Afkast på aktier – hvad kan man forvente af afkast?

Du har måske hørt, at du bør kunne forvente omkring 7 procent i årligt afkast på aktier. Hvad er det baseret på, og hvad er forudsætningerne for at kunne forvente dette? I denne artikel gennemgår jeg, hvad der ligger bag, og hvad du bør kunne forvente i årligt afkast på aktier baseret på historiske data.

Det er dog vigtigt for mig at pointere, at historiske data ikke er nogen garanti for fremtidigt afkast i fremtiden. Flere eksperter påpeger også, at det årlige afkast sandsynligvis vil falde i fremtiden (link). Det bør du have i baghovedet, inden du begynder med investering i aktier.

Hvordan defineres afkast?

Først og fremmest så skal vi lige have styr på, hvad et afkast er. Du opnår et afkast på en aktie, hvis der sker en kursstigning. Det kan være, at du køber en aktie med en kurs på 100 kr.

Efter 1 år kan det være, at kursen er steget til 110 kr. Det vil resultere i et afkast på 10 kr. eller 10 procent i årligt afkast, hvis du sælger den efter 1 år.

Det kan også være, at du har modtaget udbytte fra din aktie i denne periode. Det skal også indgå i din beregning af kast.

Afkast på aktier = Kursudvikling + udbytte

Når du har styr på dit afkast. så giver det dig mulighed for at sammenligne afkastet på dine aktier med andre investeringer. Hvis du har investeret i et aktiv, der genererer et årligt afkast på 4 procent middel risiko, men du potentielt kunne opnå et årligt afkast på 7 procent ved middel risiko, så har vil du tabe potentielt afkast i forhold til den risiko, som du pådrager dig.

Du kan blandt andet bruge CAGR til at beregne dit aktieafkast.

Hvad er det historiske afkast på aktier?

Inden vi begynder at kigge på, hvad det gennemsnitlige årlige afkast er på aktier, så skal vi have forudsætningerne på plads for, hvad vi tager udgangspunkt i.

Gennemsnitlige årlige afkast på aktier med udgangspunkt i S&P500
Kursudviklingen for det amerikanske indeks S&P500.

Udgangspunkt i det amerikanske aktiemarked

Rigtig mange vælger at tage udgangspunkt i det amerikanske aktiemarked. Ofte er det med udgangspunkt i et indeks kaldet S&P 500. Det står for Standard & Poor’s 500. Det er et amerikansk aktieindeks bestående af 500 store amerikanske virksomheder.

Indekset er låst med en fast fordeling af sektorer, hvor de største virksomheder, målt på omsætning, får lov til at være med. Det er i øvrigt også det største indeks i USA. Forgængeren til S&P-500 var S&P 90 Stock Index, der blev oprettet i 1926. I 1959 valgte man at udvide fra 90 til 500 aktier.

Når vi kigger på historiske data for aktiemarkedet, så tages der oftest udgangspunkt i en periode med start i 1900. Her er der en del tilgængelig data, der giver et godt grundlag. Før dette så er der tvivl om udviklingen i tallene, og grundlaget er derfor ikke godt til at inddrage.

Den tilgængelige data for det amerikanske aktiemarked viser, at man fra 1900 til 2016 ville have opnået et gennemsnitligt årligt afkast på aktier på 9,71 procent. Det er dog at korrigere for inflation. Renser vi tallene for inflation, så har det historiske afkast i perioden 1900 til 2016 været på 6,55 procent årligt (kilde). Det er opgjort inklusiv udbetalt udbytte.

Det sker dog sjældent, at afkastet på et år lander i det niveau. Aktiemarkedet svinger op og ned, og det skal derfor kun ses som et gennemsnit over en længere tidshorisont. Kun i 6,7 procent af tilfældene landede det årlige afkast i perioden 1928 til 2016 på mellem 5 og 10 procent.

I samme tidsperiode var det årlige afkast lavere end -10 procent i 21,3 procent af årene, mens afkastet var højere end 20 procent i 27 procent af årene (kilde). Afkastet er endnu engang inklusiv udbytte.

Udgangspunkt i MSCI World

Hvis du gerne vil basere din forudsætning på nyere data, så er det også en mulighed at tage udgangspunkt i MSCI World. Det er et verdensindeks, der indeholder over 1600 forskellige aktier fra 23 forskellige udviklede lande. Det er lande som USA, Canada, Japan, Tyskland, Danmark m.v.

Det blev oprettet i 1987, så der er slet ikke data fra en lige så lang tidsperiode som det amerikanske aktiemarked. Trods det kaldes et verdensindeks, så består det i skrivende stund af omkring 65 procent amerikanske aktier.

I perioden fra 1987 til 2020 har MSCI World genereret et gennemsnitligt årligt afkast på 8,09 procent. Jeg har desværre ikke kunne finde data for afkastet uden inflation (kilde). Antager vi, at inflationen har været på 2-3 procent, så lander vi omkring 5-6 procent i årligt gennemsnitligt afkast. I samme periode har S&P 500 årligt kastet 10,19 procent af sig. Renset for inflation giver det 7,36 procent årligt (kilde).

MSCI World indeholder dog ikke underudviklede markeder. Det gør MSCI Emerging Markets dog. MSCI Emerging Markets består af 26 lande som fx Argentina, Brasilien, Polen og Kina.Her er det årlige aktieafkast i perioden 1987 til 2020 på 10,47 procent (kilde). Dette er tal er ikke renset for inflation.

Hvad kan du forvente i afkast på aktier?

Aktie afkast på globale aktier i fremtiden
Sparindex Globale Aktier KL er et eksempel på en investeringsforening, der afspejler MSCI ACWI. Det er i princippet MSCI World med MSCI Emerging Markets.

Som du har læst ovenover, så viser historikken, at det gennemsnitlige årlige afkast på aktier har været et sted mellem 5-7 procent. Det er ikke nogen garanti for fremtiden, og som tidligere nævnt, så er der flere der mener, at afkastet vil falde i fremtiden. Dette afkast kaldes også for markedsafkastet.

Hvis du gerne vil ramme det samme markedsafkast som fx MSCI World i fremtiden, så kræver det, at du har en portefølje, der afspejler det indeks. Du kan derfor ikke investere i det danske C25-indeks og så forvente det samme afkast, da det ikke er det indeks, som vores historiske data er baseret på. Vil du gerne have et verdensindeks, der inkluderer de såkaldte underudviklede lande, så kan du kigge på MSCI ACWI. Her er der dog ikke data fra tidligere end 1987.

Aktier for begyndere

Lær hvordan du kommer i gang med at investere i aktier som nybegynder.

Investeringsforeninger

Bliv klogere på investeringsforeninger, der gør det nemt at investere i aktier.

For at kunne opnå dette forventede afkast, så bliver du nødt til at afspejle et af disse indeks. Den nemmeste måde er at finde en investeringsforening, der følger dit ønskede indeks. Der får du med det samme den korrekte spredning, så du i princippet kan forvente markedsafkast fra dag et. En anden metode er, at du selv bygger en portefølje, der afspejler indekset. Det kræver dog en stor portion penge for at opnå den samme spredning som en investeringsforening.

Ti slut vil jeg gerne pointere, at det historiske afkast ikke er en garanti for fremtiden. Der er ingen, der ved, hvordan verdensøkonomien udvikler sig fremadrettet, og derfor kan det sagtens være, at aktiemarkederne ikke udvikler sig som den historiske data indikerer.

Det er dog et kvalificeret bud på, hvad du kan forvente i gennemsnitligt afkast på aktier.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er afkast på aktier?

Afkast på en aktie er, når du har køber en aktie til en lavere kurs end du sælger den til. Derudover så har du også et afkast, når du modtager udbytte.

Hvad kan man forvente i afkast på aktier?

Mellem 5-7 procent efter inflation. Det afhænger dog af, hvilke historiske data, som du tager udgangspunkt i. Det er dog ingen garanti for fremtiden.

Hvor meget afkast giver aktier?

Den historiske data peger på, at du kan forvente mellem 5-7 procent efter inflation om året i gennemsnitligt afkast på dine aktier. Det er dog ingen garanti for, hvordan aktiemarkederne udvikler sig i fremtiden.

Hvad er udbytte på aktier?

Udbytte er, når et selskab vælger at udbetale en del af overskuddet til aktionærerne.

Hvad er årligt afkast?

Årligt afkast er det afkast, som du har opnået ved at holde din investering i en tidsperiode på et år.

Hvad er afkast?

Afkast kan være, hvis du køber en aktie, som du sælger til en højere pris. Det kan også være, hvis du modtager udbytte fra en aktie.

Dette indlæg er udarbejdet med støtte fra denne side om gode 180×200 cm kontinentalsenge.

Foto af Frederik Askov Storm
Om Frederik Askov Storm
Ung forfatter, bygningskonstruktør og iværksætter med stor interesse for investering. Jeg har drevet Ung med penge siden 2018, hvor jeg har delt ud af mine erfaringer på min rejse mod økonomisk uafhængighed.

Du kan læse mere om mig her.
4 kommentarer til “Afkast på aktier – hvad kan man forvente af afkast?
  • Vil du have feriepenge udbetalt, eller synes du det er bedst at lade dem stå? LD forventer 5% årligt afkast og det er vel meget pænt. Jeg er ikke matematisk begavet nok til at kunne lave regnestykket – måske kan du lave et indlæg med pros and cons?

    • Hej Jesper,

      Jeg har ikke modtaget feriepenge i perioden, så jeg står ikke selv i den situation.

      Dog er min generelle tanke, at penge nu er mere værd end penge om 20-30-40 år (når de er låst). Aktiemarkedet har historisk præsteret over 5 %, så tager man udgangspunkt i det, så bør man kunne gøre det bedre selv (uden at de er låst). Vær dog opmærksom på topskattegrænsen.

      Bedste hilsner
      Frederik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *