I et land som Danmark er samfundet bygget op på, at vi alle betaler skat. Derfor betales der også skat på aktier, hvilket man bør have for øje, når man investerer. Det gælder om at skatteoptimere mest muligt, så du får det højest mulige afkast.
Der findes to måder at beskatte aktier på i Danmark: lagerbeskatning og realisationsbeskatning. De to metoder adskiller sig markant, og det er derfor vigtigt at kende forskellen, når du investerer i aktier, fonde, obligationer eller lignende. Hvordan du bliver beskattet, afhænger af, hvad du investerer i.
I denne artikel gennemgår jeg de to metoder for aktiebeskatning samt skattesatserne i 2025, reglerne for udbytteaktier, udenlandske aktier og ETF’er.
Indholdsfortegnelse
Hvad er aktieindkomst?
Aktieindkomst forstås som en indkomst, der er opnået ved et afkast af aktier enten ved gevinst ved salget af værdipapiret eller ved udbetaling af udbytte fra værdipapiret. Du kan have positiv eller negativ aktieindkomst, afhængigt af om du opnår gevinst eller tab på dine aktieinvesteringer. Aktieindkomst dækker både fortjeneste og tab på danske og udenlandske aktier.
For at vide om dit værdipapir bliver beskattet efter reglerne om aktieindkomst, skal du vide, hvilken type værdipapir det er. Har du investeringsbeviser, så afhænger det af, hvordan disse er opbygget. Er de baseret på værdipapirer i aktier, så er der tale om aktieindkomst. Er de derimod baseret på værdipapirer i obligationer, så er der tale om kapitalindkomst, hvilket ikke er omfattet af disse regler. Disse regler gælder desuden udelukkende frie midler og ikke midler i pensionsordninger eller selskaber.
Hvad er skattesatserne for aktier i 2025?
I 2025 ser skatten for positiv aktieindkomst således ud:
- 27 procent for de første 67.500 kr. (61.000 kr. i 2024)
- 42 procent af det resterende beløb
Er du gift, så vil skatten for positiv aktieindkomst i 2025 se således ud.
- 27 procent af de første 134.000 kr. (122.000 kr. i 2021)
- 42 procent af det resterende beløb
Der er altså en progressiongrænse efter de første 67.500 kr, mens ægtepar har en dobbeltprogressionsgrænse på 134.000 kr. Dette gælder kun, hvis ens ægtefælle ikke har aktieindkomst.
Indberetning af aktieindkomst
Beskatningsgrundlaget opgøres efter forskellen på tabet i aktieindkomsten og gevinsten i aktieindkomsten. Altså tabet fra aktier, gevinsten fra aktier og eventuelt udbytte fra aktier. Her gælder altså forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Hvordan satserne ser ud, kan du se længere nede.
For at kunne få fradrag for eventuelle tab, skal SKAT være klar over det. Siden 2010 har det været et krav, at danske banker og mæglere skal indberette alle aktiehandler til SKAT, så dette burde ikke være noget problem. De fleste danske banker og investeringsplatforme har automatisk indberetning til SKAT. Dog er det stadig dit ansvar, at din bank/mægler gør dette korrekt.
Hvad er lagerbeskatning?
Lagerbeskatning betyder, at du hvert år beskattes af gevinst eller får fradrag for tab, uanset om du sælger eller ej. Det betyder altså, at hvis dine aktier stiger med 20 procent, så skal du betale skat af de 20 procent uanset, om du har solgt eller ej. Hvis dine aktier til gengæld falder 20 procent, så får du et fradrag for de 20 procent, selvom du ikke har solgt dem. Dog har du muligheden for at gemme dit fradrag på ubestemt tid, som du kan bruge til at modregne i eventuelt andre gevinster (udelukkende aktieindkomst).
Ulempen ved lagerbeskatning er, at du ikke har mulighed for at udskyde skatten. For de fleste vil dette være en ulempe, men i nogen situationer kan det være en fordel. Om det er en fordel for dig, skal jeg ikke gøre mig klog på, men der er sikkert andre, der kan hjælpe dig med den overvejelse.
Rigtig mange benytter sig derfor af at sælge ud af deres investering, når der skal betales, så de får penge til at betale den kommende skat. Det er selvfølgelig ikke helt optimalt, hvis vi kigger mod økonomisk uafhængighed, da vi jo helst skulle beholde så meget af vores portefølje som muligt.
Lagerbeskatning gælder typisk for alle ETF’er og indeksforeninger, der ikke er udbyttebetalende. Har du lagerbeskattede værdipapirer vil du altså hvert år skulle betale skat af forskellen på kursen først på året til slutningen af året.
Aktiesparekonto er ligeledes lagerskattet. Beskatningen er kun på 17 procent. Du kan læse min artikel om aktiesparekontoen her.
Hvad er realisationsbeskatning?
Realisationsbeskatning betyder, at du først betaler skat af din gevinst, når du sælger dine aktier. Hvis dine aktier stiger med 20 procent, så skal du altså ikke betale noget, før du vælger at komme af med aktien. Sælger du den først efter f.eks. 10 år, så vil du skulle betale for den stigning, der er sket i den periode.
Fordelen ved realisationsbeskatning er, at du kan udnytte den udskudte skat. Kigger man 10 år frem, så kan det hurtigt blive til et større beløb, der ellers ville være betalt i skat. Igen handler det om, hvordan ens finansielle situation ser ud, men som udgangspunkt vil udskudt skat og realisationsbeskatning altid være en fordel.
Hvis du vil se, hvordan du bedst kan skatteoptimere i forhold til realisationsbeskatning, så har aktie-skat.dk en fin artikel om emnet her.
Realisationsbeskatning gælder typisk for alle enkelte aktier og danske udbyttebetalende indeksforeninger. Desuden falder udbytte også ind under realisationsbeskatning, men da det ikke er noget, vi selv kan styre, så er det ikke nævnt ret meget i artiklen.
Beskatning af udbytteaktier
Udbytte er en andel af selskabets overskud, som udbetales til aktionærer og beskattes som aktieindkomst. Det er vigtigt at være opmærksom på, at udbytte fra aktier er skattepligtigt i Danmark.
Udbytte beskattes som aktieindkomst. I 2025 er skattesatsen:
- 27 procent for aktieindkomst op til 67.500 kr.
- 42 procent for aktieindkomst, der overstiger dette beløb
Når et dansk selskab udbetaler udbytte til dig som privatperson, tilbageholder de automatisk 27 procent i udbytteskat. Det sker, før pengene lander på din konto. Du skal som regel ikke selv indberette noget, da beløbet automatisk bliver indrapporteret til SKAT. Modtager du aktieindkomst over progressionsgrænsen, skal du selv betale ekstra 15 procent i skat via din årsopgørelse.
Beskatning af udenlandske aktier
For udenlandske selskaber tilbageholdes der en kildeskat på typisk mellem 15 og 35 procent. I Danmark vil du få nedslag for den skat, du allerede har betalt i udlandet. Typisk vil Danmark dog ikke fradrage mere end 15 procent, og du er derfor nødsaget til at søge refusion hos det enkelte land for at få forskellen refunderet.
Læs mere i min guide om tilbagesøgning af udbytteskat.
Beskatning af ETF’er
Hvis du overvejer at investere i en ETF, skal du være opmærksom på, at de er beskattet anderledes end almindelige investeringsforeninger.
En ETF er beskattet som lagerbeskatning, hvilket betyder, at du hvert år betaler skat (eller får fradrag) for din værdistigning/fald. Dette skal du være opmærksom på, inden du investerer. Ligeledes beskattes disse også som kapitalindkomst, hvilket udløser en højere skat.
Det er dog vedtaget en ændring i beskatningen af ETF’er fra 2020. Det betyder, at nogle udenlandske fonde kan blive beskattet som aktieindkomst, som vi kender det fra de danske investeringsforeninger. Du kan finde listen hos SKAT her.
Dog vil de stadig være lagerbeskattet (som de danske investeringsforeninger, der er akkumulerende). Til gengæld slipper man med en lavere skattesats, da de nu vil være beskattet som aktieindkomst og ikke kapitalindkomst.
Nogle af disse aktiebaserede ETF’er kan handles gennem Nordnets månedopsparing eller Saxo Banks aktiesparekonto.
Linket er et reklamelink – men det koster dig ikke ekstra, og du hjælper mig samtidig.
Kravene for, at en udenlandske investeringsforening kan blive godkendt til beskatning som aktieindkomst er som følger:
- At fonden består af minimum 50 procent i aktier (i gennemsnit over et år)
- At fonden senest 1. november 2020 har kontaktet Skattestyrelsen med henblik på at blive godkendt
Tiltaget er et skridt i den rigtige retning, men det er dog ikke helt på samme vilkår som de danske investeringsforeninger.
Ofte stillede spørgsmål
Hej Frederik,
Tak for en super fin og informerende blog!
Har du nogen holdning til hvad skattereglerne er, såfremt man er bosat og skattepligtig i et andet land end Danmark (uden for EU). Gælder de danske regler om lagerbeskatning osv. forsat, eller bliver disse regler helt elimineret og derfor udelukkende baseret på det land jeg nu engang er bosat i? Jeg har forsat konto hos Nordnet.
Jeg forstår, hvis dette er udover din ekspertise, men jeg giver det et forsøg 😉
pft.
Hej Phillip,
Det er desværre ikke et emne, jeg har beskæftiget mig ret meget med. Jeg ved dog, at det kan være ret besværligt at komme udenom skattebetaling i Danmark. Jeg har noteret dit spørgsmål, så jeg i fremtiden kan få lavet en artikel om emnet. Det er dog desværre et godt stykke nede på to-do listen.
Bedste hilsner
Frederik
Hejsa
Dejligt komprimeret indlæg, jeg sidder dog lige med et par spørgsmål jeg håber du kan svare på!
1.
Er en udbyttebetalende investeringsforening så det samme som en distribuerende ETF, og vice verda? altså kan man definere fonde i henholdsvis akkumulerende og distribuerende afhængigt af om de betaler udbytte?
2.
Når disse fonde så betaler udbytte, er det vel ofte kun en lille procent pr. kvartal, hvorved resten af gevinsten alligevel akkumuleres løbende i fonden, eller er jeg helt forkert på den?
På forhånd tak,
Philip
Hej Philip,
Det lader til, at du har forstået det korrekt. Vær dog opmærksom på, at selvom en ETF er udbyttebetalende, så vil den (såfremt den ikke er på SKATs liste) stadig være beskattet som kapitalindkomst. Ydermere vil den altid være lagerbeskattet.
Jeg mindes, at de danske udbyttebetalende investeringsforeninger betaler hele udbyttet ud, som foreningen modtager. Hvordan det fungerer med ETF’erne er jeg i tvivl om, men det vil være op til deres strategi.
Bedste hilsner
Frederik
Hej Frederik
Hvis vi ser bort fra fordele ved at udskyde, så rent matematisk, bliver skatten jo den samme, uanset om du er realisationsbeskattet eller lagerbeskattet. Forskellen er om du vil dele skatten over flere år i små bidder eller betale det hele på én gang til sidst, så vidt jeg kan regne mig frem til.
Jeg sidder og overvejer om det er værd at have amerikanske udbytteaktier på aktiesparekontoen eller for sig selv, men så vidt jeg kan se er der skattemæssigt kun den fordel at skatten er lavere på ask. Lige pt. har jeg ingen skattefordele ved at flytte noget frem og tilbage, så jeg tænker det er smartest at fylde ask op til grænsen på 100.000kr, og så derefter købe ind på den normale.
Er du enig?
Hej Leo,
Skatten bliver ikke helt den samme, da du med realisationsbeskatning kan opnå et afkast af den udskudte skat. Derfor er realisationsbeskatning altid at foretrække. Forskellen er dog ikke helt så stor igen, da du med lagerbeskatning kan udnytte den lave skattesats på aktieindkomst hvert år.
Aktiesparekontoen er generelt fordelagtig uagtet hvilke papirer, som du investerer i. Fordelen ved at have danske aktier er, at du kan indbetale hele udbytteskatten igen, hvor du må nøjes med 2 % på amerikanske aktier pga. reglerne om udenlandsk udbytteskat.
Bedste hilsner
Frederik
Hej Frederik,
1)Hvis jeg investere i S&P 500, skal jeg så lagerbeskattes?
2)Vedr. lagerskat. Den skat der bliver opgjort sidst på året ud fra overskuddet af aktier, vil den blive modregnet de penge der står i aktierne eller vil det blive trukket ifm årsopgørelsen? Synes bare det er træls at skulle betale skat af penge gennem mange år, som jeg ikke har hevet ud. Og når de så bliver hevet ud, så er alt skat vel betalt?
Hej Rikke,
Om du skal lagerbeskattes afhænger af, om der er en dansk investeringsforening (udbyttebetalende), der investerer i det pågældende indeks. Er der ikke, så vil du blive lagerbeskattet.
Lagerbeskatningen er gøres op på baggrund af alle dine gevinster/tab, og du bliver derfor ikke beskattet, hvis dine aktier overordnet set er faldet.
Bedste hilsner
Frederik
Hej Frederik
Skal man betale skat af sine aktier lige så snart man sælger dem, eller er det først når man udbetaler til sin bank konto?
Lads os sige jeg swing trader, køber lavt, sælger højt. Derfor vil jeg gerne undgå at betale skat af min fortjeneste inden jeg trækker det hele ud på min bank konto.
Ville det så være en fordel at investere på platforme som ikke automatisk indberetter til skat, så man kan geninvestere pengene inden man betaler skat?
Hej,
Du bliver kun tilbageholdt skat, når du modtager udbytte. Når du køber og sælger, så kommer opgørelsen først på din årsopgørelse, når året er omme. Du har derfor ingen fordel af manglende indberetning, da det alligevel først skal betales, når året er omme.
Bedste hilsner
Frederik