Sådan lærte jeg at spare op

En af de ting jeg havde store problemer med i starten var, at jeg havde svært ved at lade være med at bruge mine penge. Nu er jeg ikke været på arbejdsmarkedet i mere end 3 års tid, så jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at begynde at tjene penge. Jeg har siden lært at arbejde med processen i at spare op, hvilket har gjort, at jeg er blevet meget bedre til det. I denne post vil jeg fortælle lidt om den metode, jeg bruger til at spare op.

Min historie

Første gang du får udbetalt løn er en helt fantastisk følelse. I mit tilfælde var jeg ikke vant til at få meget hjemmefra, så det at have sine egne penge, som man selv måtte vælge at bruge som man havde lyst til var helt fantastisk. Det var dog også en nødvendighed, da jeg 14 dage før min 18-års fødselsdag flytter hjemmefra (dog med udeboende SU), hvilket betød, at uden job havde jeg 1500 kroner til mig selv efter huslejen var betalt. Jeg blev altså nødt til at finde et job.

Jeg fandt et job i en dagligvarebutik, hvor jeg kunne arbejde ved siden af min gymnasielle uddannelse. Her kom jeg senere på fuldtid i mit sabbatår, hvor jeg rigtig kunne begynde at mærke, hvordan det var at tjene penge. Dette resulterede dog i et stigende forbrug, som blev brugt på nye møbler, elektronik og at gå i byen. Det første var dog tiltrængt, men det andet kan man sagtens argumentere for, at det kunne være brugt mere fornuftigt. Kontoen gik dog i 0 hver måned, hvilket jeg senere har lært at undgå.

I slutningen af mit sabbatår finder jeg dog et andet studiejob med flere timer og bedre løn = win-win. Samtidig med dette lukkede den dagligvarebutik, jeg arbejdede i, hvilket betød, at jeg lige pludselig modtog dobbeltløn pga. fritstilling. Her nåede jeg et punkt, hvor jeg simpelthen tjente for mange penge til at jeg kunne nå at bruge dem, hvilket betød, at jeg – uden jeg selv var klar over det – begyndte at spare op.

Her blev det lige pludselig spændende og se, hvad jeg kunne drive det til. 20.000 blev til 25.000, som blev til 30.000, og sådan fortsatte det ellers. For mig blev det (og er stadig) en lille konkurrence om at se, hvad jeg kan præstere. Da jeg rammer omkring de 40.000 begynder jeg at kigge efter aktier, som åbnede op for et hav af mulige investeringer udover. Jeg begyndte at følge med i forskellige finansblogs rundt omkring, og den vej fik jeg derfor en stor interesse i investeringer og FIRE-princippet. Det har så mundet ud i, at jeg blandt andet har startet denne blog i et håb om at kunne sprede noget viden til unge som mig selv.

Det var lidt om min historie om, hvordan jeg kom igang med at spare op (og senere investering). Jeg vil herunder prøve at komme med nogle råd til, hvordan du kommer igang med at spare op ud fra mine egne erfaringer. Det er udelukkende personlig erfaring, jeg arbejder ud fra. Jeg har prøvet at koncentrere dem ind til nogle større punkter, men hvis der er nogen, der mangler deciderede tips, så er jeg åben for at lave nogle indlæg om dette.

Få styr på dit forbrug

For mig virkede det helt vildt, at uanset, hvad jeg fik udbetalt – om det var høj eller lav løn, så gik min konto i nul i slutningen af måneden. Jeg begyndte at kigge på, hvordan jeg kunne stoppe med at købe ting, som jeg ikke havde brug for. Behøves du den nyeste iPhone X, en ny PS4 eller nyt tøj hver måned? Chancen er ikke ret stor, men den økonomiske forskel er kæmpe.

Desuden blev jeg bedre til at få taget mig sammen til at lave mad selv (typisk svært, når lige er flyttet ud), hvilket betød, at jeg ikke brugte lige så mange penge på take-away mere. Det kan godt være, at 100 kr ikke er meget den dag, du bruger dem, men hvis du gør det 2-3 gange om ugen, så løber det op i mange penge på en måned. I starten prøvede jeg metoden med at skrive den ting ned, du gerne vil købe, for så først at tage den frem 1 måned efter, men typisk fandt jeg ud af efter et par dage, at det ikke helt var nødvendigt alligevel. Det har hjulpet mig rigtig meget.

Arbejd så meget, som du har mulighed for

Et eksempel på, hvad 500 kroner kan blive til efter en årrække. Beregningerne er uden forbehold for inflation og skat

En anden ting, der har hjulpet mig meget er, at jeg har fundet mig et arbejde, hvor jeg har mulighed for at arbejde – stort set -, som det passer mig. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at en arbejdsdag en lørdag i stedet for at tage i byen om fredagen gav rigtig god økonomisk mening. Bruger du 1.000 kroner på en bytur er du i minus 1000, men tager du ud og arbejder en lørdag og tjener 1.000 kroner har du 2.000 kroner mere end du ville have haft – det er et regnestykke, der er til at forstå. Du skal selvfølgelig huske at tage højde for, at du skal have tid til at lave lektier og se dine venner/familie, men typisk vil det være muligt for mange – og det giver bare så god økonomisk mening.

Bliv glad ved at spare op

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er blevet glad for at spare op. I mit sabbatår købte jeg min første bil. Det var den fedeste følelse, da jeg havde det samme stående på kontoen, som bilen havde kostet. Så vidste jeg jo, at jeg i teorien kunne købe mig en bil magen til, hvis den skulle gå i stykker. Det var en sikkerhed, jeg var helt vild med. Det skal dog siges, at det var brugtbil med 300.000 på bagen, så det er ikke et større beløb, men sikkerheden i det var jeg helt vild med. En nødopsparing er jeg altså blevet helt vild med – dog skal den ikke kunne dække en ny bil i fremtiden, da jeg sigter efter en bil omkring de 50.000 næste gang. Det er dog en fantastisk følelse, at der virkelig skal komme en stor regning, før det vælter ens økonomi. Det er en følelse, jeg agter at fastholde resten af mit liv.

Dette var de råd, jeg selv har brugt for at lære det. Det er meget overordnet beskrevet, og jeg har også mulighed for at uddybe mere specifikt, hvordan jeg har gjort det. Jeg er dog ikke perfekt, og jeg har stadig meget at lære, så har du nogle råd du vil tilføje, så skal du være velkommen til at smide en kommentar med dit besyv.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 votes, average: 5,00 out of 5)
Loading...

1 thought on “Sådan lærte jeg at spare op

  • Hej Frederik,

    Flot og overskuelig side du har fået bygget op her. Gid det var mig der var startet i din alder!

    Jeg blev først opmærksom på “FIRE” og økonomisk uafhængighed som 35 årig. Til gengæld har jeg sat alt ind på at nå dertil hurtigst muligt. Hvis du kunne have interesse i at følge med i hvad jeg gør, for at opnå finansiel uafhængighed, så kan du læse mere på min blog.

    Held og lykke med projektet. Glæder mig til at følge din udvikling.

    Mange venlige hilsner,
    Jørgen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *