Temperaturen stiger for tiden, og det samme gør porteføljen. Vi er godt på vej ind i sommeren, og det lader til, at de fine takter for mine investeringer fortsætter. Aktierne i min portefølje er stadig påvirket af usikkerheden omkring Corona-krisen, som gør, at flere har dem har større udsving.
Porteføljen i tal
Udviklingen i porteføljen de sidste 5 måneder
Måned | februar 2020 | marts 2020 | april 2020 | maj 2020 | juni 2020 |
---|---|---|---|---|---|
Studiekonto | 20.000 kr. | 20.000 kr. | 20.000 kr. | 20.000 kr. | 20.000 kr. |
Nordnet | 116.809 kr. | 94.610 kr. | 107.661 kr. | 113.317 kr. | 116.065 kr. |
Aktiesparekonto | 20.444 kr. | 22.733 kr. | 41.501 kr. | 50.149 kr. | 62.339 kr. |
Mintos | 28.723 kr. | 28.664 kr. | 28.899 kr. | 29.106 kr. | 29.316 kr. |
PeerBerry | 8.570 kr. | 8.632 kr. | 8.713 kr. | 8.812 kr. | 8.904 kr. |
Bondora | 2.166 kr. | 2.205 kr. | 2.230 kr. | 2.374 kr. | 2.649 kr. |
Swaper | 11.679 kr. | 11.751 kr. | 11.842 kr. | 11.920 kr. | 12.094 kr. |
Robo.cash | 9.601 kr. | 9.680 kr. | 9.779 kr. | 9.852 kr. | 9.873 kr. |
Iuvo | 6.721 kr. | 6.780 kr. | 6.848 kr. | 6.933 kr. | 7.003 kr. |
Grupeer | 9.172 kr. | 9.337 kr. | 9.337 kr. | 9.337 kr. | 9.322 kr. |
Fast Invest | 10.924 kr. | 11.018 kr. | 11.115 kr. | 11.212 kr. | 11.245 kr. |
Samlet | 244.809 kr. | 225.410 kr. | 257.925 kr. | 273.012 kr. | 288.810 kr. |
Aktier
februar 2020 | marts 2020 | april 2020 | maj 2020 | juni 2020 | |
---|---|---|---|---|---|
Aktiesparekonto | -9,5 % | -18,2 % | 13,8 % | 1,6 % | 2,4 % |
Nordnet | -9,0 % | -19,0 % | 16,6 % | 5,3 % | 0,4 % |
Opret en gratis konto hos Nordnet her →
Aktierne går stadig i den rigtige retning efter den de to hårde måneder tidligere på året. Dog er der flere af dem, der svinger rigtig meget, så det vidner om en vis usikkerhed på markedet. Mine egne tanker fortæller mig, at vi er over den værste periode, men jeg har nu alligevel på fornemmelsen, at vi stadig mangler noget nedtur endnu. Selvom det lader til, at krisen har været kørt lidt op, så tror jeg stadig, at vi inden for det næste års tid vil se en stor usikkerhed om, hvad det kommer til at have af konsekvenser.
Jeg fortsætter stadig min strategi, hvor jeg løbende køber op hver måned, når jeg har midler til det. Jeg fokuserer på at sprede mine midler på tværs af masse forskellige sektorer, så jeg kan opnå så stor spredning som muligt. Det kræver dog en del mere midler end jeg har på nuværende tidspunkt, men jeg håber på, at jeg kan arbejde mig henimod noget, der minder om et verdensindeks.
Som jeg nævnte i sidste opdatering, så blev grænsen for aktiesparekontoen udvidet til 100.000 kr. pr. 1 juli 2020. Det gør også, at mine delmål (se dem her) i princippet ændrer sig. Jeg holder dog fast i mit oprindelige mål, selvom jeg fortsætter med at indbetale på aktiesparekontoen. Tidligere var mit mål 50.000 kr., men jeg har ingen interesse i ikke at fortsætte indbetalingerne. I forhold til mit delmål giver forøgelsen en potentiel ekstra indkomst på cirka 250 kr. om måneden, såfremt jeg udnytter den høje grænse. Det er derfor heller ikke noget, der er helt vildt overvældende, men jeg håber på, at dette blot er skridt nummer to mod en højere grænse på aktiesparekontoen.
Derfor er der ligeledes blevet tilføjet to nye aktier til aktiesparekontoen i denne måned. I denne måned har jeg fordelt mine midler i to forskellige solide udbytteaktier, der begge har en suveræn historik inden for udbetaling af udbytte. Den ene er Leggett & Platt Inc., der har haft stigende udbytte de sidste 48 år. De vil derfor snart være at finde på listen over udbytte-konter (dividend kings), der gælder, hvis de har udbetalt stigende udbytte i 50 år. Firmaet har en bred produktion af diverse komponerer og produkter til biler og hjemmet, men har primært fokus på møbler og sæder til biler.
Derudover er der blevet købt op i en velkendt aktie. McDonalds har udbetalt stigende udbytte i 43 år, og det er derfor også en yderst stabil udbytte aktier. Det er altså to selskaber, der fokuserer lidt mere på forbrugersegmentet, som jeg ikke har så forfærdelig meget af i porteføljen.
Se eventuelt mere omkring mine investeringer hos Nordnet på min Shareville-konto. Du kan også se mine udbytte aktier her.
Udbytter
Sidste måned måtte jeg meddele, at flere af mine selskaber desværre har droppet deres udbytte i år. I juni er jeg ikke bekendt med nye selskaber i min portefølje, der har stoppet udbyttet, så det er positivt. I denne måned modtog jeg første gang udbytte fra Exxon og Sampo. Udviklen går i den rigtige retning, hvilket er positivt at se. Det skulle det også gerne, da jeg løbende placere midler i denne andel af porteføljen.
I denne måned har jeg modtaget følgende udbytte:
Dow Inc: 177 DKK
Exxon: 82 DKK
IBM: 137 DKK
PRO REAL ESTATE INVESTMENT TRUST: 31 DKK
Sampo: 171 DKK
I alt: 599 DKK
De sidste måneders udbytte ser således ud:
Udbyttet er efter skat.
Den lyseblå streg på grafen indikerer 12 måneders glidende gennemsnit.
De sidste 12 måneders udbytte udgør i alt 3652 DKK efter skat, og det giver et gennemsnit på 304 DKK om måneden. Det betyder, at jeg med en timeløn på 150 DKK efter skat kan arbejde 2,03 timer mindre om måneden.
Lille fun fact: Jeg har netop betalt halvårlig vægtafgift på min bil, hvilket resulterer i cirka 1800 kr. Med udgangspunkt i dette udbytteniveau, så kan mine udbytteaktier betale for min vægtafgift fremover 🙂
Crowdlending
Måned | februar 2020 | marts 2020 | april 2020 | maj 2020 | juni 2020 |
---|---|---|---|---|---|
Mintos | 0,3 % | -0,2 % | 0,8 % | 0,7 % | 0,7 % |
PeerBerry | 0,7 % | 0,7 % | 0,9 % | 1,1 % | 1,0 % |
Bondora | -42,0 % | 1,8 % | 1,1 % | -1,8 % | 1,3 % |
Swaper | 0,7 % | 0,6 % | 0,8 % | 0,7 % | 1,5 % |
Robo.cash | 0,7 % | 0,8 % | 1,0 % | 0,7 % | 0,2 % |
Iuvo | 0,9 % | 0,9 % | 1,0 % | 1,2 % | 1,0 % |
Grupeer | 0,6 % | 0,7 % | 0,0 % | 0,0 % | -0,2 % |
Fast Invest | 0,8 % | 0,9 % | 0,9 % | 0,9 % | 0,3 % |
Afkastet på crowdlending-andelen af porteføljen ser for første gang mindre positivt ud. Jeg skal ikke kunne sige, hvad årsagen er, men det har sandsynligvis relation til, at jeg i sidste måned valgte at sætte løbetiden stramt på alle mine auto-invest. Det har gjort, at jeg på nogle platforme ikke har været fuldt investeret. Det er stadig en strategi, som jeg ønsker at holde fast i, så jeg øger likviditeten på disse platforme. Selvom jeg godt kan lide crowdlending-konceptet, så har jeg stadig planer om at komme i gang med ejendomsinvestering inden for det næste års tid eller to. Derfor kan det være nødvendigt, at jeg skal have nogle midler retur for at kunne finansiere dette.
Jeg kan dog ikke forklare, hvorfor Robo.cash i denne måned kun leverer 0,2 % i afkast, hvor den tidligere har været omkring 0,7 % som minimum. Det kan være en kombination af manglende tilbagebetalinger i denne måned, og at jeg har optimeret på min auto-invest. Jeg er dog sikker på, at afkastet nok skal vende tilbage i næste måned.
Indbetalinger
I denne måned er der ligeledes blevet sat et pænt beløb af til investeringer. Jeg kunne godt have presset citronen noget mere, men jeg har gemt et mindre beløb til eventuelle aktiviteter her i sommerferien. Jeg har ikke planlagt noget, men jeg forestiller mig, at der dukker noget op.
Dog bør jeg kunne holde det nuværende niveau ind igennem sommeren, da jeg kommer til at have en del timer, da jeg ikke har fokus på studiet i denne periode.
Nyt på bloggen
Desværre så er der ikke sket ret meget nyt på bloggen den sidste måneds tid. Jeg har haft virkelig travlt, og jeg er desværre bange for, at juni bliver noget af det samme. Her kommer min fritid til at gå med at færdiggøre min kommende bog, som jeg desværre er lidt bagud med. Det er Ophelia Invest, der kommer til at stå for salget, og du vil i fremtiden kunne læse mere om “Den lille guide til ung privatøkonomi” her.
Jeg håber dog på, at jeg kan finde tid til at udgive mere indhold. Husk at du altid er velkommen til at kontakte mig, fange mig på LinkedIn eller skrive en kommentar, hvis du skulle mangle svar på noget.
Afrunding
Udover at jeg ikke har så meget tid til bloggen i øjeblikket, så kører det rigtig for investeringerne. Privat kører det også rigtig godt for tiden, hvor jeg også stadig holder et fint niveau med indbetalingerne. Hvis du følger med på LinkedIn, så vil du være klar over, at jeg har fået nyt job ved siden af mit studie.
Husk at du altid er velkommen til at tilføje mig til dit netværk. Det kan være, at vi kan hjælpe hinanden 🙂
Jeg har netop afsluttet mit praktikophold, hvor jeg efterfølgende er blevet ansat som studiemedhjælper. Her håber jeg på, at jeg kan give den en skalle over det næste års tid ved siden af mit bachelorprojekt, så jeg forhåbentlig får lov til at blive, når jeg er færdig med mit studie.
De næste par måneder bliver derfor rigtig spændende, da jeg skal jonglere færdiggørelsen af bog, studiejob og bachelorprojekt samtidig med, at jeg gerne skulle finde en smule tid til bloggen. Jeg må dog desværre indrømme, at det næste års tid, så har jeg mine prioriteter et lidt andet sted, da jeg gerne vil have fokus på færdiggørelsen af min uddannelse, hvor jeg specielt vægter erhvervserfaringen højt. Derfor vil bloggen blive nedprioriteret, men det betyder dog ikke, at jeg står helt stille. Løbende får jeg en masse idéer, som jeg gemmer på, så jeg kan komme med en masse nyt og spændende indhold, når jeg finder tiden på et tidspunkt.
Hvordan har din måned set ud investeringsmæssigt? Hvad tænker du om min opdatering? Fortæl mig meget gerne, hvad du tænker herunder.
Dette indlæg er udarbejdet med støtte fra Hurtigrabat.dk
Hej Frederik.
Tak for en god blog. Det er spændende at følge med og samtidig lære noget og blive inspireret, og du har jo virkelig opnået nogle gode resultater.
Jeg har to spørgsmål, som du måske vil svare på (og helt ok, hvis det er “forretningshemmeligheder”):
1. Har du et princip for minimum-investering i en aktie, når du køber? For at begrænse kurtagens andel investerer jeg fx som tommelfinger-regel ikke mindre end 15.000 kr. ad gangen.
2. Er der nogle bestemte områder, du af etiske/principielle grunde ikke investerer indenfor? Fx våben, tobak, overvågningsteknologi eller industrier, som forurener meget. Jeg er oprigtigt nysgerrig ift., hvordan andre tænker om balancen mellem økonomisk optimering og alternative/”bløde” hensyn.
Godt arbejde! Jeg følger trofast med også fremover.
Hej Aske,
Læs eventuelt denne artikel, hvor jeg sammenligner de to største platforme i Danmark: Saxo Bank vs Nordnet
Hos Saxo Bank er der ingen minimumskurtage (og derfor ingen tommelfingerregel). I denne måned har jeg handlet for cirka 6.000 kr. pr. aktie. Havde det være hos Nordnet, så vil jeg gerne op omkring 12-15.000 kr., før jeg synes det giver mening.
Som udgangpunkt har jeg ikke etiske overvejelser i mine betragtninger, når jeg kigger på investeringer. Blandt andet investerer jeg i crowdlending, der er baseret på lån med høje renter, og så har jeg også aktier i Altria, der producerer tobak.
Bedste hilsner
Frederik
Tak, Frederik! Jeg var ikke opmærksom på, at der var så stor forskel på kurtage hos Nordnet og Saxo Bank – så jeg har fluks oprettet en konto hos sidstnævnte og kører al investering over dén platform fra nu af. Det ser mere fornuftigt ud med de beløb, jeg har at handle med. 🙂
Hej Frederik,
Tak for endnu en opdatering.
Hvad er dit “take” på hvordan markedet inden for crowd-lending har været under covid-19 situationen? Jeg er ikke selv inde på dette markedet, men er nysgerrig på, om man har kunne “mærke” en form for påvirkning eller andet? (anderledes type lån, færre lån, færre investorer, kortere løbetider, folk der har trukket sine penge ud etc.)
Joachim Max
Hej Joachim,
Det kommer helt sikkert til at påvirke crowdlending-markedet. Ret hurtigt kunne man konstatere, at renterne steg på de fleste platforme, da en del investorer trak deres penge ud. Dog tror jeg, at flere (som mig selv) vælger at gå over i kortere lån, så de ikke har bundet deres penge lige så lang tid.
Det kommer helt sikkert også til at have indflydelse på afdrag, men det vil tiden vise.
Bedste hilsner
Frederik
Hej Frederik,
God gennemgang af din portføljes udvikling i juni måned. Hvordan kan det være at du muligvis vælger at reducere dine crowdlending investeringer i forhold til aktieinvesteringer, hvis du skal finansiere ejendomskøb? Hvordan tænker du, at du vil eksponere dig mod ejendomsmarkedet, vil det være direkte ejendomsinvesteringer eller igennem f.eks. REITs?
Jeg har kun eksponeringer mod aktier og en enkelt ejendom (udover den jeg selv bor i). Juni måned var desværre en negativ måde for mine to aktieporteføljer, den ene portfølje faldt med 3.6% og den anden med 1.9%.
Venlig hilsen Jon.
Hej Jon,
Årsagen til, at jeg (muligvis) vil reducere mine investeringer i crowdlending er selvfølgelig for at frigive midler til ejendomsinvestering. Her har jeg mulighed for selv at påvirke min investering på en helt anden måde, hvorfor jeg også tror, at jeg kan hente et større afkast her. Dermed ikke sagt, at jeg ikke ønsker at investere i crowdlending, men det kan være nødvendigt for mig at trække midlerne ud i en periode.
Det er planen, at jeg selv kommer til at købe og administrere ejendommene. Mine umiddelbare tanker er, at jeg vil finde en blok med 3-6 lejemål i en af de omkringliggende byer, hvor jeg bor. Hvad det konkret bliver afhænger af, hvad der er af muligheder på det pågældende tidspunkt.
Bedste hilsner
Frederik
Tak for dine mange gode indlæg og den viden som du deler – det er virkelig nyttigt for en nybegynder som mig! Jeg tænkte på, hvad forskellen er mellem Nord.Investments og Nordnet og Saxobank, som du har beskrevet? Jeg kan se at Nord.Investments ligger meget højt på steder som Trustpilot, men det er altid Nordnet og Saxobank, som bliver nævnt i artikler. Er det fordi de er en del af den samme platform?
Tak for svar på forhånd.
Joachim
Hej Joachim,
Jeg arbejder pt. på at få lov til at teste deres produkt af, så jeg kan komme med en anmeldelse. Det er ikke samme platform som Nordnet, selvom navnet godt lidt kunne antyde dette. Umiddelbart så skulle det minde om June og Darwin, men jeg har endnu ikke prøvet det af, så det kan jeg ikke udtale mig om.
Bedste hilsner
Frederik