCI ACWI, der afspejler udviklingen i aktiemarkedet på tværs af 50 forskellige lande. Der er mange muligheder, og det handler om, hvilket aktieindeks som du gerne vil følge.

Aktiv investeringsforening vs indeksfonde

Går du i banken og beder dem om at hjælpe dig med at investere dine penge, vil de oftest foreslå en investeringsforening. Deres udgangspunkt vil formentlig være at foreslå en aktiv investeringsforening. Det er en type investeringsforening, der forsøger at opnå et højere afkast end et givent aktieindeks.

For at få et højere afkast, kræver det, at investeringsforeningen handler ofte. Det er forbundet med større omkostninger samt kræver væsentlig flere medarbejdere, da investeringsforeningen hele tiden skal vurdere køb og salg af forskellige aktier.

For nogle aktive investeringsforeninger kan de årlige omkostninger være helt op til 2-3 procent. Det lyder nok ikke af meget, men det bliver det i længden, når du tager renters rente i betragtning.

Statistikker viser dog, at i størstedelen af tilfældene opnår de aktive investeringsforeninger ikke det samme afkast som det givne aktieindeks. De kan typisk lykkes med at have et afkast over det pågældende aktieindeks, men når afkastet renses for omkostninger, ender de oftest lavere.

Derfor virker det også mærkeligt, at bankerne vælger at anbefale de aktive foreninger. Årsagen skal formentlig findes i, at bankerne i mange tilfælde modtager en økonomisk bonus for at henvise forbrugere til en given investeringsforening. Dermed er det attraktivt for bankerne at anbefale de dyre investeringsforeninger.

Anbefalet af mig Start din investering med SaxoInvestor Opret dig her →

Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.

SaxoInvestor

ETF vs indeksfond: Hvad er forskellen?

Grundlæggende set er en indeksfond en type investeringsforening. ETF bruges typisk om udenlandske investeringsforeninger. Du kan derfor finde både danske investeringsforeninger med fokus på indeks og indeks-ETF’er.

Den store fordel ved indeks-ETF’er er, at udvalget er markant større, og omkostningerne er lavere. Den store ulempe vil for de fleste være beskatningen, der er mindre attraktiv end for danske indeksfonde.

For en dansk investeringsforening afhænger beskatningen af, om den udbetaler udbytte:

  • Er den udbyttebetalende, beskattes den efter realisationsprincippet som aktieindkomst.
  • Er den akkumulerende, beskattes den efter lagerprincippet som kapitalindkomst.

For en ETF afhænger beskatningen af, hvad ETF’en investerer i, og om den står på SKATs positivliste.

  • Er den aktiebaseret og godkendt af SKAT, beskattes den som aktieindkomst. Se listen her
  • Er den ikke på positivlisten, beskattes den som kapitalindkomst – også selvom den indeholder aktier.

Generelt vil en ETF være lagerbeskattet, uanset om den er akkumulerende eller udbyttebetalende. Du kan læse mere om skatteforholdene længere nede i artiklen.

Fordele og ulemper ved indeksinvestering

Den store årsag til, at index investering vinder frem er, at det er virkelig nemt. Du køber blot en passiv fond, der afspejler et givent indeks, og så læner du dig bare tilbage. Du skal ikke forholde dig til løbende køb og salg af enkelte aktier, da foreningen selv sørger for at rebalancere løbende, så den hele tiden har den korrekte fordeling.

De store fordele ved at investere i indeksfonde er

  • Spredning: Du opnår stor spredning i forhold til at investere i enkelte aktier i det pågældende indeks.
  • Det er nemt: Du køber blot et enkelt bevis frem for flere forskellige værdipapirer
  • Du fjerner dig selv fra ligningen: Du sparer tid, du skal ikke holde dig opdateret og du slipper for at træffe dårlige beslutninger.

Du kan vælge at købe løbende op (f.eks. månedligt) i et indeks, men du kan også vælge at købe op i større bider, hvis du har sparet op. Det er svært at sige, hvad der er bedst, men så længe du er langsigtet, betyder det ikke det store.

Har du et større beløb til rådighed, peger statistikken på, at det kan give bedst mening at smide mest muligt ind på én gang. Det øger dog også din risiko, såfremt der skulle ske en korrektion i aktiemarkedet kort efter, du har handlet.

De fleste kombinerer indeks investering med dollar cost averaging, hvor de løbende investerer et fast beløb med faste mellemrum uanset markedsprisen for at sprede risikoen over tid. Oftest sker dette månedligt, hvor folk sætter penge af til investering.

Den primære ulempe er, at du betaler en omkostning for alle de fordele, som du oplever. Det opgøres i årlige omkostninger. En indeksfond bør ikke have en årligeJa omkostninger højere end 0,5 procent. Er det tilfældet, bør du kigge efter andre alternativer.

Sådan vælger du den rigtige fond

Inden du springer direkte ud i index investering, så er der en række ting, som du skal være opmærksom på. Selvom det er nemt at gå til, er der nogle faldgruber, du bør overveje.

Din tidshorisont

Det er vigtigt, at du er langsigtet, når du investerer i indeksfonde, fordi aktiemarkederne går op og ned hele tiden. Investerer du med en kort tidshorisont, kan du risikere, at dine penge har tabt værdi, når du trækker dem ud.

Har du en langsigtet tidshorisont, peger al historisk evidens på, at aktiemarkedet over tid vil stige. Der vil dog være udfald på vejen, men her hjælper det at være langsigtet, så udviklingen kan nå at vende.

Fokus på omkostninger

Det er også vigtigt, at du vælger en passiv indeksfond fremfor en aktiv investeringsfond. Denne type har de laveste omkostninger, og det har stor betydning for renters rente over tid.

Lad mig komme et eksempel. Lad os sige, at der er to forskellige investeringsforeninger.

Den ene (fond 1) har en ÅOP på 0,5 procent, og den anden (fond 2) har en ÅOP på 2,0 procent.

Aktive investeringsforeninger er som oftest væsentligt dyre end passive investeringsforeninger.

Det interessante er her, at fond 2 hvert år skal opnå et afkast, der er 1,5 procent højere end fond 1 for at præstere det samme.

Anbefalet af mig Start din investering med SaxoInvestor Opret dig her →

Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.

SaxoInvestor

Der vil være nogle scenarier, hvor en aktiv investeringsforening kan betale sig, men de historiske data indikerer, at aktive fonde har svært ved at udkonkurrere de passive fonde, da de skal være så meget bedre (afkast som indeks + højere omkostninger).

Du slipper desværre ikke for omkostninger, men kan du holde dem på 0,5 procent eller under om året, er det rigtig fornuftigt. Det er i hvert fald billigt sluppet for så stor en spredning, som du opnår igennem en fond.

Spredning

Du bør også overveje hvor stor en spredning, du gerne vil have. Vælger du en fond, der afspejler C25, har du som udgangspunkt en fin spredning. Dog er du kun eksponeret mod Danmark. Hvis det pludselig går dårligt for Danmark, vil det også afspejles i indekset.

Der er også en del sektorer, der ikke er repræsenteret i det største aktieindeks C25. Du øger derfor din risiko ved kun at investere i Danmark, da det er et lille geografisk område samtidig med, at der er begrænset eksponering mod forskellige sektorer.

Jeg vil derfor klart anbefale, at du kigger efter et bredere indeks. Jeg forsøger selv at afspejle verdensindekset MSCI ACWI i min portefølje med udbytteaktier. Det gør jeg for, at jeg er så bredt eksponeret som muligt. Samtidig investerer jeg også i forskellige indeksfonde, der matcher MSCI ACWI.

MSCI ACWI er et globalt aktieindeks (også kaldet verdensindeks), der dækker over 2.800 selskaber fra både udviklede og emerging markets i mere end 20 lande. Den store fordel ved at investere i et verdensindeks er, at du opnår en enorm spredning samtidig med, at du er garanteret et markedsafkast set over hele verden.

Liste med de bedste indeksfonde

For at gøre det lidt mere overskueligt har jeg samlet en liste herunder med en blanding af danske indeksfonde og udenlandske ETF’er inden for forskellige sektorer. Vælger du en af indeksfondene på listerne, rammer du ikke helt ved siden af. Listerne omfatter de mest populære indeksfonde blandt danske investorer. Fælles for dem alle er, at de har lave omkostninger i forhold til konkurrenter.

Inden du vælger en fond at investere i, er det vigtigt, at du har styr på, hvad der giver bedst mening for dig i forhold til SKAT. Det kan du læse mere om senere i artiklen.

Indeksfonde med fokus på MSCI ACWI

MSCI ACWI dækker både udviklede og emerging markets i over 20 lande blandt andet USA, Japan, Storbritannien, Kina og Indien. Indekset består af over 2.800 aktier og giver bred global eksponering.

  • Sparindex INDEX Globale Aktier
  • Storebrand Indeks – Alle Markeder A5
  • iShares MSCI ACWI ETF USD Acc
  • Amundi Prime All Country World UCITS ETF Acc

Indeksfonde med fokus på MSCI World

MSCI World består af aktier fra 23 udviklede lande blandt andet USA, Japan, Storbritannien og Europa. Det inkluderer omkring 1.500 selskaber og ekskluderer emerging markets.

  • Danske Inv Global Indeks
  • Sparinvest INDEKS Globale Aktier Min. Risiko
  • iShares Core MSCI World UCITS ETF
  • Lyxor Core MSCI World (DR) UCITS ETF – Acc

Indeksfonde med fokus på MSCI Emerging Markets

MSCI Emerging Markets indeholder aktier fra over 20 udviklingslande, blandt andet Kina, Indien, Taiwan, Brasilien og Sydafrika. Det giver eksponering mod højere vækst, men også højere risiko.

  • Sparindex INDEX Emerging Markets
  • iShares Core EM IMI UCITS ETF USD (Acc)
  • Lyxor MSCI Emerging Markets UCITS ETF – Acc

Indeksfonde med fokus på S&P 500

S&P 500 indeholder de 500 største børsnoterede selskaber i USA, som fx Apple, Microsoft og Amazon. Det er et af verdens mest fulgte indeks og repræsenterer ca. 80 procent af den amerikanske markedsværdi.

  • Danske Invest USA Indeks – indeholder dog også amerikanske aktier udenfor S&P 500
  • iShares Core S&P 500 UCITS ETF

Danske indeksfonde med fokus på C25

C25 består af de 25 mest omsatte danske aktier på Nasdaq Copenhagen, som f.eks. Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærsk og Vestas. Det giver eksponering mod det danske marked og de største selskaber herhjemme.

  • Danske Inv Danmark Indeks – indeholder dog også danske aktier udenfor C25
  • Sparindex INDEX OMX C25

Hvordan kommer du i gang med indeksfonde?

Før du går i gang med indeks investering, bør du lægge en simpel investeringsstrategi. Den skal hjælpe dig med at holde kursen, så du kommer sikkert i mål.

  • Tidshoriont: Hvornår skal du bruge pengene igen? Er din tidshorisont 1-5 år, ville jeg være påpasselig med at investere i aktier. Her er risikoen for kortsigtede tab ganske enkelt for stor.
  • Risiko: I hvor høj grad har du brug for pengene? Jo længere din tidshorisont er, desto mere risiko kan du typisk tillade dig at tage. Det handler om at finde en balance, du kan sove roligt med.
  • Sund fornuft Har du dyr gæld, du burde afdrage på først? Har du en opsparing til uforudsete udgifter?

Det er punkter, du som minimum bør overveje, inden du begynder at investere.

Der er flere forskellige muligheder for at komme i gang. Som platform vil jeg anbefale, at du vælger enten Nordnet eller Saxo Bank. Det er de to største danske mæglere, og jeg synes, at de tilbyder klart det bedste produkt på markedet.

Begge platforme tilbyder en månedsopsparing, hvor du løbende kan investere i udvalgte indeksfonde uden omkostninger. Du laver blot en overførsel, og så køber platformen automatisk op for dig. De tilbyder også begge muligheden for at oprette en aktiesparekonto. Det er en aktiekonto med en fast beskatning på 17 procent, som du kan læse mere om i næste afsnit.

Der er forskellige fordele og ulemper ved de forskellige platforme, og du bør sætte dig ind i den pågældende platform, før du investerer. Det kan godt variere, hvad der er det bedste valg for den enkelte person.

Skat på indeksfonde – lagerbeskatning, realisation og aktiesparekonto

Når vi er bosat i Danmark, kan vi ikke komme udenom beskatning. Det er desværre ikke helt lige til. I det danske skattesystem kan en indeksfond beskattes efter lagerbeskatningsprincippet eller realisationsbeskatningsprincippet.

Ved lagerbeskatning betaler du skat af årets gevinst hvert år, selvom du ikke har solgt. Samtidig får også fradrag hvert år for tab. Denne type beskattes som kapitalindkomst.

Ved realisationsbeskatning betaler du skat af din gevinst, når du sælger dine investeringsbeviser. Du vil ligeledes først få fradrag, når du har solgt. Denne type beskattes som aktieindkomst.

Generelt skelnes der mellem aktive/passive, akkumulerende/udbyttebetalende og danske/udenlandske fonde – det skal ikke være nemt.

Anbefalet af mig Start din investering med SaxoInvestor Opret dig her →

Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.

SaxoInvestor

Hvorvidt fonden er aktiv eller passiv har ikke indflydelse på beskatningen. Det er blot omkostningerne, du skal være opmærksom på.

Overvejer du udenlandske investeringsforeninger, bør du læse denne artikel om ETF investering. De er som udgangspunkt altid beskattet ved lagerbeskatning. Er den aktiebaseret (som de fleste indeksfonde er), så vil den være beskattet som aktieindkomst. Er den ikke, så vil være beskattet som kapitalindkomst. Det er blot en hovedregel.

For danske indeksfonde afhænger beskatningen af, om fonden er udbyttebetalende eller akkumulerende. Betaler fonden ikke udbytte, vil den være beskattet efter lagerbeskatningsprincippet. Er der tale om en aktiebaseret fond, så vil den være beskattet som aktieindkomst – er den ikke, så vil det være kapitalindkomst.

Er den derimod udbyttebetalende, vil den være beskattet efter realisationsprincippet. Her vil den være beskattet som aktieindkomst. Her skal du dog løbende betale skat af det udbytte, som du modtager.

Konklusion

Generelt set vil de fleste indeksfonde for aktier være beskattet som aktieindkomst. En udenlandsk fond vil som hovedregel være beskattet efter lagerbeskatningsprincippet. Det samme gør sig gældende for en dansk fond, hvis den er akkumulerende. Er den udbyttebetalende, så vil det være efter realisationsbeskatning.

For den almene dansker vil realisationsbeskatning være at foretrække, da du på den måde kan opnå et afkast af den udskudte skat. Aktieindkomst vil også være at foretrække, da beskatningen oftest er lavere end for kapitalindkomst. Her er skattesatsen 27 procent op til 67.500 kr. (2025), hvorefter den stiger til 42 procent.

En anden mulighed er aktiesparekontoen, der er lagerbeskattet med en skatteprocent på 17 procent. Her kan du dog kun placere fonde, der er beskattet som aktieindkomst. Den vil for de fleste være at foretrække, da den lave skattesats gør den meget attraktiv.

Da kontoen uanset hvad er lagerbeskattet, kan du med fordel vælge en akkumulerende fond. Så sparer du omkostningerne til geninvestering af modtaget udbytte. De fleste kigger efter en udenlandsk ETF, da de oftest har lavere omkostninger end de danske indeksfonde.

Afrunding

Indeksinvestering er bestemt en fornuftig metode at investere sine penge på. Du slipper for besværet samtidig med, at du opnår et markedsafkast uden de store omkostninger. Det må siges at være meget attraktivt.

Har du spørgsmål eller kommentarer til investering i indeksfonde, er du meget velkommen til at skrive en kommentar herunder.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en indexfond?

En indeksfond er en gruppe af værdipapirer – f.eks. – aktier, hvor du køber en lille bid af alle de værdipapirer, der er i fonden.

Hvad er en passiv indeksfond?

En passiv investeringsforening er en forening, der ikke handler aktivt. Fonden vil balancere porteføljen regelmæssigt, men der bliver ikke købt og solgt aktier frem og tilbage som med en aktiv investeringsforening.

Hvad er fordelen ved en indeksfond?

Den store fordel ved en indexfond er, at du opnår en bred spredning med selv en lille investering.

Hvad er forskellen på en ETF og en indeksfond?

Overordnet set er det samme princip for en ETF og en indeksfond. ETF bruges ofte som betegnelse for en udenlandsk investeringsforening. En ETF er dog ikke altid en indeksfond.

Hvordan beskattes en indeksfond?

En dansk indeksfond, der investerer i aktier, beskattes efter realisationsbeskatningsprincippet, hvis der er tale om en udbyttebetalende investeringsforening. En dansk indeksfond, der investerer i aktier, der er akkumulerende, bliver beskattet efter lagerbeskatningsprincippet.
Foto af Frederik Askov Storm
Forfatter, foredragsholder, bygningskonstruktør og stifter af Ung med penge
Har du et spørgsmål? Stil det her!

Din e-mail vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

13 kommentarer til “Indeksfonde for begyndere: Sådan investerer du i passive fonde i 2025
  • Hej Frederik,

    Hvis jeg investerer i fire fonde, som fx har følgende ÅOP
    0,40
    0,55
    0,53
    0,53
    hvordan beregner jeg så den samlede ÅOP?

    På forhånd mange tak

    • Hej Ebie

      Helt lavpraktisk kan du vægte ÅOP med den vægtning, som du har investeret i. Du skal dog vide, at det ikke giver det helt korrekte estimat (grundet mulig forskel i ind- og udtrædelsesomkostninger), men det giver helt sikkert et godt fingerpeg.

      Bedste hilsner
      Frederik

  • Kære Frederik, jeg er helt ny ud i dette med investeringer, og tænker kun det er klogt at begynde nu, da jeg har solgt min lejlighed.

    2 spørgsmål, er det klogt at sætte det hele i F.eks sparindeks, ?
    da jeg ikke selv får gjort noget aktivt.

    Og andet ? Ved du om sparindeks også handler med obligationer? Måske dumt ?

    På forhånd tak for at gøre noget meget kompliceret lettere at forstå.
    Heidi

    • Hej Heidi

      Hvis du vælger en bred indeksfond hos Sparindeks, er det intet i vejen for at placere det hele her. Det er en god langsigtet måde at investere på. Du skal dog være opmærksom på din risikoprofil og hvor meget, du kan tåle at tabe samt tidshorisont for, hvornår du vil bruge pengene. Det kan sagtens være fordelagtigt at supplere med obligationer for at nedbringe risikoen.

      Bedste hilsner
      Frederik